​SVM-regeringen vil “se på at skærpe adgangen til de gymnasiale uddannelser". Der er mindst 10 argumenter imod den ufatteligt dårlige og temmelig aparte idé.

For det første vil skærpede adgangskrav føre til forstærket karakterræs og mistrivsel blandt de unge. Vores unge er allerede ekstremt karakter-fokuserede, og statsminister Mette Frederiksen fremhævede i sin nytårstale trivselskrisen som et alvorligt problem.

For det andet vil skærpede adgangskrav fremme det uddannelsessnobberi, som statsministeren har tordnet imod ofte og længe. Vil regeringen undgå at fremme opfattelser af, at nogle uddannelser er finere og mere eksklusive end andre, så burde skærpede adgangskrav slet ikke være et tema.

For det tredje vil skærpede adgangskrav ramme etnisk, kønsmæssigt og socialt skævt. Færre drenge, færre med indvandrerbaggrund, færre fra uddannelsesfremmede hjem og færre med særlige behov og sociale problemer vil få en studenterhue, dokumenterer tal fra Rockwoolfonden og Gymnasieskolernes Lærerforening. Desuden udvikler unge sig ikke lige hurtigt, og forslaget om skærpede adgangskrav vil ramme de såkaldte 'late bloomers' hårdt, der lidt senere end jævnaldrende vokser fagligt og personligt.

For det fjerde vil skærpede adgangskrav ramme geografisk skævt. Danmark er i forvejen uddannelsesmæssigt skævvredet. I nogle områder tager mange traditionelt en gymnasial uddannelse, i andre er det et mindretal. Medmindre regeringen vil fremme et mere uddannelses-ulige Danmark, hvor postnummeret i højere grad afgør, hvilken uddannelse de unge opnår, så burde skærpede adgangskrav slet ikke være med i regeringens uddannelsespolitik.

For det femte underkender regeringens tænkning og retorik den almendannelse, der måske er det mest værdifulde i en gymnasial uddannelse. Undervisningsminister Mathias Tesfaye fokuserer meget på, om de unge med studenterhue “bruger den til noget". Det er rimeligt og forståeligt, men ministeren lader ikke til at medregne værdien af den ofte roste og i gymnasielovens formålsparagraf fastlagte almendannelse.

Værdien af almendannelse kan ikke måles og vejes lige så nemt som fx de unges karaktergennemsnit, eller hvor hurtigt de kommer videre i uddannelse og beskæftigelse. At være et dannet menneske handler om at kunne tænke kritisk og selvstændigt og have et bredt og nuanceret perspektiv - baseret på viden - på sig selv og sin omverden. At kunne sætte sig i andres sted og omgås hinanden respektfuldt styrker mødet mellem mennesker og demokratiet. Den del fremmer almendannelsen i gymnasiet, og den værdi skal store grupper ikke afskæres fra ved skærpede karakterkrav.

For det sjette retter regeringen bager for smed. Undervisningsminister Tesfaye argumenterer for, at det faglige niveau på gymnasiet undermineres af for mange uegnede elever: “Vi laver adgangskrav for at sikre en bedre gymnasieskole", udtaler Tesfaye til DR og henviser til, at han 'får henvendelser fra gymnasielærere og kan læse beretninger på sociale medier', som bekræfter hans opfattelse.

Men det er både misforstået og ansvarsforflygtigende at give den gruppe af unge, som har brug for en ekstra hånd, skylden for, at gymnasieskolen ikke er “bedre". Vi har ikke en fejlplaceret gruppe af unge på de gymnasiale uddannelser, som erhvervsuddannelserne bliver 'snydt' for! De gymnasiale uddannelser klarer sig under vanskelige vilkår faktisk flot målt på trivsel og gennemførsel, fordi lærerne sætter en ære i at løfte såvel de fagligt dygtige som de mere udfordrede elever.

Vi har til gengæld nogle rammevilkår, som politikerne selv har bestemt. De spænder ben for os. Fra 2015-19 skar politikerne en milliard kroner på de gymnasiale uddannelser. Konsekvensen var, at ca.1000 gymnasielærere mistede jobbet. De tilbageblevne gymnasielærere skal derfor undervise flere og flere elever og har mindre og mindre tid til at se og hjælpe den enkelte elev. Det rammer elever med størst behov for hjælp og fremmer mistrivslen blandt de unge. Politikerne har med andre ord svækket gymnasiet med flere års besparelser. Den erkendelse mangler i undervisningsministerens fortælling om gymnasiet.

For det syvende bygger skærpede adgangskrav enøjet på unges udsættelse af videre studier efter studentereksamen. Logikken lader til at være, at de unge vil haste videre og blive nyttige skatteydere, hvis bare de ikke har en “ubrugelig" studentereksamen. Det er i sig selv vanskeligt at omtale en studentereksamen som “ubrugelig", dels fordi den har en almendannende værdi, og dels fordi der er mange uddannelser, som ikke kræver høje adgangskrav for at komme ind.

Min erfaring er, at ønsket om at udsætte videre studier i højere grad deles af flere og flere elever, uanset deres karakterer, fordi de simpelthen bliver skoletrætte af det karakterræs og den perfektheds- og præstations-kultur, som de har været en del af gennem grundskole og gymnasie.

Samtidig er de bange for at vælge 'forkert'. Frem for at skærpe adgangskravene skulle politikerne styrke vejledningen i grundskolen og gymnasiet og sikre, at de unge har bedre muligheder for at vælge om, hvis deres videre uddannelsesvalg ikke ramte plet i første hug.

For det ottende er regeringens forslag formynderisk og et anslag mod det frie uddannelsesvalg, som i hvert fald det ene af regeringspartierne skingert råbte højt om at bevare, da det virkelighedsfornægtende påberåbte sig, at elevfordelingsaftalen på gymnasierne skulle sløjfes for at værne om elevernes frie valg – selvom det frie uddannelsesvalg ikke blev antastet. Efter at have sat sig i regeringskontorerne har piben fået en anden lyd. Nu vil man mindske unges adgang til gymnasieuddannelserne og dermed antaste det frie uddannelsesvalg. Det hænger ikke sammen.

For det niende forsikrer undervisningsministeren, at forslaget ikke handler om at tvinge unge over på erhvervsuddannelser, men jeg tror ikke, at den opfattelse deles af alle i regeringen. Tvang som værktøj i uddannelse hører en svunden skoletid til. Og det gavner ikke erhvervsuddannelserne at få elever, der hellere ville gå på en gymnasial uddannelse – hvis et skærpet adgangskrav til gymnasiet overhovedet vil skabe et forøget optag på EUD.

At få flere på erhvervsuddannelser handler om at styrke erhvervsuddannelserne og gøre dem mere attraktive. Ikke om at begrænse gymnasieuddannelserne. Regeringen skulle hellere arbejde for, at alle unge får en uddannelse og styrke sporet, hvor studenter efterfølgende tager en erhvervsuddannelse. I dag har 20 procent af en færdiguddannet årgang på erhvervsuddannelserne i forvejen en studenterhue, inden de står med svendebrevet i hånden, og de er attraktive pga. deres dobbelte kompetencer.

For det tiende er der mangel på unge med en studentereksamen. En prognose fra Damvad Analytics viser, at vi kommer til at mangle 35.000 pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere i 2030. Alle er uddannelser, der forudsætter en studentereksamen. Tilsvarende leverer gymnasierne studerende til en række af de efterspurgte uddannelser på erhvervsakademierne.

Regeringen bør derfor stoppe heksejagten på de gymnasiale uddannelser og de unge, som vælger den vej, og værne om en dansk uddannelsestradition grundlagt på lighed for alle, fremme af social mobilitet og en stærk sammenhængskraft i samfundet. Skærpede karakterkrav til gymnasiet står for det stik modsatte og bygger på et uddannelsessyn, som vi ellers har lagt bag os. Derfor kan Danmark mere i dag.