Nyt katalog fra GL-E til dig
Mangler du vitaminer i dit arbejdsliv - så gå på opdagelse i det dugfriske kursuskatalog fra GL.
Læs fx om:
Seksualundervisning på ungdomsuddannelserne (Et kursus, I kan få ud på skolen)
Fra skoleåret 2023/2024 bliver seksualundervisning obligatorisk på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Det vil for mange ledelser og lærere være et nyt område, der skal implementeres på skolen og i undervisningen. De fleste lærere har ikke praktisk erfaring med at varetage seksualundervisning. På kurset lærer du og dine kolleger, hvordan man kan undervise i seksualundervisning på en måde, så både lærere og elever oplever læringsrummet som fagligt og trygt.
Kurset varer tre timer, men kan tilpasses efter ønske. Kontakt GL-E for tilbud på gl-e@gl.org
ChatGPT og skriftlighed (Et kursus, I kan få ud på skolen)
ChatGPT har stillet mange lærere overfor nye udfordringer. Teknologien rejser spørgsmålet om, hvordan man udvikler især elevernes skrivekompetencer og selvstændighed i en verden med tilgængelig kunstig intelligens. På kurset diskuteres forskellige vinkler på at opfatte ChatGPT som en 'snydemaskine' og forskellige strategier til at bruge teknologien med et skrivepædagogisk formål præsenteres.
Kurset varer tre en halv timer, men kan tilpasses efter ønske. Kontakt GL-E for tilbud på gl-e@gl.org
Klassemøder med fokus på trivsel (Et kursus, I kan få ud på skolen)
Med dette kursus kan du som underviser, studievejleder og ledelse lære at opkvalificere de møder, I holder på skolen om eleverne på ungdomsuddannelserne. I en tid med mistrivsel blandt mange unge er det af stor betydning, at samarbejdet om eleverne har et konstruktivt og løsningsorienteret fokus. Kurset giver dig og dine kolleger et større indblik i og forståelse for elevernes trivsel, samtidig med at I får metoder til at gøre klassemøderne mere konstruktive og løsningsorienterede.
Kurset tilpasses efter ønske. Kontakt GL-E for tilbud på gl-e@gl.org
Er du STEM-lærer?
Vil du besøge ITER, et fusionsenergi-projekt under opførelse i Cadarache, Frankrig?
Det er Europa-Kommissionen, der inviterer gymnasielærere til en sjælden mulighed for at få et glimt af, hvad der vil blive verdens største og mest sofistikerede eksperimentelle fusionsreaktor. Når du kommer hjem, forpligter du dig til at fortælle dine elever om projektet.
Hvornår? 30. juni 2023 eller 30. august 2023 (med ankomst dagen før).
Programmet består af en introduktion til ITER-projektet efterfulgt af en rundvisning på byggepladsen og en interaktiv workshop. Arrangørerne dækker omkostningerne til rejse, indkvartering og måltider. Antal pladser er desværre begrænset, men læs mere og tilmed dig her. Deadline 9. juni for tilmelding.
Kom til fyraftensmøder om arbejdsliv og kompetencer i Odense og Silkeborg
På fyraftensmøderne sætter vi fokus på, hvordan gymnasielæreres kompetencer kan bruges på mange måder og i flere funktioner i og udenfor gymnasiesektoren. Måske har du eller en kollega overvejet at skifte spor, måske er du nysgerrig efter, hvordan gymnasielærerjobbet kan kombineres med andre opgaver. Eller du har lyst til generelt at se på de muligheder, du og kollegerne har i arbejdslivet.
Tag gerne en kollega med, læs mere og tilmeld jer ved at klikke på et af møderne:
Odense den 29. august 2023 kl. 16-18.30.
Silkeborg den 31. august 2023 kl.16-18.30.
Søg om penge til din kompetenceudvikling
Du har mulighed for at udvikle dine kompetencer for penge fra Den Statslige Kompetencefond. Næste ansøgningsfrist begynder tirsdag d. 6. juni 2023. Akademiker-fondspuljen vil være åben for modtagelse af ledergodkendte ansøgninger i 7 dage fra tirsdag d. 6. juni 2023 kl. 10.00 frem til mandag den 12. juni 2023 kl. 23.59. I denne åbningsperiode må der indsendes 1 ansøgning pr. ansøger. Læs mere her