Kampen mod nedskæringer fortsætter under folketingsvalget

GL nyhedsbrev
 

​​GL har, siden de første nedskæringer på de gymnasiale uddannelser blev udmeldt i august 2015, kæmpet kontinuerligt for at få stoppet nedskæringerne. Der tegner sig nu et billede af et flertal til at stoppe for omprioriteringsbidraget fra 2020, hvilket er vigtigt at fastholde. Samtidig skal der arbejdes for, at der ikke fjernes midler fra sektoren på anden vis, og der skal geninvesteres i de gymnasiale uddannelser.

GL's strategi har i høj grad været at udnytte vinduet frem til udskrivningen af valget til at sætte et relevant politisk tryk, der klart viser værdien af de gymnasiale uddannelser for den enkelte og for samfundet og dermed at påvirke samfundsdiskursen om gymnasierne i en positiv retning. GL arbejder med gang på gang at illustrere og påvise, at de mange nedskæringer er ødelæggende for kvaliteten af gymnasierne, og at de underminerer den succeshistorie, som gymnasieuddannelserne er i den danske uddannelseshistorie. GL har bl.a. haft en større presseindsats, skabt alliancer, gennemført undersøgelser for at opbygge ny viden til at argumentere mod nedskæringer samt gennemført direkte politisk påvirkning. GL har vægtet at få politikerne i tale, inden valget blev udskrevet, og høste politiske udtalelser, der efterfølgende kan bruges til at lægge et politisk pres.

Frem til valget den 5. juni annoncerer GL i Politiken, og vi gennemfører en kampagne, som især kommer til at køre på Facebook.

MEN GL har brug for, at alle med interesse i den gymnasiale sektor medvirker til at synliggøre budskaber om konsekvenserne af nedskæringerne. Det håber vi, at du vil medvirke til!

HB-stop2pctnu.jpg 

Brug de sociale medier

En lille, men meget betydende indsats, er, hvis du vil dele de opslag, som GL bringer på facebooksiden Gymnasielærer. Hvis 14.000 medlemmer deler opslagene, vil de komme meget langt ud.

Vi har udarbejdet et 'skilt' til deling på de sociale medier, hvor lærere, elever og andre kan markere, at de støtter investeringer i uddannelse; der er sparet nok. Print skiltet herfra. Tanken er, at man skriver sit navn på, skolens navn, klassens navn eller hvem man nu vil stille op sammen med. Tag en selfie med skiltet og del på de sociale medier med #stop2pctNU.

Faktaark til skolens valgmøde

På mange skoler afholdes der i den kommende tid valgmøder. Sekretariatet har til brug herfor udarbejdet et faktaark med nogle hovedtal om besparelser på uddannelse og med en række citater fra diverse politikere. Vi håber, I kan have glæde af arket i undervisningen og ved valgmøder. I er velkomne til at kopiere det, som I vil. 

Demonstration i København 14. maj

GL kalder sammen med en række andre fagforeninger og Forældrenes Landsforening til stordemonstration mod forringelser af velfærden tirsdag den 14. maj kl. 17.30 – 18.45 på Christiansborg Slotsplads i København. GL's formand, Tomas Kepler, holder tale, og problematiserer omprioriteringsbidraget i staten og de forringelser, besparelserne fører til på gymnasieområdet.

Vi samles under GL's bannere med teksten "STOP NEDSKÆRINGER og kvalitetsforringelser i gymnasieuddannelserne". Bannerne vil være på Christiansborg Slotsplads kl. 17.30. Der er fordemonstration på Vesterbros Torv kl. 16.15, hvorfra vi i samlet trop med øvrige deltagere begiver os mod Christiansborg Slotsplads. 


Emner: Nedskæringer
Interessent: