GL-nyt: Invitation til konference og webinar, OK21-nyt og dagpenge

GL nyhedsbrev
 

GL og DG's konference om almendannelse

Der er nu genåbnet for tilmeldingen til GL og DG's udskudte konference om almendannelse den 8. november 2021 i Tivoli Congress Center i København. 

Konferencen følger op på en tidligere afholdt temadag om dannelse og fokuserer på at skabe større viden og bevidsthed om, hvad gymnasiernes almendannende arbejde er, og hvordan vi kan genkende og anerkende sporene efter almendannelse i samfundslivet. 

GL og DG anbefaler, at skolerne deltager i form af et mindre team, og evt. bruger konferencen som et led i det lokale arbejde for at styrke det almendannende arbejde. 

Hvis du og dine kolleger har lyst til at deltage, kan I læse mere om tilmelding og programmet her

Tilmeldingen sker efter først-til-mølle-princippet, og der er et begrænset antal pladser tilbage. 

 

Så dygtig som muligt, uanset køn

Tænketanken DEA, Dansk Erhverv og GL inviterer til debat om køn og uddannelse fredag den 5. november kl. 9:30-10:45. Arrangementet gennemføres som et webinar på platformen Zoom. 

Webinaret ser bl.a. på, hvorfor så mange mænd ikke får en uddannelse over grundskoleniveau, og hvorfor flere kvinder end mænd forventes at gennemføre en videregående uddannelse. Har vi et kønsstereotypt uddannelsessystem, hvilken indflydelse har karakterer og hvad betyder køn i praksis i uddannelserne? 

Læs mere og tilmeld dig her.

 

Din og dine kollegers arbejdstid

Ved overenskomstforhandlingerne i 2021 er der aftalt en række retningslinjer, der skal medvirke til at sikre gymnasielærere en mere jævn arbejdsbelastning og skabe mere åbenhed og transparens i planlægningsgrundlaget. Et led i de nye bestemmelser er, at ledelsen skal godkende lærernes tidsforbrug mindst hvert kvartal, og at der skal være en løbende dialog mellem leder og lærer. Det er et paradigmeskift. Og det er derfor vigtigt, at man på den enkelte skole får drøftet, hvordan man helst ser OK21 implementeret. Derfor har GL udarbejdet en lille folder, som i disse dage lander hos tillidsrepræsentanten til udlevering til alle medlemmer. Håbet er, at den kan inspirere i de drøftelser, I har på lærerværelset.

Du kan smugkigge i folderen allerede nu. 

Du kan også lytte til podcasten "OK21 og hverdagen for gymnasielærere". "Hvis vi står sammen i stærke lærerkollegier, vil vi rigtig mange steder kunne flytte virkeligheden i en positiv retning," siger GL-formand Tomas Kepler i podcasten.  Her giver Tomas sine bud på, hvad de nye retningslinjer for gymnasielæreres arbejdstid kan betyde for den enkelte lærer og for lærerkollegiet samlet.

 

Sig nej tak til forringelser af nyuddannedes dagpenge

Regeringen har foreslået at skære markant i dagpengesatsen for nyuddannede og halvere dagpengeperioden til et år. Det synes GL og en række andre fagforeninger er forkert. Derfor har vi sat en underskriftindsamling i gang. Skriv under her, hvis du heller ikke mener, at man skal skære i de nyuddannedes dagpenge.​ 

Sig nej tak til forringelser af nyuddannedes dagpenge - DM


Emner:  
Interessent: