Lærermødet 2022

Medlemstilbud
 

​GL tilbyder 25 medlemmer at deltage i LÆRERMØDET 2022 på Askov Højskole med tilskud fra GL. GL betaler således 2.000 kr. i tilskud til de 25 medlemmer, der først tilmelder sig. Deadline for tilmelding er den 15. juni 2022. Danmarks Lærerforening m.fl. tilbyder deres medlemmer det samme.

Laerermodet_2022.jpg

Lærermødet, som foregår fra 29. juni til 3. juli 2022, sætter demokratispørgsmål til diskussion. Hvad er demokratiets styrker og svagheder? Kan demokrati som livsform fremme en demokratisk styreform? Hvordan kan skole, pædagogik og uddannelse spille en større rolle i forberedelsen og fornyelsen af demokratiet? Hvordan skabes en demokratisk undervisning, samtale og kultur i skolen? Hvordan kan skolen bibringe nye slægtled et demokratisk sindelag, som de selv er med til at forme? Hvordan kan magten i skolen demokratiseres?

Du kan bl.a. møde: Gert Biesta, professor ved The University of Edinburgh og Maynooth University, Lene Tanggaard, rektor for Designskolen og professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Alexander von Oettingen, rektor for UC SYD, Jens Skou Olsen, docent på Rytmisk Musikkonservatorium og jazzmusiker, Jytte Abildstrøm, skuespiller, tidligere teaterleder, savfører, Per Øhrgaard, professor på CBS, Keld Skovmand, seniorforsker ved UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, Asger Boe Wille, lektor på Køge Gymnasium og næstformand i GL frem til 31. juli, Dorte Ågård, pædagogisk konsulent, tidligere gymnasielærer og universitetsforsker, Anders Bondo Christensen, tidligere formand for Danmarks Lærerforening, og Pernille Rosenkrantz-Theil, undervisningsminister.

Når du tilmelder dig, oplyser du, at du er medlem af GL samt dit medlemsnummer (som du kan se på https://mit.gl.org). Askov Højskole meddeler GL om din deltagelse, og GL refunderer tilskuddet til dig, når du har indbetalt det fulde beløb. Med din tilmelding giver du samtykke til, at højskolen og GL må udveksle information om dit navn, dit medlemsnummer og din deltagelse.​

Læs mere og tilmeld dig her: Lærermødet 2022 - Askov Højskole (askov-hojskole.dk)

Emner:  
Interessent: