GL har vundet vigtig voldgiftssag

 
 
Alle organisationer med ansatte på det offentlige arbejdsmarked har holdt vejret og ventet på opmandens afgørelse, fordi sagen har stor principiel betydning.

Den 31. august 2015 blev sagen om en vikaransættelse på Vejen Gymnasium forhandlet, og opmandens kendelse har GL modtaget i dag, fredag den 4. december 2015.

Alle organisationer med ansatte på det offentlige arbejdsmarked har holdt vejret og ventet på opmandens afgørelse, fordi sagen har stor principiel betydning. Finansministeriet havde påstået sagen afvist, fordi den reelt angår en stillingtagen til cirkulærebemærkninger, som Finansministeriet ikke mener, er en del af overenskomsten, og at GL derfor ikke kunne få sagen kørt ved en faglig voldgift.

Opmanden har klart tilkendegivet, at der ikke var grundlag for at følge Finansministeriets afvisningspåstand. Hvis GL ikke havde fået medhold heri, ville såvel GL's som andre organisationers forhandlede bemærkninger i overenskomster med et slag kunne fjernes af ministeriet. Det er således en sejr for den danske model, at GL fik medhold i sagen om, at de forhandlede bemærkninger – selv om de er angivet som cirkulærebemærkninger – er forhandlede resultater.

paragraf.png 

Sagen omhandlede cirkulærebemærkningerne til § 4 i stx-overenskomsten om tidsbegrænsede ansættelser. Opmanden finder, at bemærkningerne reelt er forhandlet, og at ministeriet således ikke ensidigt kan fjerne dem.

Af kendelsen fremgår det bl.a.:

"Hvis Finansministeriet i øvrigt havde været af den opfattelse, at bemærkningerne ikke var en del af overenskomsten, havde det været at vente, at Finansministeriet ville have taget afstand fra GL's klart tilkendegivne forståelse i henvendelserne til adskillige gymnasier om vikaransættelser og overenskomstens overholdelse, som Moderniseringsstyrelsen blev løbende orienteret om og involveret i.

På den anførte baggrund må bemærkningerne til overenskomstens § 4 anses for aftalt mellem Finansministeriet og GL som en del af overenskomsten."

Konkret havde GL anlagt sagen på baggrund af et medlem på Vejen Gymnasium. Her fandt opmanden, at skolens ledelse kunne dokumentere, at den konkrete vikaransættelse kunne begrundes i objektive forhold, og at vikaransættelsen derfor ikke var i strid med overenskomsten.

Afgørelsen betyder, at skoler også fremadrettet skal sørge for, at der i videst muligt omfang oprettes tidsubegrænsede stillinger, og at skoler skal kunne begrunde, at vikaransættelser skyldes objektive forhold. GL vil således også i fremtiden kunne forfølge sager for vikarer, hvis der ikke er en objektiv begrundelse for en vikaransættelse.

Se opmandens kendelse her: Voldgiftskendelse - vikarbemærkninger.pdf

 

Emner: Voldgift
Interessent: Vikar; Tillidsrepræsentant