Ansættelse på EUX

 
 
Fælles brev fra Djøf og GL om undervisningskompetencer og ansættelsesforhold for undervisere på eux merkantil

Fra august 2015 får handelsskolerne mulighed for at udbyde eux-merkantil. Nedenfor gør vi sammen med DJØF kort rede for kravene til undervisningskompetence og ansættelsesvilkårene for lærerne på eux.

 

Undervisningskompetence

Hovedreglen

Underviser man på gymnasialt niveau i eux, skal man kunne honorere de faglige og pædagogiske krav til lærere, der underviser i fag på A-, B- og C-niveauer efter de gymnasiale læreplaner i hhx, htx, stx og hf.

Undtagelse for HD-lærere

Eneste undtagelse er, at lærere med HD 2. del, som har undervisningskompetence til erhvervsuddannelser, men ikke opfylder kravene til lærerkvalifikationer i de gymnasiale uddannelser, med nærmere fagdidaktisk supplering kan opnå undervisningskompetence i eux-forløb i disse fag:

  • Afsætning på B- og A-niveau
  • Erhvervsøkonomi på C-niveau
  • Finansiering på B- og C-niveau
  • Organisation på C-niveau
  • Virksomhedsøkonomi på B- og A-niveau

Undervisningskompetencen forudsætter, at lær​eren har gennemført en relevant specialisering i HD 2. del og har gennemført kursus i fagdidaktik i faget.

Undtagelsesbestemmelsen for eux merkantil gælder alene for lærerne med HD 2. del i eux-forløb. Den gælder ikke for undervisning i fagene på hhx.

Eud-lærere

Eud-lærere, der ikke har en akademisk baggrund, og som ikke opfylder de faglige mindstekrav til undervisning efter de gymnasiale uddannelsesbekendtgørelser, kan alene undervise på eux i fag på C-niveau, der kommer fra eud-læreplaner. De pågældende eud-lærere kan ikke undervise i C-niveaufag efter de gymnasiale læreplaner.

Eud-lærere, der har en akademisk baggrund og opfylder de faglige mindstekrav, kan undervise i fag på gymnasialt niveau i eux. Har lærerne pædagogisk grunduddannelse eller diplomuddannelsen i erhvervspædagogik, skal de følge kurser i fagdidaktik for at modsvare et gymnasialt pædagogikumforløb.  

Ansættelsesvilkår

En akademiker, der alene varetager undervisning på eux eller i en kombination mellem eux og hhx/htx, skal ansættes på overenskomst for akademikere i staten.

En akademiker, der varetager undervisning, der involverer eud og fag på gymnasialt niveau i en eller flere af uddannelserne: eux, hhx, htx, stx eller hf, skal ansættes på overenskomst for akademikere i staten, hvis mere end halvdelen af arbejdet er betinget af den akademiske uddannelse. Hvis det er mindre end halvdelen, kan der ske deltidsansættelse på akademikeroverenskomsten.

Hvis der opstår tvivl om ansættelsesvilkårene, bør I kontakte Djøf's eller GL's sekretariat for at få en individuel vurdering af ansættelsesforholdet.

I GL kan Mikkel Kruse, mk@​gl.org, og Christian Gynther Hansen, cgh@gl.org, kontaktes.

Emner: Eux
Interessent: Tillidsrepræsentant