Da Sophie Løhde lige inden jul præsenterede sine krav for Akademikerne (AC), var det med stærke ideologiske toner om, at medarbejderne selv skal forhandle løn. Aftaleretten skal væk fra organisationerne, og målet er at skabe en langt større løndifferentiering.

For GL er det uacceptabelt, men da regeringen hævder, at medarbejderne selv ønsker at forhandle, gennemførte vi hen over nytår en undersøgelse, hvor vi spurgte halvdelen af vores aktive medlemmer, om de ønsker selv at forhandle deres løn, og om de tror, at det vil forbedre forholdene på skolen. Hvis man inden undersøgelsen havde tænkt, at det kunne da være, at ministeren havde ret, var der ingen tvivl bagefter. Vi trykprøvede en række af arbejdsgivernes udsagn, og ingen af dem passede på GL's område.

Gymnasielærere vil ikke selv forhandle deres løn. Det vil ødelægge samarbejdsklimaet på skolen, og ingen tror på, at der vil blive udmøntet nok løn, når skolerne skal prioritere en stram økonomi i nedskæringstider. Parallelt med undersøgelsen blandt lærerne, spurgte vi også vores ledermedlemmer. Lederne ønsker heller ikke at forhandle individuelt med lærerne – de synes også, at det vil skade samarbejdet på skolen, og de ser også skolernes forskellige økonomier som et stort problem. Der skal jo være dygtige lærere på alle gymnasieuddannelser, uanset den pris skolerne købte deres bygninger til, skriver en leder i undersøgelsen.

For mig er der ingen tvivl om, at det er en dårlig ide, at en større del af lønnen skal forhandles lokalt, og at det skal ske ved individuelle forhandlinger. Det passer simpelthen ikke til gymnasieuddannelserne.

Når disse linjer læses, kan der være sket meget. I skrivende stund (inden redaktionens deadline), er forhandlingerne på det offentlige område sat i bero på organisationernes initiativ, mens der gives plads til, at de undervisergrupper, der arbejder efter lov 409, kan gå i realitetsforhandlinger om en overenskomst. Det er simpelthen uacceptabelt, at den danske model er sat ud af spil. Det danske system er baseret på, at parterne aftaler arbejdsvilkårene – de skal ikke fastsættes ensidigt ved lovgivning. Derfor holder hele organisationsverdenen lige nu vejret for at lægge det størst mulige pres på arbejdsgiverne. Mange så gerne, at forhandlingerne kom i gang, så der blev ordentlig tid til at forhandle, men hvis ikke der holdes fast, vil alle efter tur komme under kniven – og det kan ingen være tjent med. Vi har allerede prøvet det ved OK13. Sammenholdet i fagbevægelsen er af afgørende betydning – både nu ved OK18 og i fremtiden.

Det er ikke kun hos os, at skoen trykker. Dansk Magisterforening har netop gennemført en undersøgelse, der viser, at DM-medlemmerne ligesom gymnasielærere drives af opgaven og af målet. De er fagligt engagerede, men de presses på tiden og usikkerheden i ansættelsen. Eksperter vurderer i forbindelse med magistrenes undersøgelse, at en ny kollektiv bevidsthed er på vej godt hjulpet af arbejdsgivernes angreb på frokostpausen.

Vi er simpelthen nødt til at stå sammen, hvis vi skal sikre ordentlige arbejdsforhold i den offentlige sektor i fremtiden. Grænsen er nået. Den underfinansiering, der er af den offentlige sektor, skal ikke betales med flere forringelser af medlemmernes vilkår. Offentligt ansatte hverken kan eller skal løbe endnu hurtigere.