OK15: Et forlig med små lønstigninger og fokus på tidsregistrering

Pressemeddelelse; GL nyhedsbrev
GL nyhedsbrev
Et smalt forlig, men med signal om at tidsregistreringen skal fungere

1. april 2015 begynder en ny treårig overenskomstperiode, hvor gymnasielæreres og andre statsligt ansattes realløn forventes sikret, men inden for en smal ramme. Som en del af forhandlingsresultatet på GL-området er der et klart signal om, at tidsregistreringen skal fungere.

Fokus på tidsregistrering

Parterne har aftalt, at der nu skal fokus på, at tidsregistreringen skal fungere og hvordan tidsregistreringssystemet kan indrettes og anvendes. Moderniseringsstyrelsen vil udsende en ny vejledning, som bl.a. vil adressere:

  • Hvad intentionen med tidsregistrering er
  • Hvordan man som leder kan gå i dialog med læreren om arbejdsopgaver og tidsregistrering
  • Hvordan man som leder løbende forholder sig til tidsregistreringen, herunder hvordan man håndterer en godkendelsesprocedure
  • Hvordan der kan være sammenhæng mellem tidsregistrering og merarbejde
  • Hvordan man rent teknisk kan indrette et tidsregistreringssystem
  • Hvordan man kan anvende tidsregistrering som et styringsredskab

Der vil komme dialogmøder med ledere, TR og lærere om implementering af arbejdstidsreglerne med særligt fokus på tidsregistrering.

Endvidere vil der komme et projekt om dialog og samarbejde på gymnasieuddannelserne med udgangspunkt i fællesbrevet fra efteråret 2014 "Tid til dialog."

Et smalt forlig, men med signal om at tidsregistreringen skal fungere

Lokallønsprojekt på erhvervsgymnasierne

GL har også haft fokus på den særlige udfordring, der er med at få den lokale løn til at fungere på erhvervsgymnasierne. Det har resulteret i et projekt, hvor Moderniseringsstyrelsen har anerkendt behovet for at få den lokale løndannelse til at fungere på området. Parterne arrangerer workshops i foråret 2016 for ledere og tillidsrepræsentanter på erhvervsgymnasierne om lokal løn.

Løn og ATP

Reallønnen forventes sikret med OK15, men dog inden for en smal ramme. 1. april 2015 stiger lønnen med 0,45 %, 1. april 2016 er den generelle lønstigning sat til 0,8 %, 1. april 2017 1% og 1. december 2017 1,5 %.

Det blev lange og svære forhandlinger, og det var sikringen af reallønnen, der blev lagt arm om på de store borde. Forhandlingerne blev så svære, fordi finansministeren anførte, at statsansattes lønudvikling har været højere end privatansattes lønudvikling. En udlægning, som lønmodtagerorganisationerne ikke var enige i.

Reallønnen forventes at være sikret med OK15, og reguleringsordningen er videreført i en lidt anden form. Det er aftalt, at reguleringsordningen udmønter 0% pr. 1. april 2016, og vi ved, at den udmønter 0,23% 1. april 2015. Man kan ikke forudsige noget om, hvad reguleringsordningen vil udmønte i 2017. Medier og organisationer udlægger resultatet forskelligt. Vi har valgt ikke at lægge skøn ind over den fremtidige lønudvikling, men at vise de reelt aftalte stigninger. Men de aftalte lønstigninger og reguleringsordningen er de samme for alle statsansatte.

Fra 1. januar 2016 stiger den årlige indbetaling til ATP (Arbejdsmarkedets TillægsPension) fra 2.851 kr. til 3.240 kr. Arbejdsgiver betaler 2/3 og lønmodtager 1/3.

Øremærket barsel til fædre

Hvis barnet er født 1. april 2015 eller senere, udløses en uges ekstra barsel til faderen med fuld løn. Udvidelsen ændrer ikke på moderens ret til lønnet forældreorlov. Moren har ret til 6 uger med løn, faren til 7 uger med løn, og 6 uger til deling mellem forældrene efter eget valg. Der er ikke ændret på de 32 ugers dagpengeret. Den ekstra uges forældreorlov til fædre med fuld løn ligger inden for den samlede 32 ugers samlede forældreorlov med dagpengeret.

 

GL's formand Annette Nordstrøm Hansen siger om OK15-resultatet:

For GL var den vigtigste prioritet ved disse OK-forhandlinger at få tidsregistreringen til at fungere. Det har været utroligt hårde forhandlinger både om den samlede ramme og om tidsregistreringen. Jeg mener, at den enighed vi har med Moderniseringsstyrelsen om, at tidsregistreringen skal fungere, er et utroligt vigtigt signal. Der kommer nu turbo på at løse de problemer, som vi har set på en række skoler. Jeg oplevede, at Moderniseringsstyrelsen oprigtigt er interesseret i en god proces, så jeg glæder mig til de fælles dialogmøder.

Det har været lange, seje forhandlinger, men jeg vil rette en tak til vore samarbejdspartnere i Akademikerne (AC) for deres støtte, især her i sidste del af overenskomstforløbet. Uden deres støtte var vi ikke kommet igennem med det særlige fokus, der er sat på tidsregistrering.

Og så glæder det mig også, at der ikke er ændret i mulighederne for at indgå lokale arbejdstidsaftaler.

Annette Nordstrøm Hansen fortsætter:

Vi havde ved OK15 ønsket en række præciseringer i OK-teksten om tidsregistreringen. Det fik vi ikke, men til gengæld håber jeg, at det resultat vi er kommet frem til, kan sætte en god proces i gang på skolerne. GL har ikke i forhandlingerne imødekommet nogle af arbejdsgivernes krav på gymnasieområderne.

De generelle lønstigninger er til at overse, men jeg er lettet over, at reallønnen forventes at være sikret. At der er enighed med Moderniseringsstyrelsen om, at det er nødvendigt at få den lokale løndannelse til at fungere på erhvervsgymnasierne, er første skridt i retning af, at vi for alvor får gang i de lokale forhandlinger. At mændene får en uges mere barsel med løn er godt for børnefamilierne.

Resultatet løser ikke alle problemer, det ved jeg godt, men det er et skridt i den rigtige retning.

GL's hovedbestyrelse har fredag eftermiddag holdt møde for at drøfte resultatet. Et flertal i hovedbestyrelsen vurderede, at man med forhandlingsresultatet har fået et klart signal til skolerne om, at lærernes tidsregistrering skal tages alvorligt. Derfor anbefaler flertallet af hovedbestyrelsen medlemmerne at stemme ja ved den urafstemning, som kommer i marts/april 2015.

 

Læs mere om OK15-resultatet

Forhandlingsprotokollen på AC-området

CFU-forliget: CFU-forliget.pdf

 
 
 
 
 
 
 
                                                                             
Emner: OK15; OK15-forhandlingerne; Overenskomst
Interessent: Tillidsrepræsentant