Mange oplever i løbet af deres job en periode, hvor det daglige arbejde virker uoverkommeligt.
Årsagen kan være, at du oplever problemer i forhold til ledelsen, kolleger, elever eller andre samarbejdspartnere. Du kan føle dig grebet af usikkerhed, kontaktvanskeligheder, stress, udbrændthed eller manglende lyst til at arbejde. Man kan også have en fornemmelse af ikke at blive hørt eller set. Og måske har dine problemer resulteret i et stigende cigaret-, medicin- eller alkoholforbrug.
Mange vil helst løse problemerne selv, men nogle gange kan det være fornuftigt eller nødvendigt at få hjælp fra andre for at blive i stand til at se nye muligheder.
Hvis du er i en sådan situation, har du mulighed for at få hjælp:
- Kontakt din arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant, som kender de lokale forhold og derfor kan være med til at guide til en løsning for dig, evt. i dialog med skolens ledelse. Ved en sådan samtale kan I bl.a. få talt om, hvilke arbejdsopgaver du har, og hvilke opgaver der skal fjernes.
- Kontakt GL's sekretariat på tlf. 33 29 09 00, som kan rådgive dig om, hvilke muligheder du har, og hvordan du kan gå i dialog med skolen.
- Kontakt DUS og få psykologhjælp og rådgivning om psykisk arbejdsmiljø. Som medlem af GL har du mulighed for at tale med en konsulent, som har erfaring med rådgivning om psykiske arbejdsmiljøproblemer. Har du brug for det, kan rådgiveren tilbyde dig samtaler hos en psykolog. Læs mere her.
- Kontakt din egen læge, som kan vurdere, om du har brug for en sygemelding.
Bliver du sygemeldt, bør du straks kontakte din læge. Det er vigtigt at få undersøgt dine symptomer og få hjælp. Det skal undersøges, om du er blevet syg på grund af dit arbejde – eller om du måske fejler noget, der skyldes noget helt andet. Det kan være en god idé at få din læge til at henvise dig til undersøgelse på Arbejdsmedicinsk klinik, som er eksperter i at undersøge og vurdere, om der er sammenhæng mellem sygdom og arbejde.
Det anbefales også, at du tager kontakt til GL's sekretariat på tlf. 33 29 09 00.
Stress opleves ofte som et individuelt problem, og er du stresset, skal du have hjælp. Men stress er et kollektivt problem, hvor der skal ses på hele arbejdsmiljøet. GL anbefaler, at skolen får afdækket skolens professionelle kapital.