Indsats på skolen

 
 
Stress er ikke et individuelt problem, det er ledelsens og kollektivets ansvar at forebygge og tackle stress på arbejdspladsen.

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Stress på skolen - hvad kan man gøre?

Når en lærer går ned med stress, har det store konsekvenser for den enkelte, kollegerne og skolen​. Derfor er der et behov for at tage hånd om problemerne på den enkelte skole.

Det er vigtigt at drøfte, hvordan arbejdsforholdene er på skolen (afdækning) og ikke mindst, hvad der kan gøres ved dem (opfølgning).
Alle kan blive stressede - og alle har et ansvar for at reagere på symptomer på stress. Ofte er det den stressede, der sidst ser (eller erkender) symptomerne, og derfor er det vigtigt som god kollega eller leder  at reagere på stresssymptomer. 

Skolens ledelse har ansvaret for, at der er et sikkert og sundt arbejdsmiljø på skolen. Det gælder også indsatsen for at forebygge stress, og det er til gavn for både skolen, lærerkollegiet og den enkelte lærer at få skabt et psykisk arbejdsmiljø, som er i balance.

Udover problemstillinger, der relaterer sig til forhold mellem arbejdsmængde og tidspres, er det relevant at have fokus på øvrige dele af det psykiske arbejdsmiljø i en kollektiv proces, der involverer hele lærerkollegiet og skaber fælles medejerskab. 

Hvis lærere udviser stresssymptomer, skal der tages hånd om disse omgående. Læs om GL's tilbud om psykologhjælp og brug hurtigguide til hjælp.

Forslag til proces
Indledning

  1. Arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant og ledelse drøfter, hvordan udvikling af det psykiske arbejdsmiljø kan foregå.
  2. I samarbejdsorgan (SU/MED/MIO) drøftes det psykiske arbejdsmiljø mhp. fastlæggelse af overordnet handlingsplan.
  3. På personalemøde eller PR-møde sættes psykisk arbejdsmiljø på dagsordenen, hvor den handlingsplan, som SU/MED/MIO har udarbejdet, fremlægges.
  4. Det kan overvejes at inddrage en ekstern konsulent til at igangsætte og fastholde processen, så processen ikke går i stå. Man kan ikke udlicitere ansvaret, men man kan få hjælp til at blive fastholdt.

Afdækning af det psykiske arbejdsmiljø

Hvis det er tydeligt, hvad det er for problemer, der gør sig gældende, er det vigtigt at få udarbejdet og gennemført en handlingsplan for, hvordan problemerne bedst løses.

Hvis det ikke er eksplicit, hvad grundlaget for problemerne er, skal det undersøges nærmere. GL anbefaler, at skolen afdækker sin professionelle kapital, som kan udgøre det for den psykiske del af APV'en.

Reglerne for APV (arbejdspladsvurdering) er, at den skal gennemføres mindst hvert tredje år - eller når der sker væsentlige forandringer. Læs Arbejdsmiljøweb og Arbejdstilsynets vejledning.

Opfølgning

Opfølgningen er altafgørende. Afdækningen af det psykiske arbejdsmiljø uden opfølgning er værre end slet ikke at afdække!

De konkrete problemer, som afdækningen har synliggjort, skal følges op. Noget kan ændres inden for en kort tidshorisont, andet tager væsentlig længere tid.
Lav en plan i to dele - hvad skal gøres på kort sigt, og hvad skal gøres på længere sigt. Her er det vigtigt at gøre sig klart: Ting Tager Tid. Den stressede arbejdsplads er ikke opstået pludseligt, og alle problemer kan ikke løses fra den ene dag til den anden. Men problemerne kan prioriteres.

Uanset metode vil undersøgelsen typisk i varieret omfang vise, at nogle oplever en form for overlæs. Derfor er det vigtigt, at der er tydelighed omkring ambitions- og kvalitetsniveau på skolen. Det gælder om at præcisere forventningerne til teamet, den enkelte lærer og lærerkollegiet samlet på skolen. 

I en opfølgningsplan er det vigtigt at præcisere ansvar og rollefordelinger. Hvem gør hvad, hvornår - og hvem har ansvaret for hvilke dele? - Rektor, ledelse, SU/MED/MIO, TR, AR, PR, team, den enkelte lærer. Herunder er det vigtigt at sikre, at alle informeres løbende om initiativer og tiltag, samt hvad de fører til. Det er vigtigt, at processen ikke opleves som uvedkommende eller fraværende. Det kræver en kontinuerlig information.

Ud over at løse konkrete problemer anbefaler GL, at skolen udarbejder en særskilt stresspolitik som bilag til personalepolitikken.

Klar og tydelig kommunikation fra ledelsen i alle processer er meget afgørende. Sammen med inddragelse af lærerne, god planlægning, et realistisk ambitionsniveau og prioriteringer med tydelige rolle- og ansvarsfordelinger kan indsatsen for at forebygge stress styrkes.

Emner: Stress; Arbejdsmiljø
Interessent: Arbejdsmiljørepræsentant