Et uddannelsessystem på afveje

Stadig flere unge presses psykisk og fysisk i jagten på karakterer, der giver adgang til videre uddannelse.

Det danske uddannelsessystem er på afveje. Stadig flere unge bliver stressede og presses psykisk og fysisk i jagten på karakterer, der giver adgang til erhvervsuddannelser, gymnasier og videregående uddannelser. Samtidig møder de unge et uddannelsesloft og en fremdriftsreform, der tydeligt signalerer: Vælg den rigtige uddannelse første gang, og se at blive færdig med den i ekspresfart.

Oveni karakterræset og det opskruede uddannelsestempo befinder de unge sig i et uddannelsessystem, der er underlagt politiske krav om massive besparelser. Fra 2016 til 2020 vil regeringen skære over 10 mia. kr. i uddannelsessektoren. Udviklingen er ikke alene bekymrende, den kalder på rettidig handling og hurtigt skift i den uddannelsespolitiske kurs.

Karakterpres og nedbarberede uddannelsesbudgetter er ikke vejen frem.

At det går den gale vej, dokumenteres i nye tal fra Undervisningsministeriets profilmodel. De viser fald i andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Det ser nu ud til, at hver sjette ung - dvs. 16,4 pct. af den årgang, der afsluttede 9. klasse i 2015 - ikke vil have fuldført en ungdomsuddannelse efter 10 år. Det er dybt alarmerende i betragtning af, at en række reformer og tiltag igennem de sidste 10 år har forsøgt at indfri det politiske mål om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Lader vi stå til, vil endnu færre få en ungdomsuddannelse. Derfor er der behov for at sadle om. Vi kan ikke få flere unge igennem uddannelserne ved at stresse dem på skrabede uddannelsesbudgetter.

1000 færre gymnasielærere

Lad mig give et eksempel: I gymnasieuddannelserne viser forsøg i 1. g, at elever får mere ud af undervisningen, hvis karakterpresset lettes. Det sker fx ved, at standpunktskarakterer erstattes med løbende feedback. Lærerne bruger her mere tid på at gennemgå den enkelte elevs præstationer for at hjælpe ham eller hende med at forbedre sig.  

Resultaterne af den tættere feedbackkontakt mellem lærer og elev er så gode, at politikerne vil se mere af den i gymnasiereformen, der for alvor træder i kraft til sommer. Problemet er bare, at den styrkede feedback koster flere ressourcer. Det står i skærende kontrast til, at gymnasierne sparer og fyrer lærere. I 2016 betød nedskæringerne, at der var 1000 færre gymnasielærere end i 2015 til samme antal elever. Den udvikling fortsætter med nedskæringerne i 2017.

De politiske ambitioner på de unges og uddannelsernes vegne står ikke mål med de faktiske forhold på skolerne. Den erkendelse må rodfæste sig politisk. Skal flere opnå en ungdomsuddannelse og komme videre i uddannelsessystemet, er det på høje tid, at uddannelsespolitikken kommer på ret kurs igen. Stress, karakterpres og nedbarberede uddannelsesbudgetter er ikke vejen frem.

Emner: Uddannelsespolitik
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg