Stop måltyranniet i uddannelsessektoren

Målstyringen skyller ind over uddannelsesområdet i disse år og bliver en destruktiv flodbølge, hvis man ikke holder for øje, hvad den skal bruges til. Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen, forholder sig her til, hvad man giver køb på ved målstyringen.

Hvad der ikke kan måles og vejes, skal affejes. Sådan synes filosofien at være bag den målstyring, der i disse år skyller ind over uddannelsesområdet som en destruktiv flodbølge. Senest har filosofien spillet fallit på folkeskoleområdet, hvor inklusionsmålsætningen, om at 96 procent af alle folkeskoleelever skal gå i en almindelig skoleklasse, må opgives.

Hvorfor? Fordi måltallet blev det, man styrede efter i kommunerne. Det talmæssige mål fik overprioritet og overtrumfede andre dimensioner og områder i indsatsen. Nåede man de 96 procent, indfriede man målsætningen. Men i bare iver glemte beslutningstagerne at undersøge, om de inkluderede elever og deres klassekammerater fx trivedes og udviklede sig fagligt med inklusionen. Den dimension blev underbelyst i kampen for at kunne sætte flueben ud for opgaven med at få 96 procent af alle børn inkluderet i en almindelig skoleklasse.

Ved at fokusere og styre ensidigt efter opstillede kvantificerbare mål risikerer man at give køb på kvalitet og tabe langsigtede hensyn på gulvet.

 Det, der ikke kan måles og vejes, må ikke ofres i overstyringens og måltyranniets hellige navn, det gælder fx det alment dannende formål i gymnasieuddannelserne, mener GL-formanden.

Nationale mål i gymnasieuddannelserne

I sit gymnasieudspil - "Fra elev til studerende - klædt på til videre uddannelse" taler regeringen om at indføre nationale mål for kvalitetsudviklingen i gymnasieuddannelserne efter inspiration fra de nationale mål i folkeskolen og erhvervsuddannelserne.

Nu kan man selvfølgelig diskutere, om målene i folkeskolen og i erhvervsuddannelserne er entydige succeser, det er der sandt at sige delte meninger om blandt aktørerne. Det store spørgsmål er, om ambitionen om at forfølge få fastsatte kvalitetsmål, der kan måles og vejes, er den rigtige vej at gå?

Faren er, at målfastsættelsen opildner til tjeklisteadfærd og en overeksponeret fokusering på, at man som ledelse og bestyrelse for de gymnasiale uddannelser realiserer målsætningerne og kan dokumentere dem i overskuelige regneark og andet talmæssigt dokumentationsmateriale. Den form for styring kan vi med inklusionsmålsætningen afvise.

Måltyranniets hellige navn

Men hvad så? Skal vi opgive at opstille kvalitetsmål? Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal blot være bevidste om, at de opstillede mål sikrer spændvidden i de gymnasiale uddannelser. Det, der ikke kan måles og vejes, må ikke ofres i overstyringens og måltyranniets hellige navn, det gælder fx det alment dannende formål i gymnasieuddannelserne.

Derfor handler det om at fremme en helt anden form for tilgang til kvalitetsudviklingen end den, der ukritisk logrer for New Public Management med metoder hentet fra det private erhvervsliv.

I gymnasieuddannelserne skal opstillede mål for kvalitetsudviklingen fastsættes i dialog med de fagprofessionelle lærere. Målene skal understøtte og styrke elevernes læring, de må ikke opildne til tjekliste- og belønningsadfærd i form af økonomiske gulerødder for skoler, der kan opnå fremgang på forsimplede ranglister over fx skolens karaktergennemsnit.

Kvalitetsudvikling må ikke være et slutprodukt

Kvalitetsindikatorer, målinger og data er først og fremmest et redskab, der har som mål at fremme dialoger om, hvordan man sammen udvikler kvalitet mellem ledelse og lærere internt på skoler. De er et procesværktøj og ikke et slutprodukt, der kan bruges som belønningsværktøj og indgå i almindelig udhængning af skoler på unuancerede ranglister.

Derfor er det afgørende, at mål for sektoren får bred politisk opbakning og er formuleret gensidigt mellem Undervisningsministeriet, ledere og lærere i sektoren for at skabe stabilitet og fælles ejerskab til målene.

Tanken er at skabe grundlag for en god dialog og et procesværktøj om kvalitetsudviklingen på de enkelte skoler. Indhold og form er langt fra målings- og dokumentationstyranni, men lader i stedet de fagprofessionelle komme til orde og bruger erfaringerne fra deres daglige praksis i indsatsen for stadigt at udvikle kvaliteten i gymnasieuddannelserne. Det er vejen frem.

Emner: Uddannelsespolitik; Gymnasiereformudspil 2016
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg