Det er væsentligt at alle børn og unge i Danmark har mulighed for at tage en god og relevant uddannelse. Det skal være muligt for alle – uanset social baggrund. Det mener formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Gorm Leschly. De politiske målsætninger og argumenter genfinder han i oplægget til nedskæringer i uddannelsesstøtten til de unge studerende.
For ikke at skabe misforhold mellem erklærede politiske målsætninger og de konkrete handlinger - udmøntet i lovforslag, der skærer ned på uddannelsesområdet – vil GL opfordre Regeringen til dialog med brugerne. Dermed kan det sikres at systemet ikke har utilsigtede virkninger.
Samtidig er det væsentligt at fastholde fokus på det uddannelsespolitiske indhold - herunder den institutionsnære uddannelsesvejledning og ikke kun økonomiske straffe for at få ens politik gennemført.
I forhold til gymnasieelever skal det sikres at unge der har taget en gymnasial uddannelse uden at have den rette fagkombination til videre studie ikke fanges i systemet, men har mulighed for at supplere SU-berettiget, mener Gorm Leschly.
For eleverne på ungdomsuddannelserne
På ungdomsuddannelsesområdet betyder forslaget følgende i hovedtræk:
- SU til gymnasial supplering målrettes til de såkaldte turbokurser og afskaffes for studerende med en afsluttet gymnasial uddannelse der deltager i hf- og gymnasie-enkeltfag
- Antal af ungdomsuddannelser med SU begrænses til 5
- Reglerne for alle hjemmeboende studerende harmoniseres og SU'en gøres delvist indkomstafhængig
- SU bliver i fremtiden reguleret med samme regulering som overførselsindkomster
Regeringens oplæg til SU-reform