Styringen i sektoren
Størstedelen af udbyderne af de gymnasiale uddannelser er selvejende institutioner under staten. Det betyder, at institutionerne har en selvstændig bestyrelse som øverste ledelse, hvor der blandt andet sidder to medarbejderudpegede repræsentanter.
Den enkelte selvejende institution er ansvarlig for sin egen økonomi. Størstedelen af institutionernes indtægt består af offentligt tilskud. Derfor er det også Undervisningsministeriet, der har det overordnede tilsyn med institutionerne – både i forhold til uddannelsesindhold og økonomi.
Det offentlige tilskud tildeles via et taxametersystem, hvor hovedparten af pengene tildeles på grundlag af aktivitet/antal årselever. Taxametrene er politisk fastsatte og fremgår af det enkelte års finanslov.
Der er krav om, at skolerne skal offentliggøre deres årsregnskab på Undervisningsministeriets hjemmeside. I den forbindelse udtager GL forskellige nøgletal for udbyderne af de gymnasiale uddannelser. Skolernes årsregnskab består fra regnskabsåret 2010 også af et ressourceregnskab med kvantitative oplysninger om skolen.
GL følger udviklingen og søger at påvirke institutionslovgivning og de årlige finanslove på det gymnasiale område. For at følge hele sektoren indsamler GL desuden søgetal og klassestørrelser for stx, 2-årigt hf, hhx og htx.
Udover de offentligt selvejende skoler findes de private gymnasieskoler, hvis indtægter består af statstilskud og deltagerbetaling. Disse skoler har også bestyrelser som øverste myndighed, men de følger en anden institutionslovgivning, og der er bl.a. ingen krav om medarbejderudpegede bestyrelsesrepræsentanter.