Velkommen til EUD-reformen

GL byder EUD-reformen velkommen, men advarer mod at slække på kravene til undervisernes kompetencer på EUX.

En reform af EUD-uddannelserne er faldet på plads. GL byder reformen velkommen og håber, at intentionerne med at skabe attraktive erhvervsuddannelser vil lykkes, så der kommer et attraktivt og ligeværdigt alternativ til de succesfulde gymnasieuddannelser.

Når man vil styrke kvaliteten, giver det ikke mening, at man i aftaleteksten åbner op for at slække på kravene til undervisernes kompetencer på EUX. Det må man rette op på i lovteksten.

Det bredere EUX-tilbud kan være et godt tiltag, under forudsætning af at det bliver udformet, så det holder samme høje faglige niveau som de eksisterende gymnasieuddannelser. Det er vigtigt, at eleverne får et reelt alternativ, hvor de udover de håndværksmæssige kompetencer også får en reel gymnasial kompetence. Når man vil styrke kvaliteten, giver det ikke mening, at man i aftaleteksten åbner op for at slække på kravene til undervisernes kompetencer. Det må man rette op på i lovteksten.

Det glæder mig til gengæld, at forligskredsen i de afsluttende forhandlinger fik adskilt forhandlingerne om erhvervsuddannelser og gymnasieuddannelser, så de politiske meldinger om adgangskrav, der ville skabe A- og B-uddannelser blev skudt til hjørne,

udtaler Annette Nordstrøm Hansen, formand for GL.

At debatten undervejs oftere kom til at handle om gymnasieuddannelserne end om erhvervsuddannelserne, var uheldigt og ikke konstruktivt.

Når der i de kommende måneder skal ses nærmere på adgangskrav til ungdomsuddannelserne, er det afgørende at fastholde, at der skal være lige adgang for alle unge til ungdomsuddannelser.

CEVEA's undersøgelse af, at en karakterbom vil ramme socialt skævt er væsentlig at holde sig for øje. Det skal ikke være unge, der ellers ville kunne bryde den sociale arv, der skal betale for uigennemtænkte adgangskrav. For mig er det helt afgørende, at alle unge uanset social baggrund får mulighed for at få en gymnasieuddannelse.

Annette Nordstrøm Hansen understreger:

Det er vigtigt, at der også i fremtiden bliver ordentlige økonomiske rammer for at give de unge en kvalitetsungdomsuddannelse – uanset om de skal have en erhvervsuddannelse eller en gymnasieuddannelse. Vi har ikke råd til at lade være.

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; Pressemeddelelse