Pas godt på hinanden

Tak for med- og modspil gennem de sidste 14 år. Pas godt på jer selv og på hinanden – og på gymnasiesektoren!

Med finanslovsvedtagelsen fik vi i gymnasiesektoren en god nyhed. Den bebudede besparelse på 2% til en såkaldt omstillingsreserve bliver i 2014 ført tilbage til skolernes taxameter. Det betyder, at der ikke kommer nogen besparelser i 2014.

På mange skoler er man ved eller har netop vedtaget et budget for 2014. Dette budget er det allerede tid til at revidere. Nu er der nemlig 2% ekstra at gøre godt med. For et gymnasium med ca. 700 elever betyder det ca. 1 mio. kroner mere end forventet. Derfor vil jeg opfordre skolerne til at drøfte i SU, hvordan denne ressource bedst anvendes. Tag en drøftelse af hele skolens økonomi. Vi ser eksempler på skoler, som helt vanvittigt straks-afskriver millionbeløb, samtidig med at lærerne pålægges et større og større arbejdspres.

Få aftalt ordentlige principper for, hvordan man giver gymnasielærere fornuftige rammer for at levere den bedst mulige undervisning for eleverne. Den gode skole har en personalepolitik, som tager udgangspunkt i troen på, at lærernes trivsel, engagement og effektivitet hænger sammen med de rammer, skolen sætter.

Begynd i SU med at fastlægge en god personalepolitik. Det bør bl.a. fremgå, at man altid overvejer arbejdsmiljømæssige konsekvenser, inden der træffes væsentlige beslutninger. Det er nødvendigt at have en systematisk og helhedsorienteret tilgang til personale- og arbejdsmiljømæssige spørgsmål. Et ordentligt arbejdsmiljø er en helt nødvendig forudsætning for at gøre eleverne så dygtige som overhovedet muligt.

Og pas godt på sektoren…

Gymnasieuddannelserne er formodentlig de uddannelser, der gør det bedst. Vi har en sektor med stor succes, men fordi gymnasieuddannelserne gør det godt, er der ingen grund til at tale dem ned. Drop janteloven og skift diskurs i reformdebatterne. Se hellere på fremtidens kompetencebehov. Arbejdsmarkedets kompetencebehov udvikler sig, og der er brug for kompetencer på et højt niveau. Dem kan vi give eleverne i gymnasieuddannelserne, og vi kan være det gode eksempel for andre uddannelser. Lær af gymnasiernes succes.

Arbejdsmarkedets kompetencebehov udvikler sig, og der er brug for kompetencer på et højt niveau. Dem kan vi give eleverne i gymnasieuddannelserne.

Og husk, at når vi står sammen i sektoren, kan vi løse sektorens udfordringer – og stort set få det, som vi vil have det. Sammen kan vi skabe de bedste løsninger.

Og tak herfra!

Det har været en fornøjelse at være formand for 14.000 dedikerede gymnasielærere gennem de sidste 14 år. Nu vil jeg trække mig tilbage og overlade roret til en ny formand og hovedbestyrelse. Jeg vil ønske, at ledestjernen for den nye hovedbestyrelse fortsat vil være via et godt samarbejde at skabe de bedst mulige resultater for medlemmerne. Da jeg startede som formand lå GL-medlemmernes løn for alle aldersgrupper fx pænt under DJØF incl. specialkonsulenter. Den nye lønstatistik viser, at for de 40-65årige har GL's medlemmer overhalet DJØF, mens de 25-39årige stadig ligger under DJØF'erne. Det bør derfor stadig være en udfordring for GL at få løftet de unges løn til mindst DJØF-niveauet. 

En stor tak til medlemmer, tillidsrepræsentanter, sekretariatet, hovedbestyrelse, lærerorganisationer, ministerier, lederorganisationer og andre samarbejdsparter. Tak for med- og modspil. Pas godt på jer selv og på hinanden – og på sektoren!

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; GL Mener