GL’s medlemmer har talt

Med en stemmeprocent på 81,5 og et klart nej til OK13-resultatet på 85%, er der ingen tvivl om, at GL’s medlemmer meget klart har markeret, at nok er nok. Ingen har været uenige om, at den nye arbejdstidsaftale ikke har groet i GL’s baghave. Vi har været enige om, at arbejdsgivers magtfuldkommenhed og mangel på respekt for den danske model har betydet, at det nok var det bedst tænkelige resultat, vi kunne opnå i den givne situation, men vi har været uenige om, hvorvidt det var bedst at indgå en aftale ved forhandlingsbordet eller blive lockoutet. I hovedbestyrelsen er vi enige om, at vi nu vil sætte alle sejl ind i kampen for, at det også i fremtiden er attraktivt at være gymnasielærer.   

 

Ledelserne har sukket efter en ny aftale. De ville gerne udvikle kvaliteten, indholdet og rammerne for undervisningen. Nu har de fået en ny aftale, men ikke alle har taget lige klogt imod den. Flere rektorer har meldt ud, at lærerne selv skal hente tillægsstigningerne ved effektiviseringer – på trods af store overskud, og at lønudgiften pr. elev er lavere end for fem år siden selv med de nye tillæg. Det er ren galimatias.

På ledelsernes ønskeseddel stod fokus på opgaven, men så snart de fik en ny overenskomst, har flere henvist til bestyrelsen og meldt de mest mærkelige besparelser ud. ’Der skal spares 5 minutter på pausen’ er en af de sejlivede, vi har hørt flere steder fra. Den viser med al tydelighed, at det er skridttællende ledere, som hænger fast i fortiden. Hvis ledelsen ikke vil indgå en lokal aftale, skal den faktiske arbejdstid registreres. Arbejdstiden skal ske i sammenhæng, og så er der nødvendigvis pauser i løbet af dagen.

Hvis jeg var rektor, ville jeg sige til lærerne: ’Vi aftaler, at vi planlægger på nøjagtig samme måde næste år, som vi har gjort i år. 1. august begynder I at registrere jeres faktiske tidsforbrug, og jeg følger med hver måned. For hverken I eller jeg ved, hvor lang tid, opgaverne egentlig tager. Nogle akkorder er sikkert for gode, andre alt for ringe, og nogen passer sikkert meget godt. Men ingen af os ved det. I løbet af det kommende skoleår drøfter vi, hvordan vi vil – lærere og ledere – drive den bedst mulige skole i fremtiden; hvad skal vi opprioritere, hvad skal vi nedprioritere, hvad kunne vi godt tænke os at forsøge at gøre helt anderledes? I samarbejde finder vi ud af, hvad der gør den bedste skole her hos os. For kun sammen kan vi skabe den gode skole.’

Urafstemningen er et stærkt signal, som både GL, lederne og Corydon skal tage alvorligt. Hvis ikke arbejdsgiverne vil, så vil vi!

Ledere, tillidsrepræsentant og lærere på hvert eneste gymnasium og VUC står med en gigantisk opgave. Hovedbestyrelsen og sekretariatet medvirker gerne til at kæmpe fra gymnasium til gymnasium om nødvendigt.

Gorm Leschly, GL's formand
Gymnasieskolen nr. 4/2013

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg