Kvaliteten skal sikres på gymnasierne - også med en ny overenskomst

OK13-resultatet var efter min vurdering det bedst opnåelige i den givne situation. Det har jeg nøjere forklaret på gymnasieskolen.dk. Det var ikke en aftale, der havde groet i min baghave – en stærk kop kaffe, som jeg også kaldte det i sidste nummer af Gymnasieskolen.

Men hvor står vi så nu? Hvordan kommer vi videre? Er vi stærke eller svage? Tror vi på, at vi kan tage teten?
Vi har været under angreb igen og igen. Vi har fået skudt i skoene, at vi ikke laver nok. Arbejder nok. Underviser nok. Det har ærlig talt ikke altid været lige sjovt at være en travl gymnasielærer under angreb for ikke at lave noget. Den anklage må nu forstumme.

Udsigten til en ny overenskomst bekymrer mange gymnasielærere, bl.a. fordi de har et ønske om, at overenskomsten skal værne kvaliteten i undervisningen.
Om frygten er begrundet, vil udmøntningen vise. Den nye overenskomst kan som den hidtidige misbruges. Den kan misbruges til at spare yderligere, så gymnasielæreren skal løbe endnu stærkere, forberede sig mindre til timerne og sprede sin undervisning på endnu flere elever. Men det får eleverne ikke højere kvalitet af.

 

Til gengæld får eleverne bedre kvalitet, hvis lærere og ledelse på det enkelte gymnasium sammen finder gode løsninger. Jeg tror på, at GL igen vil vise styrke. Lærerværelserne er stærke. GL's tillidsrepræsentanter er stærke. Jeg er egentlig ikke så nervøs for, at det ikke skal lykkes at få gode arbejdsforhold – også i fremtiden.

Nogle rektorer har allerede været ude med, at den nye overenskomst må betyde, at lærerne skal løbe hurtigere, hvis skolerne skal have råd til de nye, høje tillæg. Pjat. For det første har langt hovedparten af skolerne store overskud. Og for det andet er der stor udskiftning i lærerkorpset i disse år, og en ny lærer koster langt mindre end en pensionsmoden. Det er fortsat den velforberedte og engagerede lærer, der er kernen i udviklingen af dygtigere studenter og hf'ere. Det laver en ny overenskomst ikke om på.

Moderniseringsstyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet har, allerede inden blækket er tørt på den nye overenskomst, forsøgt at skamride aftalen ved at fraråde ledelserne at benytte muligheden for at lave lokale aftaler. Men hvor er det uklogt. Rektorer vil da ikke lade sig topstyre.

Nej, jeg sætter min lid til, at rektorerne vil tage ansvar for skolernes udvikling og netop benytte den nye overenskomst til det, den skal bruges til: Nemlig at sikre kvaliteten i undervisningen, så vi fortsat kan undervise Danmarks unge til at blive dygtige, kreative og engagerede. Det kan vi kun, hvis gymnasieuddannelserne er attraktive arbejdspladser!

Gorm Leschly, GL's formand
Gymnasieskolen nr. 2/2013

Emner: OK13
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg