Tvang, kontrol eller kulturrevolution?

Registrering af det faktiske tidsforbrug = den samlede arbejdstid.

 

Den samlede arbejdstid vil i fremtiden ikke være lig med summen af de tildelte opgaveakkorder. Den vil være lig med den tid, der er brugt på at løse opgaverne. Det er en helt ny tankegang i vores sektor, og jeg har fuld forståelse for, at det er lige så svært at sætte kreative lærere i system, som det er at putte runde klodser i firkantede huller. Tidsregistrering anvendes dog og har længe været anvendt på andre akademikerarbejdspladser, hvor man også tjekker ind og ud, hvad enten det foregår hjemme eller på arbejdspladsen.

Et Nej Tak til tidsregistrering er et Ja Tak til et grænseløst arbejde. Hvis man synes, man har fået en rimelig opgaveportefølje og derfor ikke mener, at der er grund til at registrere, så risikerer man i november, når rektor beder én om at tage et sygevikariat, at man mangler argumentationen og dokumentationen for, at det er der ikke plads til inden for årsnormen.

Det er og bliver en kulturrevolution, som vi kan gøre til en kamp om tvang og kontrol, eller som vi sammen med ledelserne kan gøre til en kollektiv udfordring. Som jeg har set i en vejledning fra ledelse og TR på en skole om tidsregistrering: "Kommer det hele til at gå?" "Ja, det skal nok gå!"

Men det bliver ikke en let øvelse. Dialog – dialog – dialog er nøglen. Mellem lærere og ledelse om tidsanvendelse, om kvalitet i arbejdet og om lærernes trivsel. Mellem lærerne i faggrupper om, hvordan vi bedst bruger tiden. Og mellem tillidsrepræsentanter på forskellige skoler, så vi kan lære af de bedste skoler. For tidsregistrering er og bliver det værn, vi har mod besparelsesdagsordner. Og tidsregistrering er også en ansvarliggørelse af ledelserne. Det ligger til højre fod at lave retningslinjer i samarbejdssystemet.

Dialog - dialog - dialog er nøglen til en god implementering af OK13.
Især mellem lærere og ledelse, men også mellem lærer og lærer og mellem tillidsrepræsentanter.

Antorini har netop i et svar til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg måttet erkende, at ca. 100.000 kr. pr. stx-klasse ikke bruges på undervisning, men på bygninger og administration, selv om midlerne er givet til undervisning. På hhx står det muligvis endnu værre til. Penge til undervisning skal bruges til undervisning – velforberedt undervisning!

Og dette er vel at mærke opsparede midler fra før OK13. Den nye overenskomst er ifølge Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet ikke en besparelsesdagsorden, men en basis for at arbejde på andre måder. Den kamp er vi nødt til at tage om ikke fra hus til hus, så fra skole til skole. Lærernes arbejdstid skal bruges til kvalitetsundervisning; skolens undervisningsressourcer til undervisning.

Emner: Arbejdstid; tidsregistrering; OK13
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; GL Mener