Dårlig planlægning opvejes ikke af en ny overenskomst

Rektorforeningen og GL er enige om, at gymnasierne står over for store udfordringer, bl.a. med mange nye elevtyper, som vi arbejder for at gøre så dygtige som muligt.

​Det er derfor vi sammen har udarbejdet et oplæg til, hvordan man på den enkelte skole kan arbejde med at udvikle og tilrettelægge undervisningen bedst muligt i forhold til de elever, man har på skolen. Landet over arbejder engagerede og passionerede gymnasielærere med at udvikle undervisningen for at gøre studenterne endnu dygtigere.

På de velfungerende gymnasier har man fundet gode rammer for denne udvikling. Dygtige ledere har ikke svært ved at få deres skoler til at blomstre og udvikle sig. Det hindrer overenskomsten for gymnasielærere ikke.

En overenskomst skal sikre en ramme om arbejdet. På de fleste arbejdspladser er rammen 37 timer om ugen. For at optimere gymnasielærerens arbejde får gymnasielæreren sin arbejdstid udregnet på årsbasis, så rektor kan bruge lærerne fleksibelt hen over året og fx pålægge mange arbejdstimer i november, når eleverne skal vejledes i større skriftlige projekter.

Gymnasielærere er desværre ikke sikret mod dårlig planlægning, som når rektor giver det yderst komplicerede 3.g hold til den nyuddannede lærer. Det sker desværre, at ledelsen ikke sikrer en fornuftig arbejdsfordeling. Overenskomsten forudsætter ellers, at tiden til forberedelse afhænger af "undervisningsformer, lærerroller, erfaring mv." Dermed er det ledelsens ansvar at den nyuddannede får mere forberedelsestid end den erfarne lærer.

 

Der er vist ingen spansklærere, der får 2,5 time til forberedelse af 1,5 times undervisning, som Jens Boe ellers skriver i mandagens kronik. I øvrigt er den tid, der i praksis kaldes forberedelsestid et samlebegreb for en lang række opgaver som planlægning, forberedelse, efterbehandling, teamsamarbejde mv. Der er intet i overenskomsten, der hindrer en fleksibel planlægning og tilrettelæggelse. Tvært om giver den nuværende overenskomst lærere og ledere mulighed for at koncentrere sig om opgaven og netop ikke tælle timer. På skoler med motiverende og engagerende ledere koncentrerer man sig om opgaven og udviklingen blomstrer.

Dette er en replik, trykt i Jyllandsposten 5. februar 2013, på en kronik Jens Boe Nielsen havde i avisen dagen før.

Emner: Overenskomst; OK13
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg