Bryd tavshedens kultur

Det er beskæmmende, at hver syvende tillidsrepræsentant oplever, at ledelsen begrænser gymnasielærernes ytringsfrihed, som man kan læse om i Gymnasieskolen i morgen.

Gymnasielæreres ytringsfrihed er grundlovssikret, og Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed er klokkeklar. Der må ikke fastsættes regler om, at en ansat skal have tilladelse til at ytre sig på egne vegne offentligt, og der må heller ikke lægges andre hindringer i vejen for ytringernes offentliggørelse. Ytringsfriheden skal således have sit frie løb – det er en basal demokratisk rettighed. Også for gymnasielærere.

Hvis der på skolen er en ordentlig dialog og involvering af medarbejderne – hvilket jeg på det kraftigste kan opfordre til – er der sjældent behov for at benytte det offentlige rum til at fremføre intern kritik. Hvis medarbejderne har behov for på egne vegne at kritisere forhold på skolen offentligt uden at have drøftet det internt først, er det formodentlig kulminationen på en uforløst krise.

Ledelsesrummet er ikke et rum for magtfuldkommenhed, men skal bruges til dialog med lærerne.

Ledelsesrummet er ikke et rum for magtfuldkommenhed, men skal bruges til dialog med lærerne. Det er som om flere ledere har glemt de mest basale ledelsesdiscipliner, men der er kun en vej frem, og den hedder dialog med omtanke.

At en leder overhovedet kan få den tanke, at medarbejderne ikke må diskutere arbejdsforholdene grænser til det Orwellske. I GL hører vi historier, hvor medarbejdere ikke tør stå frem, når de pålægges en al for stor arbejdsbyrde. Ikke en gang på skolen. Det kan være nye lærere, som her tre måneder efter ansættelsen nærmest er grådlabile, eller erfarne lærere, som ikke kan klare 2-3 flere hold end en normal fuldtidsstilling. Disse lærere får besked om, at de kan gå på deltid, og de tør ikke tale med kollegerne om det. Uanset om det er censur eller selvcensur, er det en oplevet frygt for at turde stå frem. Det er dybt problematisk; det er en forsuring af arbejdsmiljøet, i strid med dansk demokratiopfattelse, og så er det en barriere i forhold til at udvikle arbejdspladsen. Risikoen er langtidssygemeldte medarbejdere og dårligere undervisning for eleverne.

Justitsministeriet anbefaler, at debat og åbenhed fremmes på den enkelte arbejdsplads, og at man i øvrigt søger at skabe de rette vilkår for en konstruktiv debat om arbejdspladsens forhold. Det kan man ikke være uenig i. Det er fornuftigt at formulere kritik internt først, og det kan også være en god ide at udarbejde retningslinjer i SU for, hvordan kritik af arbejdsforholdene behandles seriøst på skolen. Det må bare ikke udvikle sig som en egentlig censurlignende ordning, som også ombudsmanden advarer imod. At ytre sig er ikke i strid med at være loyal over for arbejdspladsen. Det kan være rettidig omhu.

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; GL Mener