Endnu en undersøgelse om gymnasielærerarbejdstid

Børne- og Undervisningsministeriet har mandag den 16. april 2012 offentliggjort en ny undersøgelse om gymnasielæreres arbejdstid, udarbejdet af Pluss Leadership. 

Undersøgelsen er en opdatering af udvalgte dele af en tidligere undersøgelse. Undersøgelsen dækker denne gang alene det almene gymnasium og viser intet nyt. Derfor er Detektors gennemgang af undersøgelsen fra sidste år stadig gældende: 

- Detektor: Så meget underviser gymnasielærerne (fra P1 Morgen 27/4-2011)

Se også update af 8. maj 2012

Ministeriet ønsker generelt, at lærerne underviser mere og har mere tid sammen med eleverne.  Derfor blev der ved overenskomstforhandlingerne sidste år aftalt en række ændringer, men den nye aftale træder først i kraft 1. august 2012. Ændringerne er derfor ikke slået igennem i den nye undersøgelse. Når den nye aftale træder i kraft, vil især lærere over 60 år og lærere i de naturvidenskabelige fag komme til at undervise mere, og alle lærere kan være endnu mere sammen med eleverne på skolerne for at lave faglig vejledning mv.

Med gymnasiereformen blev undervisningsbegrebet ændret og udvidet, så lærerne underviser på mange forskellige måder og i forskellige sammenhænge. Lærerne er sammen med eleverne halvdelen af deres arbejdstid. Det indregnes bare ikke, når der måles på et snævert, gammeldags undervisningsbegreb. GL har tidligere skrevet til ministeren, at vi gerne vil medvirke til at definere, hvordan et fremtidigt undervisningsbegreb skal se ud.

Skriftligt arbejde og opgaveevaluering
Ministeriet har et særligt fokuspunkt i den nye rapport, nemlig elevernes skriftlige arbejde og lærernes evaluering af opgaverne. Det er et yderst interessant fokusområde, som GL har talt en del med ministeriet om, og der er forsøg i gang på en række skoler for at finde ud af, hvordan man i fremtiden skal udvikle elevernes skriftlige kompetencer.

Vi har de senere år fået mange nye, og mange forskellige elever i gymnasiet, og det er derfor vigtigt at have fokus på, hvordan fremtidens gymnasium skal se ud, da det er afgørende, at der fortsat er et højt kvalitetsniveau i undervisningen for alle elever, udtaler GL’s formand Gorm Leschly.

GL har sammen med lederforeningerne foreslået ministeriet et udviklingsprogram, og derfor er det godt, at ministeriet nu har udsendt udkast til et udviklingsprogram. Man kan dog ærgre sig over, at det ikke er så visionært, som vi havde håbet, og at det måske er for sent at få sat noget i gang i forhold til det kommende skoleår, fordi planlægningen er for langt fremme på skolerne, siger Gorm Leschly.

Cowi undersøgte for et par år siden lærernes arbejdsforhold, og den viste, at lærerne finder, at det mest attraktive ved jobbet er at være sammen med eleverne.

Sidste år svarede 10% af gymnasielærerne på, hvor meget arbejdstid de gerne ville anvende på opgaveevaluering, hvis de selv kunne disponere:  37% sagde mindre tid, mens 49% det samme og 14% svarede mere.

37% af de adspurgte gymnasielærere foretrak mindre tid til opgaveevaluering, men det bør ikke gå ud over udviklingen af elevernes skriftlige kompetencer.

Gymnasielærerne vil gerne undervise, og retning af opgaver er – som GL’s undersøgelse viser - ikke den mest attraktive arbejdsopgave. Men for lærerne er det afgørende også at udvikle elevernes skriftlige kompetencer. Derfor er det nødvendigt, at der udvikles nye måder at sikre elevernes skriftlige kompetence, hvis det ikke skal ske ved at evaluere deres opgaver.

Generelt er det vigtigt at være opmærksom på, at lærerne udfører præcis det arbejde, Folketinget har bedt dem om: Lovgivningen på området angiver rimeligt detaljeret, hvad undervisningen skal indeholde, niveauet for undervisningen, omfanget af eksamen, skriftligt arbejde, vejledning, omfang af flerfaglig undervisning og mindskning af frafald mv.

Læreres arbejdstid?
Lærere har nøjagtig samme årlige arbejdstid som alle andre på det danske arbejdsmarked. Med ferier 1924 timer. Eksklusiv 5 ugers ferie og søgne-/helligdage: 1680 timer. 

I opgørelsen tages der udgangspunkt i 1924 timer – det svarer til at opgøre en normal 37 timers arbejdsuge til 32 timer – og ikke til 37 timer, som man normalt ville omtale den. På denne måde formindsker man procent-tallet for, hvor stor en andel af arbejdstiden gymnasielærerne underviser.

Se også:
Danske gymnasielæreres arbejdstid

Detektor: Så meget underviser gymnasielærerne

Emner: Arbejdstid
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; Pressemeddelelse