GL mener: God planlægning er en intelligent effektivisering

God ledelse er et personalegode – har jeg tidligere sagt. Nye undersøgelser viser, at god planlægning ikke bare er et personalegode, men en nødvendighed – både for lærerne og for skolernes økonomi.

Gymnasieskolens arbejdstidsundersøgelse, antal henvendelser til vores rådgivning om psykiske arbejdsmiljøproblemer og opslag i Finansministeriets database viser, at der er et stort potentiale i planlægning på landets gymnasieuddannelser.

Grænseløst arbejde og overarbejde er hverdag
En stor del af lærerne bruger mere tid på at forberede sig, evaluere opgaver, vejlede elever i større skriftlige opgaver og kommunikere med eleverne om aftenen og i weekenderne etc., end der er sat tid af til.

Det reelle billede af gymnasielæreres arbejde viser, at det er engagerede og ansvarsbevidste lærere, der pålægges alt for mange opgaver.

70% af gymnasielærerne arbejder mindst 3 aftener om ugen, og over halvdelen af de adspurgte gymnasielærere bruger mere tid på forberedelse og rettearbejde, end den tid de tildeles til opgaverne. Kun 7 og 4 procent siger, at de bruger mindre tid på forberedelse og rettetid, end de tildeles.
 Læs mere i Gymnasieskolen

At den er gal, har vi i GL ikke været i tvivl om. Og det var da også baggrunden for, at vi i stx/hf-overenskomsten sidste år aftalte nye planlægningsbestemmelser, som træder i kraft efter sommerferien, men det er nu, der er brug for god planlægning af det kommende skoleår. De nye bestemmelser er en opgraderet værktøjskasse, ledelsen kan bruge til at sikre, at den enkelte lærer har en fornuftig opgavemængde, så der er et hensigtsmæssigt forhold mellem tildelte opgaver og den tid, der er til rådighed for at løse dem. 

Samtidig blev det i overenskomsten præciseret, at den enkelte lærer højst kan pålægges 150 timers overarbejde, med mindre andet aftales med den enkelte lærer. Det er helt afgørende for lærernes arbejdsmiljø, men også for skolernes økonomi. I 2011 blev der udbetalt 230 mio. kr. i overtidsbetaling alene på stx/hf. På hhx/htx er det desværre endnu værre: Her blev der udbetalt 150 mio. kr., til trods for at området størrelsesmæssigt kun udgør en tredjedel. På stx/hf er det en stigning i overarbejde på 15% siden 2009. I samme periode steg antallet af henvendelser til rådgivningen om psykiske arbejdsmiljøproblemer med 50% pga. stress og arbejdsbelastning.

Brug bestemmelserne
Løsningen er, at de nye planlægningsbestemmelser på stx/hf bruges. På hhx/htx er der brug for lignende planlægningsbestemmelser, men der er intet til hinder for, at det enkelte erhvervsgymnasium benytter planlægningsbestemmelserne i stx/hf-overenskomsten. Og så er der brug for, at der i alle SU/MIO udarbejdes retningslinjer, så der sættes grænser for det grænseløse arbejde.

Store omkostninger til overarbejde kombineret med at det er rigtig dyrt, når lærere går ned med stress – både for den pågældende, for eleverne, men også for skolens bundlinje, betyder, at det er blevet tid til rettidig omhu. Ordentlig planlægning er en intelligent effektivisering.

Gorm Leschly, GL's formand
Gymnasieskolen,  Blad-nr.: 08/2012

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; GL Mener