Nyansatte skal have pædagogikum!

Dygtige gymnasielærere skaber dygtige studenter og hf’ere! Sådan er det. Det viste blandt andet elevtilfredshedsundersøgelsen, som blev bragt i sidste nummer af Gymnasieskolen.

Gymnasielærerjobbet er et særligt vidensarbejde, som ikke kan løses af hvem som helst. Den professionelle lærer har ud over sin faglige kandidatuddannelse en særlig overbygningsuddannelse som underviser, også kaldet pædagogikum. Det er kombinationen af høj faglighed og pædagogisk og didaktisk indsigt, der ruster gymnasielæreren til at skabe de dygtige studenter og hf’ere.

Alligevel kan der gå år, før nyansatte får den pædagogiske uddannelse. For nylig kunne man i medierne se overskrifter som ”Ufærdige gymnasielærere uddanner dine børn”. Det er ikke helt sandt, for lærerne har den faglige kompetence, men det er heller ikke helt forkert, for over halvdelen af nye fastansatte får ikke pædagogikum i det første ansættelsesår. Og når man dertil lægger, at mange skoler ikke overholder reglerne og laver et eller flere ”prøveår” inden fastansættelse med vikaransættelser, så kan der faktisk gå op til fire år, før læreren har den uddannelsesmæssige baggrund på plads. Det er helt uacceptabelt. At Undervisningsministeriets repræsentant i Gymnasieskolen nummer 15 kan nøjes med at kalde så eklatante regelbrud for ”bekymrende” og afviser at håndhæve bekendtgørelsens klare regler, er ganske enkelt chokerende. Derfor vil jeg tage denne sag op på mit første møde med undervisningsminister Christine Antorini.

Jeg vil også over for undervisningsministeren og regeringen advokere for, at der kommer et særskilt taxameter for pædagogikumkandidater, så skolerne tilskyndes til at få nye lærere i pædagogikum, og så nogle skoler ikke lukrerer på, at andre skoler påtager sig uddannelsesopgaven. Pengene skal følge kandidaten!

Og pædagogikumuddannelsen skal leve op til lærernes behov. Teoretisk pædagogikum (TP) skal tage udgangspunkt i kandidaternes erfaringer fra skolerne, således at teori og praksis hænger sammen. TP bør genoverveje tilrettelæggelsen af uddannelsen, så det tager højde for alle skoleformer. Skolerne SKAL fra starten udarbejde en uddannelsesplan, som medregner teamarbejde, lektiecafé, vejledning af elever i større skriftlige opgaver etcetera i kandidatens egenundervisning. Kandidaterne bør ikke have overarbejde, ligesom deres timer på kurser med videre normalt bør vikardækkes.

Kan det undtagelsesvis ikke lade sig gøre at påbegynde pædagogikum i første ansættelsesår, er det nødvendigt, at der etableres en mentorordning, så den nye lærer det første år følges af en erfaren kollega og tilbydes kurser for nyansatte, som det heldigvis også sker på flere skoler.

Uanset om den nyansatte begynder i pædagogikum eller er vikar, så giv de nyansatte nogle opgaver, der matcher den tid, de har. Begynd for eksempel med C-niveauer. Stil ordentligt undervisningsmateriale til rådighed for de nye. Sørg for at indregne alle opgaver fra begyndelsen af skoleåret. Nyansatte bør i videst muligt omfang undtages for aktiviteter, der giver ekstra store belastninger i korte perioder. Men først og sidst: Nyansatte SKAL have pædagogikum!

Gorm Leschly, GL's formand
Gymnasieskolen,   Blad-nr.: 17/2011

Se alle GL's anbefalinger om pædagogikum.

 

Emner: Pædagogikum
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; Pressemeddelelse