Velkommen til virkeligheden, Troels Lund Poulsen!

I et indlæg i Politiken 26. maj forsøger Troels Lund Poulsen at videreføre en yndet tradition blandt de seneste års undervisningsministre, der går ud på at mistænkeliggøre gymnasielærernes undervisnings- og arbejdsindsats i det hele taget.

Han skriver blandt andet, ”at der efter alle vore oplysninger ikke er noget mere stabilt lavt end gymnasielærernes undervisningsandel. Det seneste røgslør fra Gorm Leschlys side, nu hvor Rigsrevisionen vil se nærmere på forholdene, er at påstå, at lærerne i virkeligheden underviser meget mere.”

Når den nye statsrevisor og gruppeformand for Venstre, Christian Jensen, har fået Rigsrevisionen beordret til at undersøge ”forholdene”, er der også tale om en ny gang spin og mistænkeliggørelse af skolers og læreres arbejde. Men hvis Rigs­revisionens undersøgelse baseres på et bredt undervisningsbegreb, som så også kan anvendes ved sammenligninger mellem Danmark og andre lande, skal den da være velkommen. I OECD’s ”undersøgelser” har man hidtil sammenlignet nationalt indberettede og helt usammenlignelige talstørrelser for undervisning.

Selvom nogle borgerlige medier har sunget med på regeringens falske melodier, er der dog også undtagelser. Inddragelsen af Rigsrevisionen blev for meget for Berlingskes faste kommentator Claes Kastholm, som 1. maj affyrede følgende salut til undervisningsministeren:

”Først gennemfører man en gymnasiereform, der gør op med det bærende element i gymnasieskolens struktur: kernefagligheden. Det betyder, at alting skal genopfindes: lærernes faglighed, undervisningsmaterialerne, samarbejdsformerne. Logistikken bliver en dominerende faktor, it-kontakten mellem lærer og elev intensiveres, klasseundervisningen minimeres. Derefter kommer den samme regering og angriber gymnasielærerne for, at de i sammenligning med kolleger i andre lande udfører meget lidt klasseundervisning. Det er en frækhed uden lige, og undervisningsminister Troels Lund Poulsens opførsel er rent ud stupid.”

Kære undervisningsminister. Det glæder mig, at du nu vil tage med en tur ud i virkeligheden og besøge en række gymnasiale uddannelsesinstitutioner. Her vil du opdage — som Claes Kastholm så rigtigt skriver — at gymnasiet har undergået en revolution, at der undervises i alle kroge af skolerne, at der ofte er mere end 30 elever i klasserne, at antallet af elever per lærer er steget 20 procent siden reformen, og at mange lærere underviser op til 200 elever hver uge. Jeg vil også anbefale dig at læse Tina Nedergaards svar til Finansudvalget 25. juni 2010 på et spørgsmål om udviklingen i de samlede offentlige udgifter til ungdomsuddannelserne 2001-2010. Her kan du se, at en gymnasieelev er blevet godt 10 procent billigere siden 2001. En markant effektivisering, der formodentlig placerer gymnasierne i førerfeltet på dette område. Jeg ser frem til en fortsat dialog med dig om, hvordan vi kan gøre gode gymnasiale uddannelser endnu bedre.

God sommer.

Gorm Leschly, GL's formand
Gymnasieskolen,  Blad-nr.:11/2011

Emner: Arbejdstid
Interessent:  
Artikeltype: Debatindlæg; GL Mener