Om GL

GL 125 år, ændringer af GL's love, folkemøde, regnskab, TR-uddannelse, kommunikation og efteruddannelse

GL 125 år

GL markerede foreningens 125 års jubilæum ved en stor jubilæumskonference for 500 mennesker i Øksnehallen i København 21. april 2015. Oplægsholderne talte blandt andre daværende undervisningsminister Christine Antorini, professorerne Dennis Shirley, Lynch School of Education, Andy Hargreaves, Boston College og en række danske oplægsholdere.

Se konferenceprogrammet og de enkelte oplæg på:  http://www.gl.org/arrangementer/Sider/Elevernes-laering-laerernes-undervisning-GLs-jubilaeumskonference.aspx

Ud over konferencen i København tilbød GL støtte til lokale jubilæumsarrangementer.

Ændringer af GL's love

GL's medlemmer har ved urafstemning i foråret 2015besluttet at ændre GL's love og GL's reservefondsvedtægter. De vedtagne ændringer betyder bl.a., at hovedbestyrelsen vælges for 3 år ad gangen i stedet for 2 år, at GL's forretningsudvalg udgøres af formandskabet, og at kontingentniveauer fastlægges i forhold til ugentlige arbejdstimer, som passer bedre med den gældende overenskomst. Den eneste ændring, der ikke blev vedtaget, var en begrænsning af formandens valgperiode.

Læs mere her:  http://www.gl.org/omGL/GLsLove/Sider/Lovaendringsforslag-2015.aspx

Folkemødet 2015

For tredje år i træk deltog GL på Folkemødet i Allinge, der løb fra 11.-14. juni. I år var GL med til at arrangere tre debatter. Sammen med Politiken, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler-Lederne arrangerede vi debatten "Kan jeg bruge min hue?", der tiltrak ca. 200 deltagere på Gæstgiverens scene.

Derudover var GL medarrangør af to debatter sammen med de øvrige organisationer i DUS - Danske Underviserorganisationers Samråd.  I den første kastede DUS og Norden i Fokus lys over, hvordan uddannelserne kan dæmme op for radikalisering og ekstremisme i ungdomsmiljøer. Blandt oplægsholderne var den norske professor Lars Løvlie, der har skrevet om tragedien i Oslo og på Utøya. Ca. 65 deltagere fyldte op i Nordens telt.

I det andet arrangement satte DUS fokus på sårbare børn og unge i uddannelserne. Blandt oplægsholderne var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, protektor for foreningen Det Sociale Netværk, og journalist Martin Krasnik styrede ordet under debatten, som samlede ca. 75 deltagere i DUS-teltet.

Derudover deltog GL's delegation i en lang række debatter og arrangementer og havde desuden fast base i Akademikernes Hus på folkemødet.

GL's regnskab 2014-15

De samlede indtægter var på 65,6 mio. kr. og kommer hovedsagligt fra medlemskontingenter og tilskud fra reservefonden. De samlede ordinære udgifter fordeler sig således:

GL okonomi.png
 

Regnskabet for skoleåret 2014/2015 giver efter skat og ekstraordinære udgifter et overskud på 2.998 i mio. kr.

Hovedforklaringen på årets overskud er større kontingentindtægter end budgetteret, idet der har været medlemsfremgang, mens vi havde budgetteret med tilbagegang som følge af mindre ungdomsårgange. Der er ligeledes et mindre forbrug på de afsatte midler til Jubilæumskonferencen på 825.000kr.

Årets overskud på 2.998 mio. kr. overføres til egenkapitalen, der herefter er på 29.004 mio. kr.

TR-uddannelse og TR-seminar

Der er et større generationsskifte i gang blandt GL's tillidsrepræsentanter, og igen i skoleåret 2014/2015 gennemgik et stort antal tillidsrepræsentanter og -suppleanter GL's TR-grunduddannelse, som består af tre moduler, hver af tre dage.

I marts 2015 gennemførte GL i forbindelse med Repræsentantskabet et TR-seminar over tre dage. På seminaret havde alle tillidsrepræsentanter og -suppleanter mulighed for at deltage: Som en del af arrangementet kunne man deltage i netværksmøder, VUC-årsmøde, TR-kursus for private og områdemøde for erhvervsgymnasier.

GL's TR-uddannelse evalueres generelt meget positivt af deltagerne.

GL's kommunikation

GL kommunikerer på en række platforme med de overordnede formål at virke for attraktive løn- og ansættelsesvilkår for medlemmerne og sikre rammer, der fastholder og udvikler gymnasieuddannelser med høj faglig kvalitet.

Internt henvender GL sig løbende med trykte og elektroniske nyhedsbreve til medlemmer og særskilt til tillidsrepræsentanter. Desuden kommunikerer GL på de sociale medier Facebook, hvor GL deler siden "Gymnasielærer"  med Gymnasieskolen, og på Twitter med "Gymnasielærerne" @Gymlaererne.  Derudover optræder GL's formand ofte med debatindlæg i landsdækkende medier på tryk og i radio- og tv-udsendelser og på Twitter med kontoen @GLformand.

GL er i løbende proces med at udvikle og styrke det kommunikative og strategiske samspil mellem de forskellige platforme.    

Kampagner

Brug hovedet – det gør vi i gymnasiet

I november 2014 søsatte hovedbestyrelsen en kampagne om gymnasieuddannelserne med titlen "Brug hovedet – det gør vi i gymnasiet".

Kampagnen byggede på, at gymnasieuddannelserne langt hen ad vejen er en succes, og at GL mener, at gymnasieuddannelserne skal være for dem, der er motiverede, og som er indstillet på at yde en indsats. Kampagnen havde fokus på eleverne og tog udgangspunkt i profilerne stx, hf, hhx og htx.

Kampagnen kørte på flere forskellige platforme: Annoncer i de store dagblade, ejerskab på annoncer på netavisudgaverne og mobiludgaverne.

Kampagnens centrale element var et kampagnesite med voxpop-film med elever fra de forskellige gymnasieuddannelser, en quiz med spørgsmål formuleret af lærere og elever, en film med seks personer, der udtaler sig om, hvad man skal bruge hovedet til i morgendagen samt en animatrix med facts om gymnasieuddannelserne.

Kampagnen blev igangsat digitalt med ejerskabsannoncer på nyhedssites, topbanner og blev delt via sociale medier som Facebook og Instagram. På Facebook blev quizzen annonceret. Instagram blev anvendt til at uploade billeder på #vibrugerhovedet. For at aktivere flest mulige til at uploade billeder blev der udloddet en præmie, som var et foredrag med hjerneforsker Peter Lund-Madsen for hele skolen og en Iphone til personen, der tog vinderbilledet. Vinderen blev et medlem på Maribo Gymnasium, som får besøg af Peter Lund-Madsen.

Se kampagnen.

Annonce i valgkampen

GL indrykkede en annonce i Politiken og Jyllands-Posten op til folketingsvalget 18. juni. Annoncen satte fokus på Folketingets ansvar for, at der også i fremtiden skal være fokus på uddannelse, og at der er brug for de elever, der kan og vil yde en indsats for at gennemføre en gymnasieuddannelse.

Annonceoverskriften lød: "Om 5 år mangler Danmark 109.000 med en videregående uddannelse".

Se annoncen.

Annonce mod besparelser på uddannelse

I slutningen af august bekendtgjorde uddannelsesminister Esben Lunde Larsen og undervisningsminister Ellen Trane Nørby regeringens besparelser på uddannelsesområdet, der er anslået til 8,7 mia. kr. over de næste fire år. Besparelserne foregår efter grønthøstermodellen, hvor alle uddannelsesområder skal spare 2 pct. om året de næste fire år.

GL valgte som modsvar at indrykke en annonce i Politiken og Jyllands-Posten under overskriften "Giv dem skolepengene tilbage". Budskabet fra GL var at understrege, at besparelserne vil forringe uddannelserne , og det har hverken de unge eller samfundet råd til.

Se annoncen.

Endvidere har formanden haft en lang række debatindlæg i medierne – alene og sammen med øvrige interessenter i sektoren – for at præcisere, hvad yderligere besparelser på gymnasieuddannelserne vil få af konsekvenser.

Gymnasieskolen

Gymnasieskolen har i det forløbne år arbejdet på en fortsat integration af medieplatformene og har i samme forbindelse været igennem en proces, der har haft til formål at justere indholdet og fordelingen af det i mere strategisk henseende, både rent journalistisk i forhold til produkterne og i forhold til at understøtte GL's arbejde med medlemmernes interessevaretagelse.

Læserne – dvs. medlemmerne – har efter OK13 befundet sig i en anderledes situation, og nogle gav sidste år udtryk for, at de ikke følte deres problemer/frustrationer tilstrækkeligt afspejlet i Gymnasieskolen. Redaktionen har derfor gennem blandt andet diverse undersøgelser, webdata og netværksmøder forsøgt at danne sig et mere nuanceret billede af, hvad medlemmerne egentlig forventer, og hvilke genrer og typer af historier de foretrækker. Det er en proces, der fortsætter med flere netværksmøder i løbet af efteråret.

I første omgang er det synlige resultat en mindre relancering af det trykte blad, som også på indholdssiden har fået en justering. Det visuelle udtryk er overført til det ugentlige nyhedsbrev, og snart vil gymnasieskolen.dk følge efter.


Der er redaktionelt desuden det seneste år i højere grad også arbejdet på de sociale platforme – den delte facebookside gymnasielærer samt twitter.

Der er desuden fortsat annoncefremgang på både digitale og trykte platforme.

TR's nye rolle – den organiserende fagforening

TR's rolle er med OK13 væsentligt ændret ved bortfaldet af aftaleretten på lærernes arbejdstid. Det betyder, at der på langt de fleste skoler ikke længere bliver aftalt akkorder for lærernes arbejde. Dette forhold og generelle tendenser til en højere grad af decentralisering medfører et stigende behov for gode lokale løsninger.

På den baggrund oplever GL, at tillidsrepræsentanter efterspørger nye færdigheder – herunder hvordan man italesætter og organiserer en ny retfærdighed og arbejdsfællesskab blandt kollegerne, hvordan der skabes en bedre dialog mellem ledelse og TR, mellem ledelse og lærere og mellem TR og lærerne. Fokus vil i fremtiden i langt højere grad være på det lokale niveau, fordi det er lokalt, man kan få indflydelsen, og det er lokalt, at rammerne skal udfyldes.

GL har derfor fokus på i endnu højere grad at uddanne tillidsrepræsentanten til den nye rolle. Dette sker dels gennem en reorganisering af TR-uddannelsen, og dels gennem en facilitering af, hvordan tillidsrepræsentanten på den enkelte skole kan styrke organiseringen af kollegerne, så man får en styrket arbejdsfællesskab, der er i stand til at håndtere de lokale udfordringer.

GL-E – øget aktivitet på de skolebaserede kurser

GL-E planlægger og udbyder efteruddannelsestilbud til gymnasielærere. Mulighed for efteruddannelse og kompetenceudvikling er centrale faktorer i arbejdet for fortsat at udvikle attraktive gymnasiale arbejdspladser. Samtidig skaber nye elev- og kursistgrupper, ændrede krav til elev- og kursistkompetencer og ny viden om virkningsfuld undervisning nye krav til lærernes kompetencer.

I skoleåret 2014/2015 var ca. 3000 GL-medlemmer på  efteruddannelse i GL-regi. Hertil kommer de mange, der arrangerer skolebaseret efteruddannelse med GL-E´s samarbejdspartnere. Mere end halvdelen af GL-E -efteruddannelsesaktiviteten bestilles for nuværende som skolebaserede kurser. Dvs. kurser, som afholdes lokalt og med indhold, der kan skræddersys til den enkelte skoles eller lærergruppes ønsker og behov.

Efterspørgsel på kurser i at give respons på elevernes skriftlige arbejder er stigende. Det samme er efterspørgslen på kurser i at formulere læringsmål og give og modtage feedback på læring.

Se mere om GL-E's kurser.

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: