GL-prisen 2016 går til de faglige foreninger

Gymnasieskolernes Lærerforening har i dag, den 28. november 2016, på sit repræsentantskabsmøde uddelt GL-prisen 2016 til de faglige foreninger.

​​​​De faglige foreninger får GL-prisen for at yde et stort og vigtigt arbejde for sikringen af kvalitet i gymnasieuddannelserne. Arbejdet er frivilligt og ulønnet og drives af en utrolig entusiasme for fag, pædagogik og didaktik. De faglige foreninger tilbyder bl.a. efteruddannelse til landets gymnasielærere uden kommercielle bagtanker og kvalificerer i øjeblikket arbejdet med at skrive læreplanerne til den nye reform.

 

Formand Annette Nordstrøm Hansen karakteriserede prismodtagerne med ordene: ”Højt fagligt niveau. Engagement. Viden. Lyst til udvikling. Samarbejde.”

Faglige foreningera.jpg 

Formanden overrækker prisen til Jørgen Lasse, fmd. for FALS, og Christine Leturgie, fmd. for Fransklærerforeningen, som modtog prisen på vegne af de faglige foreninger.

Formanden sagde videre:

​De faglige foreninger løser mange opgaver. De bidrager på fornem vis til at fastholde og udvikle det høje faglige niveau, der kendetegner de gymnasiale uddannelser. Det gør de blandt andet ved at arrangere faglig efteruddannelse af høj kvalitet, og gennem medlemsblade og elektroniske platforme at facilitere en levende faglig debat. Begge dele er med til at sikre, at faglig fordybelse respekteres og får plads. Samtidig påtager de sig også den vigtige rolle at tale fagenes sag i politiske sammenhænge - og det gør de med stort engagement og ihærdighed.

Formænd og bestyrelsesmedlemmer i de faglige foreninger befolkes af dygtige kolleger fra alle afkroge af Danmark. Kolleger, som brænder for deres fag, og som frivilligt lægger et meget stort arbejde i at udvikle det. De er på en mission, hvor målet er bedre undervisning.

GL-formanden sagde videre, at de faglige foreninger i den grad fortjener respekt for den imponerende indsats. Hun pointerede samtidig, at GL gerne så, at det store arbejde var lidt mere værdsat på gymnasierne, så det ikke var så svært for bestyrelsesmedlemmer og formænd at få enderne til at hænge sammen.

Hun glædede sig over, at det alligevel lykkes for de faglige foreninger, og sagde, at de faglige foreningers arbejde er af stor værdi for lærerne - og dermed for elevernes undervisning.

GL-formanden fremhævede samarbejdet mellem de faglige foreninger og GL, hvor fagene samarbejder om fælles dagsordner og fælles mål.

Om foreningernes politiske arbejde fremhævede formanden:

De faglige foreninger råber også op, når det er nødvendigt - og de er dygtige til politisk indflydelse. De tilbyder fx assistance, når embedsmændene skal udfylde de politiske rammer. De deltager med stor selvfølgelighed og ihærdighed i kommissioner og arbejdsgrupper. Det har vi senest oplevet, da GL tog initiativ til Tænketanken om Sprog.

Dette arbejde er selvfølgelig særlig vigtigt i en reformtid, hvor den enkelte lærer oplever, at rammerne for det daglige arbejde ændres. De faglige foreninger er meget aktive deltagere i den demokratiske proces - og bliver dermed et vigtigt talerør for lærerne og fagligheden.

​​

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: