Formandens beretning 2011: Professionelle gymnasielærere

V. Gorm Leschly, til GL's repræsentantskabsmøde d. 28. november 2011.

Formandens mundtlige beretning (hør talen her)

Gymnasielærere arbejder dybt professionelt for at dygtiggøre deres elever – og for eleverne er det lærerne, der har størst betydning for hvor dygtige de bliver!

Så kort kan det siges. Det er essensen i den danske succes.

GL har rundet medlem nr. 13.000. Der har aldrig været så mange dygtige gymnasiale lærere, som der er i dag. Og der har heller aldrig været flere elever. Gymnasieuddannelserne er den største succes nogensinde.

39.000 fik en hue på i juni – med rødt eller blåt bånd. Det højeste tal nogensinde.
1½ måned senere begyndte 55.000 elever i 1.g. Det højeste tal nogensinde.
Og her i efteråret er der optaget flere studenter på de videregående uddannelser end nogensinde før.

Vi må sammen glæde os over, at gymnasieuddannelserne leverer store resultater!

At professionelle gymnasielærere skaber værdi for Danmark!

Men vi skal også hele tiden huske på, at kvantitet ikke er det samme som kvalitet. Vi har nået grænsen for effektivitet. Der er kommet for mange elever ind i hvert klasserum. Prøv at høre, hvad det betyder for undervisningen:

Gymnasielærere om klassekvotienter

72% af de elever, der begyndte i august i år har mere end 28 klassekammerater. De begyndte samtidig med, at Undervisningsministeriet offentliggjorde en undersøgelse. En undersøgelse, der konkluderede, at det har en signifikant negativ betydning, når man stuver så mange elever sammen. Nemlig for de elever, hvis forældre ikke har en videregående uddannelse.

Derfor er det en fantastisk prioritering af uddannelse – og netop kvalitet i uddannelse – at regeringen og enhedslisten nu sætter et gennemsnitligt loft på 28 elever i klassen.

Det vil jeg på GL's vegne gerne kvittere for!
Som ansvarlige for kvaliteten i uddannelserne er gymnasielærere ikke i tvivl om, at det vil nytte.

Jeg ved godt, at riget fattes penge, men det er en modig og rigtig beslutning at satse på uddannelse. Vi ved jo alle, at olien og gassen i Nordsøen ikke varer evigt. At Danmarks eneste reelle råstof er det, vi har mellem ørerne. Og det er det, vi udvikler i gymnasieuddannelserne. Derfor er det helt afgørende, at der nu bliver bedre mulighed for en god kontakt mellem læreren og eleverne. Det er en langtidssikret samfundsinvestering.

Og som elevtilfredshedsundersøgelserne viser, så får skolerne et større afkast af investeringer i lærere end i noget andet – hvis elevernes karakterer er udtryk for afkast.

Det er læreren, der betyder mest for elevernes karakterer.
Det er læreren, der har ansvar for undervisningen.
Det er læreren, der ved, hvad der virker.

 

Men hvorfor har vi så en oplevelse af, at det er regnedrengene i Finansministeriet, der i højere og højere grad får lov til at styre uddannelsesområdet?
Skal vi acceptere det. Skal vi lade det ske. Eller skal vi tage Antorini på ordet og sige ja tak til en dialog, hvor lærerne er i centrum om uddannelsernes fremtid? Hvor udviklingen bliver skolebaseret.
Jeg er ikke i tvivl.
Og med gymnasiereformen in mente. Vi husker alle, hvordan lærere og ledere måtte asfaltere, mens der blev kørt med 180 km i timen. Vi er dårligt færdige med Monsterarbejdet og tilpasninger af gymnasiereformen, men alligevel er der ikke tid til ro på lærerværelserne.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Politikens analyseredaktør, der tilbage i maj mente, at gymnasielærere skal spænde sandalen. Jeg ser ikke mange sokker i sandalerne, men i august så jeg over 500 lærere deltage i GL's DHL-stafet-arrangement. I løbesko og løbetrøjer. Og det tror jeg, er symptomatisk for gymnasielærere. Myten om fløjlsbukser og pibe er en saga blot. Gymnasielæreren af i dag har høje faglige og didaktiske krav til sig selv, til undervisningen og til elevernes læring. Hun sætter overliggeren meget højt – og med det pres, der er på lærerne, er det et stort problem. Ikke at hun vil have høj kvalitet, men at New Public Management skal hindre hende i at gøre den til virkelighed – samtidig med at alle er enige om, at det høje niveau er altafgørende!

Lærere vil hellere melde sig ud af familien og sove på en feltseng i foyeren end møde uforberedt til undervisningen!

Men det er selvfølgelig ikke målet. Det skal være attraktivt at være gymnasielærer både i dag og i fremtiden.

Som den norske professor William Brochs-Haukedal siger – så fører New Public Management "til de alvorligste frustrationer blandt de ansatte. Det er et upersonligt og autoritært system af budgetter, rutiner og mål, som tager de ansattes motivation og arbejdsglæde."

Prøv at høre – det giver ingen mening for lærerne:

Gymnasielærere om kontrol

Derfor håber jeg, at det syn, der er på offentligt ansatte og på lærere i særdeleshed vil blive ændret.
Som den tyske professor Wolfgang Drechsler siger, så findes der "ingen empiriske beviser for, at New Public Management-reformer har resulteret i nogen produktivitetsstigning eller maksimering af velfærd."

At presset intensiveres i disse år er ikke tilfældigt, og handler ikke 'bare' om den aktuelle finansielle krise. Det er blevet en trend.

Det er som om det er blevet et mål i sig selv at presse lærerne, svække lærernes medbestemmelse samtidig med at vi byder velkommen til det arabiske forår. Men det er jo lærerne, der ved, hvad der virker. Vi ved godt, at top-down ikke dur i andre sammenhænge. At der er brug for demokrati og medbestemmelse. For os er det ikke bare for medbestemmelsens skyld. Men for kvalitetens skyld. Det er jo lærerne, der ved, hvad der virker.

I GL vil vi arbejde for, at presset får mindst mulig negativ effekt på uddannelsernes kvalitet. Det sikres kun ved, at det fortsat er attraktivt at være og blive gymnasielærer, og at gymnasielærere kontinuerligt sikres gode udviklingsmuligheder og har attraktive arbejdsvilkår. Nye lærere skal tilbydes pædagogikum med det samme, og lærerne skal løbende have mulighed for kompetenceudvikling.
Hvis vi skal fastholde de unge lærere, skal vi lytte til deres krav:

Gymnasielærere om fremtiden

For en lille måneds tid siden skrev Politiken, at topøkonomerne tog fejl. Tidligere gik embedsmændene bag New Public Management i Danmark ud og sagde undskyld, vi tog fejl. Måske er det ved at være tid til at rette op på disse fejl. Jeg håber virkelig, at der i den nye regering er vilje og power til at tage opgøret.

Samtidig tror jeg, at vi i sektoren er nødt til at finde andre måder at fortælle omverdenen, hvad det er, vi gør i gymnasieuddannelserne, og hvorfor det er vigtigt – ikke bare for den enkelte elev, men for fremtidens videnssamfund.

Der har aldrig før været så mange folketingsmedlemmer med en videregående uddannelse, der bygger oven på en gymnasieuddannelse. Det afspejler ikke hele befolkningen, men jeg tror, det afspejler fremtidens befolkning. Og i hvert fald er det et tydeligt billede på, at det er vigtigt og nødvendigt for at agere i samfundet – for at kunne tjene samfundet, at man har en god uddannelse.

---

Jeg kan på sin vis godt forstå, at det fra arbejdsgiverside kan virke besnærende at fjerne lærernes medindflydelse og aftaleret. Men er det reelt det, arbejdsgiverne har brug for? Løser det arbejdsgivernes problemer? Er det de gentagne generalstrejker i Frankrig eller Grækenland, der er målet? Eller er det den danske model, der skaber roen på arbejdsmarkedet – hvor tingene bare fungerer, når de er aftalt. Når alle tager ansvar. Ensidige ledelsesudmeldinger er som at tisse i bukserne. Det virker så indlysende og nemt i nuet bare at kunne melde ud, men alle ved, at det er den lærer, der føler sig anerkendt og er glad for at gå på arbejde, der leverer den bedste undervisning. Og manglende respekt giver ikke det nødvendige overskud, men fjerner engagementet.

Den nu forgangne Personalestyrelse har gjort meget for at få rektorerne til at presse lærerne.
Historisk set skal vi huske på, at det hele begyndte med Bertel Haarder & Companys mistænkeliggørelse af lærernes arbejdsindsats. Det er over 20 år siden, at Bertel lancerede sit moderniseringsprogram 'Perestrojka i det danske uddannelsessystem'. Arbejdsgiverne fik deres højeste ønske opfyldt. Nemlig en mulighed for at opgøre lærernes arbejdstid ned i den mindste detalje.
Og så gik det galt. Så blev tid en knap ressource. Arbejdsgiverne havde ikke haft øje for al den con amore-tid, som lærerne lagde for skolen. Lærerne løste opgaverne, fordi der var tillid til dem.

Når man behandler lærerne som traditionelle lønmodtagere, bliver de naturligvis også bevidste om, at de arbejder mere end de får løn for. Ingen er blevet lykkeligere. Arbejdsgiverne hiver sig i håret, lærerne bliver frustrerede. En rigtig 'lose lose'-situation. Hvorfor bliver vi så ikke bare enige om at ændre den? Fordi vi har mistet tilliden til, at arbejdsgiverne vil os noget godt. Den mistillid, vi har mødt i over 20 år,  den kaster man ikke bare over skulderen. At opbygge tillid er noget af det vanskeligste – og det vil tage tid.

Men vi har et fantastisk dygtigt TR-korps i GL. Hver eneste tillidsrepræsentant har knoklet med lokale aftaler. Og perfide tiltag fra arbejdsgiverside er taget under kærlig behandling. Tillidsrepræsentanterne har arbejdet hårdt for at sikre helhedsaftaler på den enkelte skole. Lærere vil nemlig ikke tælle. Men de vil have nogle ordentlige rammer. Alle andre medarbejdere har en ramme på 37 timer ugentligt. Grænseløst lærerarbejde skal også have en ramme – den er fastsat i den tid, lærerne har til at forberede sig, og hvor mange opgaver læreren skal løse.
I bund og grund er vi professionelle gymnasielærere. Sådan vil vi arbejde, og sådan vil vi behandles!

Gymnasielærere om ledelse

Efter min bedste overbevisning har Rektorforeningen ikke altid forstået, hvilke ærinder den bliver sendt i byen med.
Kontrolkulturen er centralt styret. Selveje er kun noget, man leger.
Når man centralt fra siger ledelsesrum, mener man bare besparelsesrum. Jeg tror, at når mange rektorer forsøger at være lokale lakajer, så gør de det for at drille TR. Men – men – men. Det, der i realiteten sker, er, at lærerne igen føler sig angrebet. Personligt har jeg det sådan, at hvis jeg bliver angrebet på noget, der ikke er rimeligt, så bliver jeg træt. Mister motivationen. Engagementet. Og der går faktisk en rum tid, før man er oppe i fulde omdrejninger igen. Og det, man skal huske, er, at hver gang det sker, så går det ud over elevers undervisning. Uengageret undervisning. Findes der noget værre? Vi ved jo, hvor afgørende læreren er for elevernes udbytte. For deres karakterer. Og for elevernes engagement og lyst til at lære.

Faktisk minder situationen mig mere og mere om 80'erne og den kolde krig. Nok er det ikke et våbenkapløb, men alligevel et kapløb, hvor der oprustes på hver side af jerntæppet. Måske skulle vi arbejde for murens fald?
I stedet for at mytologisere lærernes arbejdstid, burde vi diskutere, hvad der reelt skiller os ad og sammen finde gode og brugbare løsninger.
Det er helt afgørende, at vi finder en vej fra mange ledelsers tælleri til tillid. Jeg tror ikke, der findes en trylleformular. Jeg tror, det er rigtigt hårdt arbejde. Og vi er mange, der skal være enige om målet. Lærere. Ledere. Moderniseringsstyrelse. Undervisningsministeriet. Folketingets politikere. Og også os i GL.

Man skal jo altid finde en anledning, når man skal gøre noget nyt – noget andet. Jeg vil gerne arbejde for, at regeringsskiftet bliver anledningen til en ny tillidsdagsorden. Der er i regeringsgrundlaget skiftet retorik. Helt befriende står der, at det er lærerne, der har ansvaret for undervisningen. Det har jo nærmest været glemt i de senere års ensidige ledelsesfokusering. Lad os sammen sætte mål for fremtidens gymnasieuddannelser og for hvordan vi sikrer gode rammer, som i dagligdagen gør det til attraktivt at være gymnasielærer.

Jeg tror, vi skal have en målsætning om, at elever, lærere og ledere skal gå glade i skole hver dag. Det forudsætter, at vi overgår til dialogledelse. Og at vi har respekt for at lærerne leder undervisningen, og lederne leder skolerne.
Dermed mener jeg, at vi skal væk fra Lectio-ledelse. Vi har mange steder fået en tælle-ledelse og ikke en pædagogisk ledelse. Da jeg i begyndelsen hørte på lærernes forkvabbelser over Lectio, troede jeg, at det var manglende vilje til eller viden om it-systemer. Men jeg blev klogere. Det handler om ledelser, der leder gennem Lectio.

Lærerne er trætte af Lectio-ledelse. Der er brug for at pudse brillerne. Bindingerne ligger i bekendtgørelsen – ikke i overenskomsten.
Som Helle Hein udtrykker det: Ledelsens opgave er at minimere prisen for det grænseløse vidensarbejde ved at sørge for ordentlige rammer. Frigøre tid til kerneopgaven. Men det betyder ikke, at man kan fjerne alt det belastende, for så fjerner man også det sjove.

Et nyt speciale fra Statskundskab på Århus Universitet konkluderer, at jo mere gymnasielærere opfatter rektors ledelsestilgang som en understøttende hjælp, jo mere motiverede er de i deres arbejde. Jo mere de opfatter rektors ledelse som en kontrol og negativ styring, jo lavere arbejdsmotivation har lærerne.

De nye planlægningsbestemmelser på stx/hf, som blev aftalt ved OK11, tror jeg, er et skridt i den rigtige retning. De ansvarliggør ledelsen i forhold til den enkelte medarbejder. Det er mit dybeste, dybeste håb, at ledelserne griber den håndsrækning, som aftalen er et udtryk for og begynder at tage ledelsesopgaven seriøst. At Lectio-ledelse og Lectio-tyrani bliver en saga blot. At ledelsen begynder at se den enkelte lærer som en unik ressource. Hvis man vander, gøder og har en fin dialog om den samlede arbejdsopgave, så er jeg sikker på, at lærerne vil blomstre. Den opfattelse bekræfter tre lærere mig i her:

Gymnasielærere om planlægning

De nye bestemmelser giver også alle jer, tillidsrepræsentanter, en ny rolle. En mere overordnet rolle. Og jeg er overbevist om, at den nye rolle vil tydeliggøre, at TR er en facilitator på skolen for det gode samarbejde – og at det er TR – med GL i ryggen – der sikrer det attraktive arbejdsliv som gymnasielærer! Ud over de traditionelle opgaver vil I i højere og højere grad blive ledelsens sparringspartner. Dermed får I mulighed for at have mindre fokus på detaljen og mere fokus på overordnede mål.
Der skal nemlig værnes om alle de dygtige ildsjæle og det vanvittigt store engagement, der er blandt gymnasielærerne. Og det skal bruges rigtigt. Og det skal anerkendes:

Gymnasielærere om anerkendelse

---

 

Det er lærernes ansvar at undervisningen er god, inddragende og inspirerende. Lærerne ved, hvad der skaber den gode undervisning, og det er udviklingen af undervisningen, der fortsat kan højne gymnasieuddannelserne.

Når lærerne diskuterer kvalitet og kvalitetsniveau, er det et udtryk for engagement. Det er ansvarsfølelse for, at uddannelserne hele tiden skal udvikles, tilpasses elevbehov og fremtidens samfundsbehov. Men det kan man ikke altid genkende, når debatten kommer i medierne. Når lærere udtrykker bekymring for kvalitetsniveauet, mener de noget andet end det, der bliver udlagt i pressen.
Lærerne vil levere undervisning til karakteren 12. Hvis de føler sig presset til at komme ind i normalområdet omkring et syvtal, råber de vagt i gevær, for de ved, hvor stor betydning det har for den enkelte elev og for samfundet i særdeleshed, at de leverer det ypperste produkt. Men når sektorens indre dialog og bekymring bliver omtalt i pressen, får man indtryk af, at kvaliteten har taget en rutsjetur af dimensioner.

Men det er en forkert udlægning. Gymnasieuddannelserne løser opgaverne. Der bliver sprogtestet, der bliver gennemført lektiecaféer og skrivefængsler – og der bliver i den anden ende af skalaen gennemført talentpleje. Der bliver faktisk gjort en meget stor indsats for at gøre alle studenter så dygtige som muligt.

Den nye undervisningsminister har sagt, at hun gerne vil i dialog med lærerne om fortsat at udvikle gymnasieuddannelserne. Kigge reformen efter i sømmene og lave udviklingsprojekter i samarbejde med lærerne. Det byder vi i GL velkommen. Reformen har mange stærke sider, men også hjørner, som der skal slibes på. Vi mangler for alvor at høste gevinsten af studieretningsgymnasiet. Derfor er vi glade for, at Antorini lægger op til et samarbejde med lærerne om fremtidens gymnasieuddannelser. Her er et par læreres bud på fremtiden:

Video om vision

Gymnasielærerne er fagligt og pædagogisk dygtige. De er eksperter i at skabe dygtige studenter. Med lærernes fortsatte indsats kan uddannelserne hele tiden blive bedre.

Heldigvis synes langt hovedparten af lærerne, at det er attraktivt at være gymnasielærer. Men lærernes status og prestige skal endnu mere i fokus. Og så skal de have løn som fortjent!

Husk – fremtiden begynder i dag. Men man kan ikke forudsige fremtiden med mindre man har styrke og kræfter til at blande sig i den, har visioner for fremtiden – og medvirker til at skabe den.

Også i fremtiden står vi for kvalitet – med dygtige studenter til et globalt samfund.
Også i fremtiden vil vi sammen modstå de ydre pres på vores uddannelser.
Også i fremtiden skal det være attraktivt at være gymnasielærer!

Jeg ønsker hermed alle et godt repræsentantskabsmøde.


 

 

Video-interviews med gymnasielærere

Klassekvotienter (tilbage)
Kontrol (tilbage)
Fremtid (tilbage)
Ledelse (tilbage)
Planlægning (tilbage)
Anerkendelse (tilbage)
Vision (tilbage)
Videohilsen fra Christine Antorini (tilbage)
Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: Formandens beretning; Pressemeddelelse