Formandens beretning 2017

Jeg er stolt af at være gymnasielærer.

I salen er der 275 tillidsrepræsentanter, som er stolte af at være gymnasielærere.

Og rundt om på landets gymnasiale uddannelser er der 15.000 stolte gymnasielærere.

Vi er stolte af at sikre næste generation uddannelse. Vi er stolte af både at gøre eleverne fagligt dygtige og give dem almendannelse. Vi er stolte af at være med til at integrere unge fra andre kulturer, og vi glæder os over både at give en særlig hjælpende hånd til sårbare unge og til unge, som har behov for ekstra faglige udfordringer.

Det har gennem alle tider været ønsket, at næste generation er bedre uddannet end den forrige. Den sociale mobilitet er vi stolt af i Danmark. Det er en vigtig fortælling, som har stor betydning for det samfund, vi har i dag. Og vi skaber fortsat mønsterbrydere. Faktisk er det stadig 42 procent af studenterne, hvor forældrene ikke har en studentereksamen.

DSC_9572.JPG 

Besparelser slukker drømme

MEN vilkårene for at skabe succeshistorier er blevet langt sværere. Blandt andet presses vi på tiden til den velforberedte undervisning. Der er i 2016 og 2017 sparet voldsomt på de gymnasiale uddannelser. Af finanslovsforslaget for 2018 kan vi se, at det er regeringens intention, at besparelserne vil fortsætte. Det svarer til 4 millioner færre lærertimer – vel at mærke set i forhold til et uændret elevantal.

Konsekvenserne er fatale. Fagligheden vil falde, og færre vil gennemføre deres uddannelse. En udvikling, det er svært at være stolt af.

Det er et stort ansvar at give fremtidens politikere, erhvervsledere, forskere, sygeplejersker, pædagoger, embedsmænd og robotprogrammører en god ungdomsuddannelse. At give dem et højt fagligt niveau, så de er reflekterede, analytiske, dannede og har et fagligt niveau, som er nødvendigt i fremtidens uddannelser og på arbejdsmarkedet. Og her er ingen genveje. Det lange seje træk kræver dygtige lærere og velforberedt undervisning, tilpasset elevernes forudsætninger og den studieretning, eleverne går på.

Når man fra politisk hold ønsker færre i gymnasiet, og ungdomsårgangene falder, er det en farlig vej samtidigt at gøre den enkelte students uddannelse ringere. For det er det, man gør med de store besparelser. Og så kommer vi for alvor til at mangle dygtige unge i fremtiden.

Vi skal i stedet sørge for, at dygtige unge bringer samfundet videre. Erhvervslivet har brug for knivskarpe og livsduelige unge.

Jeg læste for nylig, at Mattias Tesfaye havde udtalt, at det efter hans mening ikke gør noget, at man ved lidt om Romerriget eller det periodiske system, når man starter på teknisk skole. Helt enig – og med Tesfayes egne ord "man bliver jo ikke dummere af at gå på gymnasiet."

Faktisk er det ikke svært at forestille sig, at fremtidens elektriker eller vvs'er har brug for kunne mere matematik, fysik eller engelsk. Man kan spørge sig selv, om maleren i fremtiden skal svinge penslen eller programmere malerrobotten?

Jeg tror, at det er væsentligt at holde sig for øje, at arbejdsmarkedet er under forandring. I en digitaliseret fremtid er der behov for, at alle medarbejdere uafladeligt efteruddannes og opkvalificeres. Der bliver behov for sporskifte, og det er nu engang lettere at omskole sig, hvis man allerede har den ballast, som en god gymnasial uddannelse giver.

Det er blevet et mantra at promovere erhvervsuddannelserne på bekostning af gymnasieuddannelserne. Det giver ikke mening. Der er både brug for dygtige håndværkere og dygtige studenter.

Det er til gengæld et stort samfundsproblem, at der fortsat er 20 procent, der ikke får en ungdomsuddannelse. Nu må vi se, hvordan den nye Forberedende GrundUddannelse kan hjælpe disse unge. Det er afgørende, at FGU'en hjælper de unge. Jeg er bare bekymret for, at den nye uddannelse i stedet kommer til at spænde ben for de unge, som har brug for eller lyst til at tage en AVU eller en HF. Vi risikerer med den aftale, der er indgået, at små VUC må lukke. Og dermed forringes uddannelsestilbuddet for de mange unge, der bor uden for de store byer.

Vi ved, at der om ti år vil mangle arbejdskraft med en mellemlang eller en lang videregående uddannelse. Der vil især mangle medarbejdere til hele velfærdsområdet og allerede i dag ansætter man udenlandske læger, fordi der er mangel på læger. Det er hverken tåbeligt eller ekstravagant at få en studentereksamen. Det er sund fornuft. Vel at mærke, hvis det er det, den unge vil. Selvfølgelig efter at have modtaget faglig velkvalificeret vejledning.

Der er alt for mange, der har stået i kø for at nedgøre gymnasiet. Opbygningen af retoriske fjendebilleder må stoppe. Jeg skal bare give et par argumenter for det:

  • Gymnasierne har en høj gennemførelsesprocent
  • Danske ungdomsuddannelser er set i internationalt perspektiv ikke dyre
  • 70 pct. af eleverne med karakterer under 4 får en videregående uddannelse
  • Selv studenter, der ikke tager en videregående uddannelse, har høj beskæftigelse og livs­indkomst
  • Frem mod år 2030 vil der være mangel på uddannet arbejdskraft, der kræver en gymnasial uddannelse.

Gymnasiets eneste 'ugerning' er at have gjort det godt – at have skabt en succes, som de unge og deres forældre er glade for, og som former livsduelige unge.

Vi skal have stoppet heksejagten på gymnasieuddannelserne, så legitimiteten for at skære i uddannelserne forsvinder. En undersøgelse i Gymnasieskolen viser, at 81 procent af lærerne finder, at kvaliteten falder; og 45 procent mener, at deres egen undervisning er blevet ringere end for to år siden. Og en undersøgelse fra elevorganisationerne viser, at det især er elever med uddannelsesfremmed baggrund, som mærker, at lærerne har fået mindre tid til at hjælpe den enkelte.

Derfor må besparelser på uddannelser stoppe nu. Besparelser slukker drømme. Og det har hverken den unge eller samfundet råd til.

Jeg vil gerne i denne sammenhæng takke eleverne og de studerende for deres utrættelige kamp mod nedskæringerne. Uddannelsesalliancen er elevernes indsats, og det er en helt nødvendig kamp. Det er vigtigt fortsat at vise, at det er et vildspor at hente kortsigtede økonomiske besparelser på uddannelse. De langsigtede konsekvenser er uoverstigelige og ødelæggende.

Lærernes engagement er ubetalelig

Og så vil jeg igen i år minde politikerne om, at de har en værdi, som er ubetalelig; nemlig lærernes engagement. Gentagne undersøgelser viser, at danske gymnasielærere er de mest engagerede medarbejdere. De sætter en ære i at gøre eleverne dygtige. Men lærernes engagement skal plejes. Jeg er bekymret for, at gnisten brænder ud

Jeg har bemærket mig, at mange gymnasielærere har skiftet diskurs, når de omtaler deres arbejdsplads. Det, de tidligere kaldte "min skole", omtaler de nu som "den skole, jeg er ansat på". Man kan hævde, at lærerne ikke skal eje deres skole, men jeg tror, at det er et alvorligt faresignal, hvis lærerne stopper med at tage ejerskab til skolen og dens udvikling.

For lærerne vil gerne udvikle deres skole og kvaliteten i undervisningen. Men det er svært at blive rigtig engageret i implementeringen af den nye reform, der har som mål at hæve kvaliteten, når reformen fra starten er underfinansieret.

Sprogfagene er udfordret i reformen

Et af målene med reformen var at kvalificere valget af studieretninger, så eleverne tog et mere fagligt valg. Man ville blandt andet løse det stigende problem, at for få elever vælger en sproglig studieretning. En foreløbig opgørelse fra Danske Gymnasier viser, at der er sket et væsentligt fald i antal sproglige studieretninger på det almengymnasiale område. I 2012 var 20 procent af studieretningerne sproglige. I år er det 11 procent, hvilket er 4 procentpoint mindre end sidste år. Vi kender endnu ikke tallene fra det erhvervsgymnasiale område, men det ville overraske mig, hvis der skulle være kommet flere sproglige studieretninger. Det er altså en fortsat udfordring at få de unge til at interessere sig for sprog. Det har reformen ikke løst.

I det hele taget kan man sætte spørgsmålstegn ved, om eleverne opnår et mere fagligt reflekteret valg af studieretning. Jeg har hørt en række eksempler på elever, der primært træffer socialt betingede valg for at komme i klasse med de venner, de har fået i løbet af grundforløbet. En ting er sikkert; grundforløbet har sat mange af vores kolleger under et stort arbejdspres. Der er eksempler på kolleger, der har det meste af et års arbejde samlet i efteråret. Det kan ingen holde til.

Men nu går vi i gang med en grundig evaluering, så vi kan komme med vores bud på, hvad der er af behov for justeringer.

Nødvendigt med nye regler for elevfordeling

En anden udfordring er fordelingen af eleverne og kapacitetsfastlæggelsen. Jo mere økonomien strammer, desto mere konkurrence bliver der om eleverne. Populære skoler kører med ventelister, og forsvinder en elev, kan en ny begynde dagen efter. Skolen, som eleven eller eleverne hentes fra, får til gengæld økonomiske problemer, for de kan ikke fylde de tomme stole ud. Og det udfordrer muligheden for, at alle unge uanset baggrund skal have adgang til et relevant og attraktivt uddannelsestilbud i nærheden af, hvor de bor.

Vi frygter, at små skoler i udkantsområder vil lukke inden for få år, hvis der ikke gøres noget. Det virker som en selvmodsigelse, når regeringen arbejder med udflytning af arbejdspladser med den ene hånd, og så risikerer at lukke skoler med den anden.

Der er desværre en stigende tendens til, at unge med anden kulturel baggrund søger de samme skoler, mens etnisk danske elever søger væk. Disse skoler oplever et stort frafald. Den vigende søgning og det store fravalg giver skolerne en dårlig økonomi. Og samtidig må de bruge mange ressourcer på fastholdelsesinitiativer. Kombineret med nedskæringer bliver det næsten umuligt at drive skole.

I GL finder vi, at en central instans skal fastsætte kapaciteten for alle ungdomsuddannelserne, kombineret med regionale regler for elevfordelingen.

Og så skal der indføres en ny finansieringsmodel, så en del af tilskuddet gives som et klassegrundtilskud. Det vil reducere betydningen af den enkelte elev, samtidig med at det er mere omkostningsdækkende, da en stor del af skolens omkostninger er bundet op på den enkelte klasse. Der er brug for handling nu. Det er et uddannelsespolitisk svigt, hvis ministeren og hendes udvalg ikke meget snart får fundet en brugbar løsning.

Selvejet er ikke groet i vores baghave. Men så længe der ikke er nogen, der præsenterer et attraktivt alternativ, må vi arbejde på at få rammet selvejet ind, så det ikke løber løbsk. Vi har i år set et eklatant eksempel på, at selvejet kom på afveje. Hvor ressourcerne ikke blev anvendt til at skabe god undervisning, men til uacceptable goder til en ledelse, der ikke var opgaven voksen. Vi har også set luksusbyggerier, som ikke hører skoleverdenen til. Det er de få, som ødelægger det for de mange skoler, hvor ledelsen opfører sig anstændigt og kæmper for at drive gode skoler. Hvor pengene bruges til undervisning, og der ikke puges unødigt sammen. Det politiske argument for at skære i gymnasierne var en henvisning til store overskud – men det var overskud genereret på få institutioner, og resultatet er, at alle straffes. Derfor skal vi nu have rammet selvejet ind, og vi skal have en kapacitetsstyring og en elevfordeling, der kommer alle unge til gode.


 

Ytringer skal mødes med ytringer

En af mine kæpheste er ytringsfrihed. Jeg har nævnt den hvert år, men der er fortsat problemer med at respektere, at også gymnasielærere har ytringsfrihed. Det er ikke, fordi vi har mange sager om ytringsfrihed, men det er den snigende tavshedskultur, som betyder, at lærere brænder inde med vigtige budskaber. Faktisk er tavshedskulturen en barriere for den vigtige loyalitetsforpligtelse over for samfundet. Der er brug for, at offentligt ansatte deltager i debatten. Som ombudsmanden så fint har udtrykt det: Systemet er baseret på, at ytringer skal mødes med ytringer – ikke med afskedigelser.

Det er fortsat ikke lykkedes at få ansatte på erhvervsgymnasier og private skoler underlagt de samme regler om ytringsfrihed, som gælder for andre offentligt ansatte. Men det glæder mig, at vi sammen med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier i sommer kunne udsende et fælles brev om fælles udfordringer og fælles løsninger. Heri anbefaler lederforeningen og vi, at erhvervsgymnasier følger de samme regler, som gælder for de almene gymnasier. Det er en værdi for skolen, at lærerne ytrer sig.

Respekt om den danske model

Og så til den aktuelle udfordring, vi står overfor: De kommende overenskomstforhandlinger.

De senere år har ikke bare GL, men en lang række organisationer oplevet, at det har været svært at samarbejde med Moderniseringsstyrelsen. Det seneste tiltag fra Moderniseringsstyrelsen er et brev til CFU og Akademikerne. Brevet åbner for, at den betalte frokostpause kan fjernes uden forhandling og uden lønkompensation. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og det har ført til, at ikke mindre end 92 organisationer nu står sammen om at markere, at nok-er-nok. Organisationerne oplever, at deres medlemmer er blevet så pressede, at grænsen er nået.

Retten til betalt frokostpause, hvor man står til rådighed for arbejdsgiveren, er en kollektiv rettighed, som kun kan ændres i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Man kan ikke bare sætte den ugentlige arbejdstid op med 2,5 time uden lønkompensation. Det svarer til en nedgang i den effektive timeløn med over 7 procent.

Allerede inden angrebet på frokosten havde CFU og forhandlingsfællesskabet sendt et brev til de offentlige arbejdsgivere. Her krævede man, at der skal være fair, frie og reelle forhandlinger om undervisernes forhold. Det drejer sig om de undervisergrupper, som ikke har en aftale om arbejdstid, efter de i 2013 blev lockoutet og skulle arbejde efter lov 409. Det skal der gøres noget ved nu.

Selv om jeg har været med i mange år, har jeg ikke tidligere oplevet så tæt et sammenhold og så stor solidaritet på lønmodtagerside. Det er et fælles krav, at der skal være respekt om den danske model.

Der er også enighed om, at det skal være slut med at snige forringelser af medarbejdernes vilkår ind ad bagdøren. Man kan ikke blive ved med at lægge pres på de offentligt ansatte, der i forvejen løber alt for hurtigt.

Jeg glæder mig til om lidt at høre de to topforhandlere drøfte deres visioner både for den offentlige sektor og for de kommende overenskomstforhandlinger. Der er behov for dialog, hvis forhandlingerne ikke skal lande i en konflikt på det offentlige område.
Vi har brug for respekt om den danske model.

GL's krav sætter fokus på arbejdsmiljøet

Kigger vi på vores egne krav, har vi primært sat fokus på arbejdsmiljøet; om end det ikke betyder en nedprioritering af lønkravene.

En gymnasielæreridentitet har ikke en start og en slutning, og det skaber en konflikt mellem arbejdslivet og privatlivet. Afdækning af professionel kapital på en lang række skoler viser, at det er et problem for sektoren. Det blev i øvrigt bekræftet af den seneste undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Det er både et strukturelt problem og et planlægningsproblem, at gymnasielærere udsættes for en meget skæv arbejdsbelastning. Som en ung lærer sagde til mig på et medlemsmøde: "Annette, jeg kan ikke i november meddele i vuggestuen, at jeg henter mit barn i maj." Vi har netop gennemført en medlemsundersøgelse. Den viser, at 75 procent oplever en høj eller meget høj grad af skæv arbejdsbelastning. 68 procent oplever det som et problem. De siger, at det ikke bare går ud over arbejdsmiljøet, hvilket ellers er slemt nok, men også at det går ud over kvaliteten af undervisningen. Derfor stiller vi ved OK18 krav om, at gymnasielærere skal sikres en mere jævn arbejdsfordeling hen over året.

Endvidere stiller vi krav om, at der skal være åbenhed i planlægningen af lærernes arbejde. Det har man på knap halvdelen af landets gymnasiale uddannelsesinstitutioner, og det letter lærernes arbejde. Derfor skal vi have åbenhed på alle skoler, så den enkelte lærer ved, hvad der forventes. Fordi der er så stor forskel på antal arbejdsopgaver hen over året, og arbejdstiden kun opgøres én gang om året, er der brug for, at læreren ved, hvad der kan bruges på den enkelte opgave. Det kan man kun opnå ved en dialog om, hvor mange timer der kan bruges på de tildelte opgaver.

Det er ikke kun GL's medlemmer, der oplever problemet med skæv arbejdsbelastning og manglende åbenhed i planlægningen. Det gør medlemmerne i de andre akademikerorganisationer med undervisere også. Derfor glæder det mig, at vi er blevet enige om at stille disse to krav sammen. Det forstærker vores forhandlingssituation. Og det er vigtigt, for vi ved fra medlemsmøder og medlemsundersøgelser, at det er nogle af de mest presserende problemer i forhold til lærernes arbejdsmiljø. Endvidere stiller GL krav om at få løst nogle af de problemer, vi har i forhold til lærernes merarbejde. En undersøgelse, som vi netop har gennemført viser, at halvdelen af lærerne har registreret mere arbejde end et fuldtidsjob. Undersøgelsen viser også, at halvdelen af disse lærere ikke får deres merarbejde honoreret. Når vi spørger tillidsrepræsentanterne, fremgår det, at kun 7 procent får en saglig begrundelse for den manglende honorering af merarbejdet. Det er bare ikke i orden. Lærere skal have løn for det arbejde, de udfører – men selvfølgelig skal de heller ikke arbejde mere, end de får løn for.

Tak

Til sidst vil jeg sige tak til jer tillidsrepræsentanter for jeres store indsats. I gør en enorm forskel. I er kernen i GL's arbejde, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at presset på jer ville lette det kommende år, men det er nok utopi.

Jeg vil også kvittere for samarbejdet med jer på de forreste rækker. Tak for interessante drøftelser og godt samarbejde. Tak til jer ordførere, som altid er parate til en drøftelse af sektorens udfordringer; jeg har sat stor pris på vores dialog om reformen og om besparelserne.

Som jeg tidligere var inde på, har vi sammen med erhvervsskolelederne skrevet et fælles brev. Den tillid og samarbejdsvilje, det brev giver udtryk for, vil jeg gerne kvittere for. Tilsvarende vil jeg gerne takke VUC-lederne for et tæt og godt samarbejde blandt andet i forbindelse med den forberedende grunduddannelse.

Til lederforeninger, elevorganisationer, underviserorganisationer og bestyrelsesforeninger vil jeg slå fast, at det aldrig har været vigtigere, at vi står sammen. Uddannelsessektoren er under et voldsomt pres. Vi må stå sammen for at sikre gode uddannelser i fremtiden. Der er brug for både bestyrelsernes, ledernes, lærernes og elevernes fælles indsats.

Og en særlig tak til eleverne. I knokler, og I er gode til at tydeliggøre, hvad politiske beslutninger har af konsekvenser. Som gymnasielærer bliver jeg også stolt af jer. I viser, hvilken betydning det har, at gymnasieuddannelserne giver unge redskaber til at skabe, reflektere og anvende viden. I viser, at gymnasieuddannelser giver mening.

--

Vi har i år valgt to slogans til at indramme dette repræsentantskabsmøde: "Besparelser slukker drømme" og "Solidaritet og sammenhold – respekt om den danske model". De illustrerer de problemer vi står midt i, og som vi i fællesskab skal have løst.

Husk, sammen står vi stærkt, når vi siger NEJ til besparelser og JA til gode gymnasieuddannelser. Og når vi i fællesskab kræver respekt om den danske model.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt repræsentantskabsmøde!

Emner: Organisation; Repræsentantskabet
Interessent: Tillidsrepræsentant
Artikeltype: Formandens beretning