Formandens mundtlige beretning 2016

​Aisha er en ud af mange elever, som har gjort indtryk på mig. Jeg var klasselærer for hende i 1.g. Hun var en forsigtig og usikker pige. Det blev hurtigt klart for os lærere, at hun var fagligt udfordret. Vi diskuterede på første lærermøde, om gymnasiet overhovedet var det rigtige for hende. Men det var tydeligt, at det betød meget for Aisha at tage en uddannelse. Hun var den første i sin familie, der kom i gymnasiet. Aisha arbejdede hårdt, og med en særlig indsats fra klassens lærere fik hun langsomt knækket den gymnasiale kode og fik en større tro på egne evner. Hun fik ikke et højt gennemsnit, men hun fik en uddannelse. Og hendes familie blev stolt. Jeg husker tydeligt den dag, Aisha fik sin studenterhue. Jeg var pavestolt, da Aisha kørte af sted i studentervognen med sine klassekammerater. Og jeg kneb nok også en lille tåre.

For det er øjeblikke som dette, der for alvor minder mig om, hvorfor jeg blev gymnasielærer. Det er elever som Aisha, der giver jobbet ekstra mening.

Og det er netop i mødet mellem læreren og eleven, at vi som lærere gør en forskel.
Vi er som lærere med til at åbne døre og skabe muligheder for vores elever.

---

For et par måneder siden spurgte Moderniseringsstyrelsen på en CFU-konference: "Hvordan skabes en kultur, hvor der er fokus på kerneopgaven?" Sådan en kultur har vi i gymnasieuddannelserne. Vi har fokus på vores elever – på hver enkelt af dem. I er velkomne til at besøge gymnasier for at se, hvordan der er fuldt fokus på kerneopgaven. I kan med egne øjne se, hvorfor det er værd at passe på de unges uddannelse.

fmdberetning.jpg 

Nedskæringer på 1,6 milliard kroner

Lige nu er uddannelse i den politiske debat devalueret til en udgift. Men uddannelse er en vigtig investering. Uddannelse skaber værdi både for den enkelte og for samfundet. Hvis ikke der investeres, koster det på samfundets bundlinje. Måske ikke tydeligt i morgen, men konsekvenserne på længere sigt vil være alvorlige. Regeringen har iværksat besparelser på 1,6 milliard kroner frem til 2020 på gymnasieområdet. Det vil belaste kvaliteten voldsomt.

I dette skoleår er der 1.000 færre lærere end i sidste skoleår. Det er trist at sige farvel til dygtige kolleger. Men det slider også på de lærere, som får et eller to hold ekstra. Ikke kun på grund af den ekstra arbejdsbelastning, men også fordi det bliver svært at levere god kvalitet, når man hver uge skal forholde sig til mellem 150 og 200 elever. Det er ikke muligt at få den tætte kontakt med eleverne. Det gælder både til den elev, der skal have en ekstra udfordring, og den elev, der er udfordret fagligt eller socialt. Vi får som lærere simpelthen ikke mulighed for at involvere os i eleverne – og måske taber vi elever som Aisha.

Dette års finanslov viser med al tydelighed, hvad man politisk prioriterer. De 250 mio. kr., man sparer på gymnasieuddannelserne, svarer præcis til det beløb, man bruger på billigere biler. Det viser, hvor paradoksale prioriteringerne er. Der vil fortsat være uddannelsesinstitutioner, men det er kvaliteten af uddannelserne, det går ud over. Og det er desværre eleverne, der betaler den højeste pris.

Politikerne har også en målsætning om at flytte unge fra gymnasieuddannelserne til erhvervsuddannelserne. Vi siger ikke, at alle skal i gymnasiet. Vi siger, at de unge skal have den uddannelse, som er rigtig for dem. En økonomisk knibetangsmanøvre flytter ikke elever. Den vil alene gøre uddannelsen dårligere for de elever, der skal have en studentereksamen. Når man både vil have færre studenter og betale mindre pr. elev, får skolerne ringere mulighed for at levere god undervisning.

Der er en tendens til at tale produktionssamfundet op og vidensamfundet ned. Men det er en kunstig modsætning. Der er brug for både dygtige faglærte, dygtige professionsuddannede og dygtige akademikere.

Ambitionen må være, at alle unge får en adgangsbillet til uddannelse og til arbejdsmarkedet. Det signalerede en samlet uddannelsessektor i oktober, hvor 43.000 elever og lærere deltog i Uddannelsesalliancens demonstration. Et af budskaberne fra demonstrationen til politikerne var: Tænk jer rigtig godt om. Det er et vildspor at hente kortsigtede økonomiske besparelser på uddannelse. De langsigtede konsekvenser er uoverstigelige og ødelæggende. 

---

Jeg hørte fornyelig et oplæg af Digitaliseringsstyrelsens direktør. Han var klar i mælet. Han mente, at digitalisering skal bruges til at effektivisere alle dele af den offentlige sektor. Men vil en digitalisering af store dele af undervisningen gøre eleverne dygtige nok? Det korte svar er nej!

OECD offentliggjorde sidste efterår en undersøgelse, der viste, at de skoler, der bruger computere mest i undervisningen, scorer lavere eller mere moderat i Pisa. Rapporten understreger, at lærere alene skal bruge it, når det kan understøtte indlæringen. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal bruge it i undervisningen – for det skal vi. Digital dannelse og digitale kompetencer er vigtige. En EVA-rapport – også fra sidste år – viste, at 96 pct. af lærerne bruger it, når de forbereder undervisningen. Ni ud af ti lærere bruger digitalt undervisningsmateriale. Flertallet af lærere vil gerne bruge mere it. Men der er ikke en lineær sammenhæng mellem mere it og mere kvalitet i undervisningen. It skal bruges, når det er relevant - og ikke som en undskyldning for at skære ned. Det er vigtigt, at ledelse og lærere sammen udvikler en it-strategi for skolen. Som jeg indledningsvis tydeliggjorde: Det er i mødet mellem læreren og eleven, at eleverne bliver dygtigere. Men det betyder ikke, at vi ikke kan få større udbytte af digitalisering, og GL deltager gerne i arbejdet for at finde gode løsninger. Det vigtigste er at se it som et redskab.

En udfordret reform

Vi skaber heller ikke god uddannelse gennem reformer. God uddannelse skabes af engagerede og velforberedte lærere, som leverer god undervisning. Det er det, der flytter. Vi skal passe på lærernes engagement – for det er for alle skoler den helt centrale ressource.

Men det er i lyset af nedskæringer og færre lærere, at vi til sommer skal implementere en ny reform. Og det går stærkt med at lave loven, læreplaner og bekendtgørelser. Jeg ved, at der knokles på højtryk i ministeriet for at udmønte reformen. Og dyb respekt for det store arbejde, der løftes.

Problemet er bare, at processen skal gå så hurtigt. Det gør mulighederne for reel indflydelse svær. Jeg vil dog gerne kvittere for, at lærerne inddrages i arbejdet med læreplanerne. Det er der stor tilfredshed med i sektoren. Lidt større kritik har vi hørt om SIP-kurserne, men det har vi en konstruktiv dialog med ministeriet om.

Det er godt at have politiske ambitioner, og hatten af for ministerens store arbejde for at få samlet en bred forligskreds. Men det gik stærkt ved 2005-reformen, og dér var der to år til udviklingsarbejdet. Denne gang er der kun ét år fra den politiske aftale, til eleverne skal undervises efter den nye lovgivning. Og den kommer først endelig på plads i det nye år. Processen skal altså køre i dobbelt tempo, samtidig med at den enkelte lærer har fået endnu mere at se til på grund af nedskæringerne. Det frygter jeg, bliver en meget svær start for reformen. Det opskruede tempo levner ikke plads til, at lærerne kan nå at få medejerskab.

Jeg vil benytte lejligheden til at advare om, at man ikke på den enkelte skole overimplementerer. Erfaringerne fra 2005-reformen viste, at ambitionsniveauet mange steder var for højt. Det er bedre med fokuserede indsatsområder, så skolen – og ikke mindst lærerne – kan se sig selv i indsatsen.

Jeg håber, at det vil gå godt. Der er mange gode intentioner i reformen, selv om der også er elementer, vi er mindre begejstrede for. Fx ønskede GL, at AT som ramme om det flerfaglige arbejde blev afskaffet. Det har vi fået – tak for det. Nu er den store udfordring, hvordan skolerne vil få sat nogle nye rammer for det flerfaglige arbejde. Det håber jeg, vi vil se gode bud på.

En af intentionerne med reformen er at styrke elevernes sproglige kompetencer. Man har derfor valgt at styrke tysk og fransk – men det er rigtig træls, at det sker på bekostning af begyndersprogene.

Sprogundervisningen er alvorligt udfordret. Andelen af studenter med tre fremmedsprog er faldet markant - fra 33 procent i 2007 til kun 4 procent i 2015. Derfor nedsatte GL en Sprogtænketank, som for en måned siden barslede med ti anbefalinger til at styrke sprogundervisningen. Sektoren må sammen med politikerne tage ansvar for at fremme de unges sprogkompetencer. En af anbefalingerne er, at udviklingen i begyndersprogene følges intensivt, så forligskredsen hurtigt kan skride ind og justere, hvis søgemønstret ikke udvikler sig som forventet. I GL vil vi også følge udviklingen tæt.

Det glæder mig, at rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, er formand for den arbejdsgruppe, ministeren har nedsat om udvikling af en national sprogstrategi. Hanne Leth har været med i GL's sprogtænketank og har deltaget aktivt og konstruktivt i udviklingen af anbefalingerne.

Der er ingen tvivl om, at forligskredsen havde en politisk ambition om at løfte kvaliteten og fagligheden i gymnasieuddannelserne. Blandt andet ønskede man en tættere kontakt mellem elever og lærere og en bedre feedbackkultur. Men hvordan havde politikerne forestillet sig det i en sektor med store nedskæringer og massefyringer?

Jeg tror ikke, jeg kan sige det tydeligere: Der kommer ingen kvalitetsløft med så massive nedskæringer. Vi hører allerede fra lærerne, at det kniber med at få enderne til at hænge sammen, og at kvaliteten falder.

Styr kapaciteten – ellers ender vi i Ragnarok

En anden udfordring, der presser sig på, er styringen af uddannelsestilbuddet. GL arbejder for, at der skal være gode uddannelsestilbud til alle unge, uanset hvor de bor.

Ministeren må påtage sig ansvaret for at styre kapaciteten. Ellers ender vi i et Ragnarok. Uddannelse er ikke en markedsplads, hvor de mest entreprenante skal have fri leg. Meget store skoler er begyndt at se dagens lys. De har visioner om at bruge millioner af skattekroner til at bygge nye gymnasier. De vil bygge på bekostning af velfungerende skoler, som så må dreje nøglen om. Der er tale om institutionstænkning af værste skuffe. Det handler ikke om gode uddannelser eller om at være til gavn for eleverne. Der skal ikke bygges nye gymnasier, samtidig med at elevtallet er faldende, og samtidig med at der er politisk ønske om at flytte elever til erhvervsuddannelserne.

I stedet er der behov for at styrke profilerne. Den kamp, lederforeningerne har indledt mod hinanden, er ikke til gavn for eleverne. Uanset om det er erhvervsskolernes higen efter hf eller de almene gymnasiers jagt på htx.

Det, der er brug for, er en central, stram styring af kapaciteten. Og så skal fordelingsudvalgene lokalt fordele eleverne ud fra principper, der respekterer alle elever og udnytter skolernes kapacitet. En sådan styring håber jeg virkelig, at den nye minister vil påtage sig.

Ledelse og NPM er ikke svaret

Vi kan samtidig se, at der på flere campus- og kombiskoler opbygges et særskilt ledelseslag, hvor afstanden mellem administration, lærere og elever bliver for stor. Der sker en omfattende bureaukratisering. Faktisk har der aldrig været brugt så mange ressourcer på ledelse og administration i den offentlige sektor som i dag. Jeg anerkender, at der er mange dygtige ledere, der leverer en stor indsats, men nedskæringer må også afspejle sig i ressourcerne til ledelse og administration. Vi har brug for et gymnasium med mindre kontrol og et større professionelt råderum for lærerne. Fokus skal flyttes over på den daglige undervisning.

Der er brug for, at det også fremadrettet er interessant at arbejde i den offentlige sektor. De mange fagprofessionelle, der hver dag gør en forskel, skal anerkendes for indsatsen. Den diskurs, der i øjeblikket taler offentligt ansatte ned, er farlig for det samfund, vi vil have. Vi skal have ændret diskursen. For vi har nået grænsen for, hvordan man kan behandle offentligt ansatte.

Tidligere på måneden kom det frem, at Moderniseringsstyrelsen holder kurser for statens ledere i, hvordan man afskediger såkaldte 'low performers'. Fokus var ikke motivation og støtte – men afvikling.

Rektorer er begyndt at søge 'robuste' lærere, som kan 'tåle mosten'. Robustheden bliver endda fremstillet i modsætning til de "dedikerede lærere, som brænder ud og må give op overfor presset."

Igen og igen hører vi dygtige folk, der står frem og fortæller, at det var en dedikeret lærer, som inspirerede dem i deres skoletid. Jeg har aldrig mødt nogen, der sagde, at det var den robuste lærer, som var deres nestor eller inspirator.

Det, der er brug for, er et robust arbejdsmiljø, hvor lederne tager hånd om medarbejderne, motiverer og sætter mål. Fra projekt professionel kapital ved vi, at et godt arbejdsmiljø betaler sig. Vejen frem er ikke at søge medarbejdere, der kan 'klare mosten', men at skabe et ordentligt arbejdsmiljø.

Der er ved at brede sig en livsfarlig apati på lærerværelserne, som bygger på mistillid og magtesløshed. Hvis den offentlige sektor fortsat skal yde en høj kvalitet, kræver det en ny diskurs og en fornyet respekt for velfærdsarbejdet. Danmark har ikke råd til, at lærernes engagement forsvinder.

Ordentlige arbejdsforhold er nødvendige

Vi har heldigvis mange skoler med et godt arbejdsklima – med en høj professionel kapital - hvor der er fokus på eleverne. Men der er også skoler, hvor lærerne ikke trives. Vi har i sommer gennemført en medlemsundersøgelse. Den viste, at manglende gennemsigtighed i ledelsens planlægning er et af de store problemer. Denne uigennemsigtighed opleves som manglende tillid og retfærdighed. Derfor er det vigtigt at få genskabt gennemskuelighed på den enkelte skole. Der er intet, der forhindrer ledelsen i at gøre skolen transparent. Det koster ikke én krone ekstra.

Vi kan se, at mange lærere oplever skæv arbejdsbelastning som et stort problem. Det skal vi ved reformimplementeringen forsøge at løse på den enkelte skole. Samtidig skal vi adressere det ved OK18-forhandlingerne. Når nedskæringerne kommer oveni, kan det for mange lærere simpelthen ikke lade sig gøre at få enderne til at hænge sammen. Det går ikke bare ud over lærerne, men også over eleverne.

Faktisk oplever vi et stigende antal lærere, særligt yngre kvinder, som vælger at gå ned i tid. Men en del af dem arbejder fortsat mindst fuld tid.

Før OK13 var 10 pct. af kvinderne på 35 år på nedsat tid. I dag er hver tredje kvinde på 35 på deltid. Denne udvikling vil jeg på det kraftigste advare imod. Vi er nødt til at stå sammen om, at et gymnasielærerjob skal kunne klares som et fuldtidsjob.

Vi har alle her i salen et medansvar for, at vi får stoppet denne udvikling. Gymnasieuddannelserne har de mest ansvarsbevidste og engagerede medarbejdere, man kan få. Men med nedskæringerne og effektiviseringerne risikerer vi, at dedikerede lærere bukker under, og det er den højeste pris, både den enkelte gymnasielærer og skolen kan komme til at betale. Derfor skal vi sammen arbejde mod denne udvikling, så vi passer på sektoren.

Det er samtidig vigtigt, at lærerne har et attraktivt lønniveau. Ellers ender vi i en ond cirkel, hvor det ikke vil være muligt at tiltrække og fastholde de bedste lærere. Jeg har allerede hørt fra skoler, hvor lærerne føler sig presset til at takke nej til lokale løntillæg af hensyn til skolernes økonomi. Jeg kan godt forstå, at lærerne føler sig presset, hvis ledelsen siger, at man kan undgå en fyring, hvis lærerne går ned i løn. Men det er en utrolig farlig glidebane at bevæge sig ud på. Det vil gøre gymnasielærerjobbet til et lavtlønsjob uden anerkendelse og tiltrækningskraft. Det er afgørende, at I som tillidsrepræsentanter bliver ved med presse på for at forhandle varige løntillæg. Engangstillæg er som at tisse i bukserne. Især de unge har brug for tillæg, hvis de skal have et attraktivt lønniveau.

Og så skal der være plads til at sige sin mening.

Offentligt ansatte har ytringsfrihed

Tak til ombudsmanden for et stærkt signal: Offentligt ansatte har ytringsfrihed, punktum. Jeg er enig med ombudsmanden i, at de fleste problemer bedst løses internt. Men så skal ledelserne lytte til de signaler, de får fra medarbejderne. Ledelsen skal skabe en tryg kultur, hvor kritik anses for et gode, der er med til at skabe en endnu bedre skole. Desværre viser GL's medlemsundersøgelse, at kun halvdelen af lærerne vil ytre sig på skolen om kritisable forhold. Det er ikke en sund kultur. En stigende tavshedskultur er skadelig.

Justitsministeriet har netop opdateret sin vejledning om ytringsfrihed. Justitsministeren skriver i forordet, at "det er afgørende for et velfungerende demokrati, at offentligt ansatte deler deres viden i den offentlige debat." Han skriver videre, at ytringsfriheden er mindst lige så vigtig for samfundet, fordi offentligt ansatte "kan være med til at højne det faglige niveau i den offentlige debat."

Derfor er det uforståeligt, hvorfor lærere på erhvervsgymnasier og private gymnasier ifølge Undervisningsministeriet ikke har samme beskyttelse. Erhvervsgymnasier finansieres 100 pct. af offentlige midler, og de private skoler får 85 pct. fra statskassen. Lærerne på disse skoler skal naturligvis have samme mulighed for at deltage i den offentlige debat. Det håber jeg, der bliver rettet op på meget snart. I øvrigt ved jeg, at sagen allerede er taget op politisk. Det er jeg rigtig glad for.

Tak

Til sidst vil jeg sige tak til jer tillidsrepræsentanter for jeres store indsats. Jeg ved, hvilken forskel I gør. Og der bliver desværre endnu større pres på jer i de kommende år med de store nedskæringer.

Jeg vil også kvittere for samarbejdet med jer på de forreste rækker. Tak for interessante drøftelser og godt samarbejde. Jeg ville have takket ministeren for, at hendes dør altid har været åben, og at hun har været lydhør på vigtige områder. Resultatet af reformen er bedre end udspillet, bl.a. fordi hun og de øvrige i forligskredsen har lyttet til GL.

Til lederforeninger, elevorganisationer og bestyrelsesforeninger vil jeg slå fast, at det aldrig har været vigtigere, at vi står sammen. Sektoren er under et voldsomt pres. Vi må stå sammen for at sikre sektorens fremtid. Der er brug for både bestyrelsernes, ledernes, lærernes og elevernes fælles indsats.

Til ledere, tillidsrepræsentanter og lærere på den enkelte skole: Tal åbent om, hvordan skolen bedst overlever det økonomiske pres, og hvordan opgaverne prioriteres. Målet er det samme: Vi vil skabe gode uddannelser. Det kan vi kun gøre i et godt samarbejde.

---

Jeg indledte med at fortælle om Aisha. Men det er ikke bare min historie. Alle lærere bærer på disse historier: Elever, vi har ydet en særlig indsats for. Enten fordi vi har givet dem ekstra udfordringer. Eller som i Aishas tilfælde, hvor vi har hjulpet en elev til at overgå sig selv og de udfordringer, en gymnasieuddannelse rummer. Det kræver engagerede og fagligt dygtige lærere. Og dem har vi heldigvis. De yder hver dag en vigtig indsats for at gøre eleverne så dygtige som overhovedet muligt. Gymnasielærere kan med god grund være stolte. Jeg håber, at vi også i de kommende år fortsat kan omtale de gymnasiale uddannelser med samme stolthed. Pas godt på eleverne. Pas godt på lærerne. Pas godt på gymnasieuddannelserne.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt repræsentantskabsmøde!

​ 

Emner: Organisation; Repræsentantskabet
Interessent: Tillidsrepræsentant
Artikeltype: