Ombudsmanden giver GL-medlem ret i sag om ytringsfrihed

​I foråret 2016 blev et GL-medlem, ansat på Campus Bornholm, afskediget, fordi ledelsen på Campus Bornholm fandt, at medlemmet havde optrådt illoyalt ved at sende en mail til Folketingets finansudvalg dagen før udvalget skulle behandle en ekstrabevilling til skolen. Medlemmet henvendte sig til ombudsmanden, som har givet en klar afgørelse i sagen.

 


ombud.png 

Ombudsmanden skriver bl.a.:

Det er min opfattelse, at Campus Bornholm ikke havde grundlag for at afskedige Søren Wilhjelm fra hans stilling som gymnasielærer med henvisning til den e-mail om ledelsens økonomiske dispositioner, som han sendte til medlemmer af Folketingets Finansudvalg den 16. december 2015. Campus Bornholm har med afskedigelsen tilsidesat de regler og principper, der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed. Det mener jeg er særdeles kritisabelt. Jeg henstiller på den baggrund, at Campus Bornholm genoptager afskedigelsessagen og i den forbindelse tager højde for mine bemærkninger, herunder særligt om rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Endvidere kritiserer ombudsmandens skolens interne regler, hvor skolens ledelse forsøger at begrænse de ansattes ytringsfrihed.

Ombudsmanden ser det endvidere "for en skærpende omstændighed, at skolens næstformand efterfølgende i en udtalelse til pressen anførte, at det var vigtigt, at kritik af ledelsen i første omgang blev rettet internt."​​

GL's formand Annette Nordstrøm Hansen glæder sig over afgørelsen, som hun anser for en sejr både for medlemmet og for ytringsfriheden:

Ombudsmandens afgørelse glæder mig overordentligt meget, og jeg vil gerne lykønske Søren Wilhjelm med afgørelsen. Jeg har politisk kæmpet imod den tavshedskultur, som er ved at brede sig. Derfor er det vigtigt, at ombudsmanden med sin afgørelse får flyttet rammerne i forhold til retspraksis om, hvordan offentligt ansatte kan ytre sig. Med afgørelsen har ombudsmanden slået fast, at man som offentligt ansat kan ytre sig rimeligt skarpt.

Det er samtidig vigtigt, at ombudsmanden går i rette med Campus Bornholms interne retningslinjer. Ledelsen kan således ikke via interne regler indskrænke medarbejdernes ret til at ytre sig på egne vegne i den offentlige debat.

Vores mål er nu at få genansat Søren Wilhjelm, og vi har allerede aftalt møde med Søren om, hvordan det skal gribes an. Endvidere vil ombudsmandens afgørelse få betydning for, hvordan vi i GL i fremtiden vil vejlede medlemmer om ytringsfrihed,

​siger Annette Nordstrøm Hansen.


 

Ombudsmandens afgørelse kan ses her: Ombudsmandens afgørelse.pdf

Læs også Gymnasieskolens artikel om sagen her.​

Emner: Afskedigelse
Interessent:  
Artikeltype: Pressemeddelelse