Arbejdsklimaet for offentligt ansatte presses mere og mere

Fredag den 20. januar blev der afsagt kendelse i voldgiftssagen om SKATs opsigelse af de betalte fridage på 1. maj, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag. Det var Akademikerne - altså GL's hovedorganisation - som havde anlagt sagen mod Finansministeriet, fordi SKAT har opsagt fridagene uden forudgående forhandlinger.

Akademikerne fandt, at fridagene flød af overenskomsten, og at arbejdsgiverne derfor ikke ensidigt kunne fjerne de betalte fridage. I afgørelsen slås det fast, at de betalte fridage ikke er en integreret del af overenskomsten hos SKAT.

 

Formand for Akademikerne, Lars Qvistgaard, er overrasket over afgørelsen og opfordrer arbejdsgiverne til at slå koldt vand i blodet, hvis de overvejer at gøre det samme som i SKAT.

Vi må konstatere, at normen for betalte fridage ikke er den samme for statsansatte som for ansatte i den private sektor, hvor man almindeligvis har de betalte fridage. Fjernelsen af de betalte fridage er det samme som at sætte medarbejderne ned i løn. Vi er skuffede over afgørelsen og vil nu nærlæse præmisserne for at få klargjort, hvor vidtrækkende konsekvenserne er for den offentlige sektor er,

siger Lars Qvistgaard.

Fridagene har været holdt i årtier. Der er en balance i overenskomsten, når det gælder løn og øvrige vilkår, men den tipper, når arbejdsgiverne nu ændrer på noget så radikalt som betalte fridage, uden at det sker gennem en forhandling,​

fortsætter Lars Qvistgaard.

Lars Qvistgaard mener, at uanset hvilken juridisk status dagene tildeles, er det en dårlig ide for arbejdsgiverne at afskaffe dem.

Annette Nordstrøm Hansen, formand for GL, finder, at fjernelsen af de betalte fridage i SKAT og andre myndigheder er endnu et tegn på manglende anerkendelse af offentligt ansatte og deres store arbejdsindsats.

​Hvis ikke de offentlige arbejdsgivere og de ansvarlige ministre erkender, hvilken værdi de har i engagerede og dygtige medarbejdere, vil det få konsekvenser for det danske velfærdssamfund. Det er uacceptabelt at forringe medarbejdernes vilkår midt i overenskomstperioden. Arbejdsklimaet for offentligt ansatte skal forbedres, og så skal der respekt om, at arbejdsforhold er noget, der aftales mellem arbejdsgivere og de ansattes organisationer ved overenskomstforhandlingerne,

siger Annette Nordstrøm Hansen.

(Selve kendelsen er endnu ikke offentligt tilgængelig)

Emner: Voldgift
Interessent:  
Artikeltype: Pressemeddelelse