GL 125 år - formandens jubilæumstale

GL-formanden siger tillykke med de 125 år til alle i GL. Hendes ønske for den nærmeste fremtid er, at "vi i og omkring sektoren får opbygget en gensidig tillid til, at vi i fællesskab kan skabe fremtidens gymnasium."
 

Vi er i dag samlet til en konference om elevernes læring og lærernes undervisning. Præcis det samme var lærerne fra Danmarks Lærde Skoler for 125 år siden. De samledes for at diskutere pædagogiske spørgsmål. Og de besluttede at danne den forening, som siden 1916 har heddet Gymnasieskolernes Lærerforening. I 1890 vedtog man, at foreningens formål bl.a. skulle være at virke for den lærde skole og for lærerstandens bedste. Det blev et forum, hvor engagerede lærere kunne udveksle tanker om pædagogiske spørgsmål.

Det er bl.a. det arbejde, man udførte i foreningens første år, der har betydet, at alle gymnasielærere i dag får en pædagogisk uddannelse oven på den faglige kandidatuddannelse. Man var enige om at kræve, at alle undervisere i de lærde skoler burde gennemgå et kursus i teoretisk og praktisk pædagogikum. En beslutning, som førte til indførelsen af pædagogikum.

GL har altid kæmpet for, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved lærernes faglige og pædagogiske kunnen. Det var en mærkesag i 1890 – og det er det også i dag. Det er helt afgørende, at der ikke gives køb på lærerkompetencerne – hverken når lærerne uddannes på universitetet, tager pædagogikum, eller når skolerne ansætter lærere. Dygtige studenter forudsætter dygtige lærere. 

GL-formanden sagde tillykke med de 125 år til alle i GL. Hendes ønske for den nærmeste fremtid er, at "vi i og omkring sektoren får opbygget en gensidig tillid til, at vi i fællesskab kan skabe fremtidens gymnasium."
Foto (fra venstre): GL-formand Annette Nordstrøm Hansen, GL-direktør Endre Szöcs og professor Dennis Shirley.

Behov for uddannelse

Tilbage i 1890 var den lærde skole – som gymnasiet hed dengang – forbeholdt en lille, eksklusiv del af befolkningen. Det var kun én procent af en ungdomsårgang, der fik en studentereksamen. Men der var meget stor politisk fokus på uddannelsen. Det gjorde man, fordi uddannelsen gav eleverne det, man i samtiden opfattede som den højeste almene dannelse, og fordi det var den eneste vej til universitetet og statens embeder.

Behovet for veluddannet arbejdskraft er steget voldsomt siden 1890. Danmark er forandret fra et landbrugssamfund til et industrisamfund og er i dag et højt udviklet videnssamfund. En udvikling, som gymnasiet har skullet understøtte.

I 1890 var 4 ud af 10 danskere beskæftiget i landbruget, i dag er det 2 ud af 100 – og selv landbruget er blevet meget mere komplekst. I dag skal landmanden kunne analysere og planlægge på niveau med en leder i en mellemstor virksomhed.

Derfor er der også langt flere unge, der skal have en uddannelse. For 60 år siden gik under 5 % i gymnasiet. Søgningen steg langsomt, men stabilt. I 1967 kom hf til, og i begyndelsen af 90'erne blev hhx og htx til treårige gymnasieuddannelser. I dag har vi således fire ligeværdige gymnasieuddannelser med hver sin profil.

Godt halvdelen af en ungdomsårgang tager i dag en gymnasieuddannelse, og knap halvdelen tager en erhvervsuddannelse.

Behovet for ufaglært arbejdskraft er i dag forsvindende, mens efterspørgslen efter uddannet arbejdskraft stiger. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at der allerede om fem år vil mangle 100.000 med en videregående uddannelse og 30.000 med en erhvervsuddannelse.

Samfundets problem er altså ikke, at unge vælger en gymnasieuddannelse. Samfundet har brug for veluddannede unge mennesker. 

Almendannelsen og studieforberedelse

I GL's levetid er ikke bare flyvemaskinen, internettet og smartphonen opfundet. Selv lynlåsen, penicillinen og radioen har set dagens lys. Den teknologiske udvikling har været enorm. Og det har den samfundsmæssige udvikling også.

For 125 år siden var kultusminister, Jacob Frederik Scavenius, bekymret for, at den lærde skole var ved at udvikle sig til en fagskole. En fagskole matchede ikke industrialiseringen, demokratiseringen og den videnskabelige udvikling. Derfor satte han almendannelsen på dagsordenen. Det var ikke tilstrækkeligt, at samfundets lærde var fagligt dygtige. De skulle også være alment dannede.

I slutningen af 1930'erne, hvor der var store udfordringer med nazismens fremvækst, var den demokratiske og humanistiske kultur under pres. Igen fandt man det påkrævet at sætte almendannelsen på dagsordenen.

Almendannelsen har fyldt meget i gymnasieuddannelsernes udvikling og med god grund. Dét tror jeg, er væsentligt at holde sig for øje, når vi i dag skal udvikle gymnasiet. Det er senest aktualiseret af de tegn, vi ser på en øget radikalisering af unge mennesker. Det er unge mennesker, vi også møder i ungdomsuddannelserne. Her er demokratisk dannelse et helt afgørende våben.

Men er almendannelse det første vi som gymnasielærere tænker på, når vi slår øjnene op om morgenen? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Vi tænker ikke over almendannelse i hver lektion, under hvert teammøde, mens vi kopierer eller retter opgaver. Men når vi planlægger året, udvikler undervisningsforløb, eller når vi på en studietur ser eleverne få glød i øjnene i mødet med nye kulturer og historier – så står betydningen af almendannelsen lysende klart.

Iveren for at effektivisere og gøre gymnasiet endnu mere målrettet videregående uddannelser må ikke ske på bekostning af almendannelsen. Alle fag bidrager på forskellig vis til elevernes almene dannelse. Det er mikset af de forskellige fag og samarbejdet mellem fagene, der er med til at skabe almendannede studenter.

Både i forbindelse med 1903- og i 1958-bekendtgørelsen var man bange for, at gymnasiet ville blive præget af en fagspecialisering.

Almen dannelse blev et krav i gymnasiet i 1850.  Men først i 1999-bekendtgørelsen blev det udfoldet, hvad man skulle forstå ved almendannelse og studiekompetence. Vi skal give eleverne demokratisk holdning, og eleverne skal kunne reflektere over egne vilkår i relation til andres; de skal have ansvarlighed og international orientering.

Med studieretningsgymnasiet er almendannelsen blevet fastholdt. Det moderne dannelsesbegreb fordrer, at fagene skal være rummelige og i stand til at arbejde på kryds og tværs. Almendannelsen er med til at gøre Danmark til en 'overlever' i det globale samfund og er dybest set en del af studieforberedelsen.

Det er tydeligt, at almendannelse er en vigtig ledestjerne for gymnasieundervisningen i Danmark, og det skal det fortsat være. Det er et af de indspark, GL vil bidrage med i de kommende forhandlinger om fremtidens gymnasium. 

En høj grad af faglighed

Det er klart, at almendannelse gør det ikke alene. Vi skal også gøre eleverne fagligt dygtige.

Vi ved ikke præcis, hvilken faglighed der er brug for i morgen. Men vi ved, at der er brug for en høj grad af både faglighed og flerfaglighed, så de unge kan være med til at udvikle samfundet.

Gymnasiet skal give redskaber til de unge, så de kan skabe, anvende og reflektere viden. Eleverne skal lære at samarbejde. De skal lære at hvile i deres eget liv.

Vi skal som lærere være ydmyge over for, at vi skal skabe hele mennesker. Bevidste mennesker. Dannede mennesker. Fagligt dygtige mennesker. Under hver studenterhue skal der være en oplyst, dannet samfundsborger.

Vi skal løfte hver eneste elev, der kan og vil knokle for at tage en studentereksamen. For den enkelte elevs skyld og for samfundets.

Formålet med gymnasieuddannelserne er at formidle og udvikle almendannelse og studieforberedelse. Det er derfor, vi har gymnasier. Og det er derfor, vi er her som gymnasielærere. Hverken det studieforberedende eller det almendannende er statisk. Men det er en del af et hele, og studieforberedelsen og almendannelsen er integreret i hinanden. Hvis fokus bliver for ensidigt på studieforberedelse, så danner vi ikke de livsduelige studenter, samfundet og eleverne selv har brug for.

Vi skal ikke tilbage til gymnasiet som eliteuddannelse. Men vi skal fastholde, at gymnasiet skal levere undervisning på et højt fagligt niveau. Vi må ikke gå på kompromis med kvaliteten. 

Lærerarbejdet

Lærerarbejdet har været under konstant forandring. Ikke alene fordi samfundet har forandret sig. Ikke alene fordi gymnasiet er gået fra at være for en snæver elite til et gymnasium, som den ufaglærtes Ida også har en plads og en rolle i. Ikke alene fordi den teknologiske udvikling er gået lynende hurtigt. Men også fordi vi er gode til at gå foran. Og gode til hele tiden at sætte kvaliteten til debat. Gymnasielærere er ikke altid enige, meninger brydes, men uenigheden kan være yderst frugtbar.

Tilbage i 1890'erne var den pædagogiske debat præget af to forskellige tilgange til undervisningen: en klassisk-nyhumanistisk og en realistisk-naturvidenskabelig.

Nyhumanismen, som sproglærerne bekendte sig til, byggede på den antagelse, at udviklingen af alle menneskets evner kunne ske ved at udvikle en af dem. Derfor kunne eleven gennem studiet af de klassiske sprog træne sine logiske evner – og gennem sansen for det gode og det skønne blive en god borger. Oppositionen fremhævede værdien af en realistisk pædagogik, som tog udgangspunkt i forestillingen om, at elevens evner bedst kunne udvikles ved konkrete og praktiske opgaver. Tilhængerne af den realistiske pædagogik mente, at industrialiseringen havde ændret skolens opgave. Derfor måtte dagliglivets aktuelle problemer indgå i undervisningen i form af moderne sprog, naturvidenskab og samfundsvidenskab. På mange måder kan vi nikke genkendende til disse positioner i dag i den aktuelle diskussion om anvendelsesorienteret undervisning.

Kritikerne af 1903-reformen fæstnede sig ved, at eleverne blev overbebyrdet, og at der var en uacceptabel fagtrængsel. Fortalerne mente, at desto flere fag, desto bedre afveksling. Andre fandt, at 1903-reformen åbnede sluserne for så mange elever, at kvaliteten i uddannelsen ville falde. Selv om diskussionen er mere end hundrede år gammel, lyder den i mine øren meget bekendt…

Altså de samme udfordringer som i dag. Fordi samfundet udvikler sig, skal gymnasiet kontinuerligt være til debat og helst være et skridt foran i udviklingen.

I 1968 ændrede man de hidtidige krav om at lære i helheder. Nu blev det tilladt i højere grad at arbejde med emner og eksempler. Det var det eksemplariske princip, der skulle gøre det muligt for eleverne gennem fordybelse at nå til en helhedsopfattelse.

I takt med udviklingen af samfundet, samfundets krav til studenterne og udviklingen af uddannelserne, har også GL udviklet sig. GL er de danske gymnasielærere, og foreningen har igennem alle 125 år arbejdet for at forbedre elevernes muligheder for at lære. Hvordan hjælpes eleverne til optimal læring? Hvordan tilpasses undervisningen hele tiden til elevernes og samfundets behov? Det er en imponerende udvikling lærerrollen har været i gennem.

En række af de lærere, som til sommer tager i mod tre ud af fire i ungdomsårgangen, har været lærere, siden det kun var hver femte i en ungdomsårgang, der tog en gymnasieuddannelse. Tænk på, hvilken udvikling en sådan lærer har været i gennem både i forhold til didaktiske og faglige overvejelse; og altid med fokus på at løfte hver eneste elev.

Disse lærere har undervist i grengymnasiet efter 1958-bekendtgørelsen. I valggymnasiet efter 1987-bekendtgørelsen. I studieretningsgymnasiet efter 2005-bekendtgørelsen. De har givet karakterer efter 13-skalaen og skiftet til 12-skalaen. De har været med, fra gymnasierne var statsskoler, været over amterne og nu på statslige, selvejende institutioner.

Jeg kan huske, at tidligere undervisningsminister Bertel Haarder på en konference, vi holdt for fem år siden, sagde, at når den nye karakterskala blev indført først på gymnasieuddannelserne, skyldtes det, at gymnasielærerne ville være bedst til hurtigt og kvalificeret at implementere en ny skala. Og han havde jo helt ret.

Men selvfølgelig er vi også på mange måder privilegerede. Vi har et af de mest betydningsfulde jobs i Danmark. Vi gør en forskel for eleverne. Og vi gør en forskel for samfundet. Og så arbejder vi med vores fag. Vi er som gymnasielærere med til at uddanne den næste generation.

Og det står vi sammen om. Vi har et godt arbejdsfællesskab på det enkelte lærerværelse. Et fællesskab, der bygger på faglighed og forskellighed. Der er stærke personligheder – der er faglige fyrtårne, og der er originaler. Litteraturen har i tidens løb karikeret nogle stykker. Hvem husker fx ikke den satiriske fortælling om lektor Blomme?

Men fælles for gymnasiale lærere er engagement, motivation, kreativitet og ansvarlighed.

Hvis der er problemer, er vi som lærere og ledere nødt til at kigge hinanden i øjnene og gøre noget ved det sammen. Det kan vi godt blive bedre til. Vi skal i faggrupper og team dele erfaringer og viden med hinanden. Vi skal fx tale om, hvad eleverne skal lære, og hvordan man kan se, at de har lært det.

Lærerne og lærersamarbejde er et centralt omdrejningspunkt i udviklingen af kvalitet i uddannelserne. 

GL er en fagforening

Lærerne er GL. Som fagforening skal vi både udfordre rammerne og arbejde for at skabe gode løsninger.

I 1915 kom der et cirkulære om, at faste timelærerstillinger skulle ændres til adjunktstillinger. Det tror jeg, var den første traditionelle fagforeningssejr, GL fik. Der var dog rigeligt at kæmpe for. I 1916 diskuterede man med overværelse af undervisningsministeren og ministeriets embedsmænd, den alvorlige lønsituation. I sær de privatansatte læreres situation var kritisabel. Der var eksempler på, at lærere underviste op til 68 timer om ugen for at have en ordentlig løn. I disse år blev foreningen ikke alene en pædagogisk interesseorganisation, men var også på vej til at optræde som en egentlig fagforening.

I 1946 konstaterede man, at gymnasielærere tjente en tredjedel mindre end ansatte i centraladministrationen. Vi skulle dog helt frem til 1969, før GL reelt blev en fagforening, som skulle varetage medlemmernes økonomiske, tjenstlige og faglige interesser. Dvs. de første 80 år var GL ikke en fagforening, og fagforeningstankegangen var ikke lige velset alle steder. Som det blev udtrykt i 1956: "En udbredt fagforeningsmentalitet gør sig gældende blandt de unge; en mentalitet, som ikke er en akademiker værdig."

Den holdning har heldigvis ændret sig. Vi har gennem årene kæmpet for både arbejdstiden og lønforholdene. Vores løn er i dag på niveau med andre offentligt ansatte akademikeres, og vi har nærmest som en selvfølge lige løn for lige arbejde.

Selv om der har været mange overenskomstforhandlinger i tidens løb, er der alligevel resultater de fleste af os husker. Uanset om man var i sektoren eller ej, har de fleste hørt om forhandlingerne i 1999. Det blev kaldt et anno horribilis – et rædslens år – for GL. Vi havde fået en overenskom­st ned over hovedet, vi bestemt ikke kunne lide – og som vi havde svært ved at se noget som helst udvik­lingsperspektiv i. Vi lå nok alle mere eller mindre ned – sådan billedligt talt. Alligevel blev det den overenskomst, vi lærte at elske. Og som vi kæmpede for med næb og klør, indtil vi med sorg og vrede måtte lægge den i graven ved OK13. Om det vil gå OK13 som OK99 kan kun fremtiden vise, om end det lige nu er meget svært at forestille sig.

---

Efter 30 år som gymnasielærer møder jeg mine tidligere elever mange steder i samfundet. De sidder i ministerier, i medierne, i organisationer og i højteknologiske virksomheder. De er meningsdannere. Og nogle af dem er gymnasielærere, der skal uddanne næste generation.

Det, der kendertegner vores elever er, at de er fagligt dygtige, og de er engagerede samfundsborgere. Det er ikke bare, når vi giver dem huerne på, men også når vi senere ser, hvordan de har udviklet sig, at vi helt konkret kan se, at vi gør en forskel. Og så bliver man en lille smule stolt af at være gymnasielærer.

Hvor tit bliver man ikke mødt af nogle, der har besøgt et gymnasium. Alle bliver slået af, hvor mange passionerede og engagerede lærere, man møder i aktivt samspil med eleverne. Det er i mødet mellem lærer og elever, at gnisten tændes. Det er de mange indstillinger af gymnasielærere til Politikens Uddannelsespris et godt eksempel på. Men lærernes engagement er ikke en selvfølge.

Den manglende anerkendelse af vores indsats, vi oplevede, der lå i OK13, har vi fortsat svært ved at fordøje. Vi arbejder ihærdigt på at få de nye arbejdstidsregler til at fungere på skolerne. For sådan er vi. Men vi må også erkende, at der er mange bump på vejen.

Vi kan se, at de skoler, hvor lederne giver plads til lærerne – inddrager lærerne – dér skaber man de bedste løsninger til gavn for eleverne. Skolen har brug for lærernes viden og engagement. 

Professionel Kapital og serviceeftersyn

Fordi vi vil gøre det bedst muligt for eleverne, har vi sat projekt professionel kapital i søen. Det er et projekt, der lægger op til samarbejde på den enkelte skole om at gøre eleverne så dygtige som muligt. Der er forskningsmæssig evidens for, at hvis lærere og ledere sammen på den enkelte skole kan højne skolens professionelle kapital – som vi også tidligere i dag hørte Andy Hargreaves udtrykke det – kan vi gøre eleverne endnu dygtigere.

Og dygtigere skal de blive. Og dygtigere kan de blive, selv om de dygtigste elever i dag er dygtigere end nogensinde før. Forhandlingerne om serviceeftersynet brød sammen, fordi de foregik på en forkert præmis. I stedet for at slås om en karakterbom skal der fokus på, hvad eleverne skal lære. Og det vil vi meget gerne samarbejde om.

Når undervisningsministeren sætter sig i stolen efter valget, bør ministeren indkalde sektoren til dialog. Ministeren må ikke acceptere, at uddannelse er blevet en politisk kampplads, hvor ordførernes mulighed for at overgå hinanden i retweets står over elevernes læring.

Udviklingen af gymnasieuddannelserne skal hverken begynde oppefra eller nedefra, men i samarbejde. Man kan ikke lave skoleudvikling, uden at det sker i dialog med lærerne. Det skal være en fælles beslutning om at ville gøre de elever, der kan og vil tage en gymnasieuddannelse, endnu dygtigere. Uddannelseskulturen skal i centrum. For der ér problemer, men det er ikke en karakterbom eller krav om matematik på A-niveau, der løser udfordringer med Facebook, frafald eller fredagsbar.

Men jeg bliver også nødt til at understrege, at det ikke er de gymnasiale uddannelser, der har den største udfordring. Problemet er, at der er unge mennesker – og endnu flere til sommer – som ikke kommer i gang med en uddannelse. Det er skidt både for den enkelte unge og for samfundet. Her er der brug for politisk handlekraft.

Birgit Smedegaard, som var formand for GL for 25 år siden, kunne i sin 100-års-jubilæumstale konkludere: "Karakteristisk for de omvæltninger foreningen har været involveret i – uddannelsesmæssigt som lønmæssigt – er, at når vi internt i foreningen ikke kan blive enige, eller når vi vælger en defensiv linje, så kommer vi ikke med i beslutningsprocesserne; men når GL sætter dagsorden, så er vi med, hvor beslutningerne træffes og dermed med til at skabe forhold, som vi ønsker dem."

I GL er vi klar. Vi vil gerne dialogen. De sidste ti år har ligeledes vist, at sektoren, dvs. GL, eleverne og lederne, har opnået gode resultater, når vi har stået sammen. Jeg vil blot nævne de over hundrede ændringer af gymnasiereformen og den historiske stigning på hhx-taxameteret.

 

Hvis vi skal lære af Finland og Ontario, skal ministeren inddrage sektoren. Det kræver, at politikerne anerkender lærernes professionelle kunnen. Politikerne skal udstikke mål og rammer. Lederne og lærerne skal sammen udfylde rammerne.

Skab en fælles beslutning– en fælles dedikation om, hvor vi skal hen. Det er bl.a. det, man har gjort i Ontario.

Mit ønske er, at vi i og omkring sektoren får opbygget en gensidig tillid til, at vi i fællesskab kan skabe fremtidens gymnasium.

Når vi i dag skal lykønske hinanden med de 125 år, skal vi glæde os over, at gymnasielærere har haft en afgørende betydning for det danske samfund. Vi skal samtidig huske at fortælle politikerne, at investering i uddannelse er den bedste og mest langsigtede investering, man kan foretage. Det er ikke tilfældigt, at gymnasieuddannelserne er en succes. Det er et langt, sejt træk for at skabe gode uddannelser, der har båret frugt. For meget vil nogle mene, men træet ved siden af gror ikke bedre af, at man knækker grenene af det træ, der bærer frugt. Lad os i stedet glædes over det træ, der hvert forår sætter knopper. Og i år forventer vi 46.000 stolte, glade og dygtige studenter.

Til lykke med jubilæet til alle i GL.

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype:  

​Læs GL Mener om GL's jubilæum:

GL fylder 125 år