GL-nyt om gymnasiereformforhandlingerne

Som bekendt fremsatte regeringen den 6. april 2016 forslag til en gymnasiereform. Alle partier i Folketinget indgår i forhandlingerne, og ministeren har lagt op til et intensivt forhandlingsforløb, som forventes afsluttet i denne folketingssamling med henblik på en vedtagelse efter sommerferien. Bliver der et politisk forlig, er der lagt op til, at reformen skal træde i kraft fra sommeren 2017.

GL følger forhandlingerne tæt og har god kontakt til en række af de uddannelsespolitiske ordførere og ministeren. GL's holdninger til udspillet kan ses her.

GL forsøger også at påvirke forhandlingerne via medierne. Dette sker bl.a. i redaktionelle artikler i pressen, via debatindlæg og via sociale medier. Se et par af de seneste debatindlæg her: "HF kan åbne døre og skabe social mobilitet" i Politiken, og "Gymnasieudspil svækker almendannelsen" i Altinget.

Møde om reformen i Aarhus 9. maj 2016

Der er afholdt medlemsmøde om reformen i København, hvor godt 100 medlemmer deltog, og mandag den 9. maj kl. 16-17:30 inviterer GL medlemmer til møde om reformen i Aarhus. Læs mere og tilmeld dig her.

Møder i Uddannelsesalliancen

Reform og nedskæringer er en farlig cocktail, og GL har bl.a. over for ministeren anført, at med de besluttede og de varslede nedskæringer vil det være yderst svært at skabe ressourcer på den enkelte skole til reformimplementering, og at udgiftskrævende tiltag vil forudsætte, at der følger penge med.

GL er med i Uddannelsesalliancen, som kæmper mod nedskæringer i uddannelse. Der har været afholdt stormøde i Ålborg, og på torsdag den 28. april kl 18-20 er der stormøde i Odense. Mødet holdes i Studenterhus Odense, Amfipladsen 6. I København holdes der stormøde tirsdag den 10. maj kl. 17:30-20:00 på Nationalmuseet.

Hovedbestyrelsen anbefaler, at så mange af GL's medlemmer som muligt deltager i disse møder for at medvirke til at synliggøre konsekvenserne af nedskæringer.

Underviser du på EUX eller kommer du måske til det?

Så inviteres du til møde om at undervise på EUX mandag den 9. maj i Århus eller tirsdag den 10. maj i København. Begge møder er kl. 17-19:30. Læs mere og tilmeld dig her.

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: GL nyhedsbrev