Seniorbonus - fylder du 64 år eller mere i 2009-2011?
Hvem er omfattet?
Hvad er en seniorbonus?
Hvornår udbetales seniorbonussen?
Hvilke andre muligheder er der end et udbetalt beløb?
GL's råd
Reglerne her gælder for ansatte på det statslige område (statsligt selvejende eller private gymnasier, hf-kurser, VUC og erhvervsgymnasier og -akademier). For lærere ved Sankt Annæ Gymnasium gælder andre regler. De pågældende lærere er kontaktet direkte.
Hvis du som ansat og fylder 64 år eller mere den 1. januar 2009 eller senere, har du ret til en seniorbonus. Hvis du er fyldt 64 år (eller mere) inden den 1. januar 2009, får du retten til seniorbonussen ved førstkommende fødselsdag.
Seniorbonusordningen trådte i kraft den 1. januar 2009 og slutter den 31. december 2011. Seniorbonusordningen er finansieret af midler fra trepartsdrøftelserne i sommeren 2007. Det forventes ikke at ordningen bliver forlænget efter 2011.
- Lærere, der i 2009 - 2011 fylder 64 år eller mere. Lærere opnår retten til seniorbonus, når de fylder 64 år.
- Lærere, der ved starten af 2009 er fyldt 64 år eller mere, opnår ret til deres første seniorbonus på deres fødselsdag.
- For hvert år den pågældende fortsætter med at arbejde, modtages en ny seniorbonus, dog højst 3 seniorbonusbetalinger i alt, som bestemmelsen er formuleret (men husk at anmode om den hvert år).
- En seniorbonus er en ret for den enkelte. Nemlig ret til et beløb, der efter aftale eventuelt kan veksles til et antal seniordage (ekstra fridage med løn) eller til et ekstraordinært pensionsbidrag.
Hvor stor er en seniorbonus?
- For akademisk uddannede udgør den årlige seniorbonus 3,0 % af den samlede faste løn. Det vil for en lærer på fuld tid sige et beløb på 13.000 kr. +.
- Læreren skal fremsætte ønske om at få seniorbonussen udbetalt over for skolens ledelse. Den enkelte skal altså fortage sig noget aktivt. Hvis seniorbonussen ønskes udbetalt, skal dette ske ved først mulige lønudbetaling, efter at den pågældende har erhvervet retten til seniorbonus - altså efter man har haft fødselsdag.
- Hvis den ansatte ikke foretager sig noget, vil seniorbonussen blive udbetalt ved årets udgang, hvis den pågældende fortsat er ansat.
- Den enkelte har en ret til at få seniorbonussen vekslet til enten frihed (seniordage) eller pensionsindbetaling.
- Den fulde seniorbonus kan veksles til et ekstraordinært pensionsbidrag, der indbetales ved første mulige lønudbetaling efter fødselsdagen, såfremt den ansatte har fremsat ønske om dette til arbejdsgiveren. Det er altså en ret, den enkelte har.
- Pensionsbidraget kan indbetales til MP Pension eller til en kapital- eller ratepension i lærerens pengeinstitut.
- Den fulde seniorbonus kan veksles til et antal seniordage a 7,4 timer, der som udgangspunkt skal afvikles som hele fridage, idet timeforbruget beregnes som det antal timer, der holdes fri fra. For en lærer kan timetallet altså være større eller mindre end 7,4 timer.
- En 64-årig kan veksle til op til 4 seniordage.
En 65-årig, eller ældre, kan veksle til op til 6 seniordage.
Hvis en lærer bliver syg inden en feriedag er påbegyndt, betragtes dagen som ikke-afholdt. Hvis den ansatte derimod bliver syg, efter at feriedagen er påbegyndt, betragtes dagen som afholdt.
Prisen pr. seniordag beregnes som 1/260 af den samlede faste løn, svarende til en omregningsfaktor på 0,003846.
Et eventuelt restbeløb kan enten udbetales eller indbetales som ekstraordinært pensionsbidrag efter den enkeltes ønske.
Ikke-afholdte seniordage overføres til det følgende år.
Ikke-afholdte seniordage udbetales ved ansættelsens ophør.
Husk at være aktiv, så du får din seniorbonus ved første lønudbetaling efter din fødselsdag. Hvis du ikke foretager dig noget, kommer du til at vente til årets udgang.
For de fleste vil en udbetaling være det mest fordelagtige.
Kontakt MP Pension (tlf. 39 15 01 02) eller dit pengeinstitut, hvis du overvejer at få seniorbonussen vekslet til en pensionsindbetaling. Du kan dermed få belyst, hvilken betydning den ekstra pensionsindbetaling har for din pension.
Umiddelbart er veksling til seniordage bedre egnet for andre personalegrupper end lærere, der jo arbejder under en årsnorm. Men muligheden er der. Skulle du ønske at veksle til seniordage, så hav en klar aftale om, hvordan det skal foregå, så du reelt får den ekstra frihed.
Bemærk, at såvel arbejdsgiverne som GL lægger stor vægt på, at de personer, der har ret til seniorbonus, bliver informeret om reglerne.
Ud over retten til seniorbonus får ældre medarbejdere i forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen (MUS) tilbud om en seniorsamtale. Endelig skal personalepolitikken på skolen fastlægge indsatsen for at fastholde seniorerne.
(6. maj 2010)