Generelle bemærkninger
Kapitel 1. Overenskomstens område mv.
Kapitel 2. Løn mv.
Kapitel 3. Arbejdstid
Kapitel 4. Ferie og fravær
Kapitel 5. Opsigelse og afsked
Kapitel 6. Øvrige bestemmelser
Kapitel 7. Særlige vilkår for pædagogikumkandidater
Kapitel 8. Timelønnede
Kapitel 9. Forhandlingsregler mv.
Cirkulære om overenskomst for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv.
1. Finansministeriet og Gymnasieskolernes Lærerforening har indgået vedlagte overenskomst af 1. oktober 2008 for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv.
Der er ikke med ændring af overenskomstens titel tilstræbt nogen ændring af dækningsområdet.
2. For ledelse under rektorniveau indføres mulighed for, at institutionen kan vælge at forblive på den eksisterende inspektorordning eller at overgå til en ledelsesstruktur baseret på egentlige pædagogiske lederstillinger, jf. bilag 7.
3. Med virkning fra 1. april 2009 sker ansættelse af pædagogikumkandidater efter overenskomstens almindelige bestemmelser.
Allerede ansatte i uddannelsesstilling overgår til aflønning efter overenskomsten pr. 1. april 2009.
4. Overenskomsten afløser overenskomsten af 13. september 2006 mellem Finansministeriet og Gymnasieskolernes Lærerforening.
5. De ansatte er omfattet af en række aftaler mellem Finansministeriet og centralorganisationerne. Disse aftaler er oplistet i bilag 1. Dette udelukker dog ikke, at de ansatte kan være omfattet af andre generelle aftaler indgået mellem de samme parter.
6. Basisløn og tillæg mv. er i overenskomst og bilag anført i årlige grundbeløb pr. 1. oktober 1997.
7. For at lette overblikket er cirkulærebemærkninger opført som cirkulærebemærkninger til de enkelte bestemmelser i overenskomsten og bilagene. Der er ikke hermed tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsernes, henholdsvis cirkulærebemærkningernes retlige status.
Ikrafttræden
Cirkulæret har virkning fra 1. april 2008. Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære af 15. september 2006 om overenskomst for lærere ved statslige, statslige selvejende og private gymnasieskoler, studenterkurser, hf-kurser samt ved den studieforberedende enkeltfagsundervisning (Perst. nr. 047-06).
Finansministeriet, Personalestyrelsen
Den 1. oktober 2008
P.M.V.
E.B.
Per Gårdsted Jensen
Overenskomst for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv.
Kapitel 1. Overenskomstens område mv.
§ 1. Dækningsområde
Overenskomsten omfatter magistre, der er ansat som adjunkter/lektorer samt ledere ved statslige, selvejende og private gymnasieskoler, studenterkurser samt hf-kurser, herunder ved den studieforberedende enkeltfagsundervisning, som ansættes til at varetage undervisning på gymnasialt niveau, og som har en af de i bilag 2 nævnte uddannelser.
Cirkulærebemærkninger til § 1, stk. 1:
Andre ansatte, som varetager undervisning på gymnasialt niveau, er omfattet af bilag 3.
Såfremt uddannelseskravene ikke er opfyldt, kan ansættelse efter overenskomsten kun ske efter forudgående godkendelse af Finansministeriet.
Der henvises i øvrigt til protokollaterne i bilag 9 og 10 vedrørende pædagogikumkandidater og rekvireret undervisning.
Kombinationsbeskæftigelse og kombinerede ansættelser kan etableres i henhold til Rammeaftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation af den 5. april 1978 om kombinationsbeskæftigelser og kombinerede ansættelser for overenskomstansatte akademikere.
Ansatte der er overført som følge af kommunalreformen er omfattet af de regler der er aftalt mellem Finansministeriet og Centralorganisationerne i cirkulære af 16. januar 2006 om ansættelsesvilkår for ansatte, der overgår til ansættelse i staten mv. i forbindelse med kommunalreformen.
Gymnasielærere benævnes adjunkter. Lærere på sidste løntrin, og som har været ansat i minimum 1 år ved en gymnasieskole, et studenterkursus eller hf-kursus, benævnes lektorer.
Det er en forudsætning for fortsat ansættelse som adjunkt/lektor efter overenskomsten, at den pågældende har bestået pædagogikum eller er tillagt varig undervisningskompetence inden for de tidsfrister, der er fastsat i de til enhver tid gældende regler om undervisningskompetence i de gymnasiale uddannelser, for tiden Bek. 1743 af 13.12.2006.
Stk. 2. Overenskomsten omfatter pædagogiske lederstillinger under rektorniveau ved rektorledede institutioner, hvor lederen har en af de i bilag 2 nævnte uddannelser, jf. i øvrigt bilag 7.
Stk. 3. Overenskomsten omfatter ikke
1) tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte m.fl. med ret til tjenestemandspension i
a) staten, folkeskolen og folkekirken,
b) kommuner
c) Grønlands Hjemmestyre og de grønlandske kommuner
d) statsfinansierede virksomheder
e) tilskudsområder
f) koncessionerede virksomheder,
g) aktieselskaber,
2) pensionerede tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte m.fl. fra de områder, der er nævnt i nr. 1.
3) personer afskediget med ret til rådighedsløn eller ventepenge fra de områder, der er nævnt i nr. 1.
4) personer, der får understøttelse eller egenpension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet tilskud til.
Cirkulærebemærkninger til § 1, stk. 3:
Betegnelsen "kommuner" i nr. 1, litra b - omfatter i denne sammenhæng også regioner, kommunale fællesskaber og statslig-kommunale fællesskaber mv.
§ 2. Ansættelse
De ansatte er omfattet af den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Centralorganisationerne om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, for tiden aftale af 29. maj 2002.
Cirkulærebemærkninger til § 2, stk. 1:
Der henvises endvidere til Finansministeriets cirkulære af 22. august 2002 om ansættelsesbreve for overenskomstansatte i staten (Perst.nr. 036-02).
Ved ansættelse efter denne overenskomst orienteres Gymnasieskolernes Lærerforening ved kopi af ansættelsesbrevet.
§ 3. Deltidsansættelse
Der kan ske ansættelse på deltid.
Stk. 2. Ansatte i fuld stilling kan opnå nedsættelse af arbejdstiden efter ansøgning, såfremt tjenesten tillader det. Nedsættelsen kan enten være tidsbegrænset eller varig. Efter en tidsbegrænset nedsættelse har den ansatte ret til at vende tilbage til en hel stilling.
Stk. 3. Deltidsansatte har fortrinsret til ledige timer ved skolen.
Stk. 4. Ved ansættelse på deltid ydes forholdsmæssig løn.
Cirkulærebemærkninger til § 3, stk. 4:
Der skal i videst muligt omfang oprettes fuldtidsstillinger. Opmærksomheden henledes på aftale om implementering af deltidsdirektivet, for tiden Fmst. cirk. 2/9 1999 (Fmst.nr. 051-99), herunder direktivets forbud mod forskelsbehandling, der alene er begrundet i deltidsarbejde.
§ 4. Tidsbegrænset ansættelse
Tidsbegrænset ansættelse kan maksimalt ske for ét år ad gangen, for ansatte i uddannelsesstillinger dog for en periode svarende til den tid det tager at gennemføre pædagogikum.
Cirkulærebemærkninger til § 4, stk. 1:
Der skal i videst muligt omfang oprettes tidsubegrænsede stillinger. Skolen/kurset skal kunne dokumentere, at den har sammenstykket det mulige antal tidsubegrænsede stillinger.
Personer uden undervisningskompetence kan ifølge den gældende lovgivning - gymnasieloven (LBK 444 af 8.5.2007), hf-loven (LBK 445 af 8.5.2007) samt pædagogikumbekendtgørelsen (BEK 1743 af 13.12.2006) - alene ansættes tidsbegrænset. Parterne er enige om, at disse forudsætninger, så længe de opretholdes, udgør objektive forhold, der kan begrunde tidsbegrænset ansættelse.
Tidsbegrænset ansættelse kan være begrundet i barsel, sygdom, orlov, ferie, borgerligt ombud samt tidsbegrænsede projekter og opgaver mv.
Opmærksomheden henledes på:
a) At almindelig usikkerhed om budget, elevtilgang, udbud af studieretninger, timerester mv. ikke kan begrunde tidsbegrænset ansættelse.
b) Lov om tidsbegrænset ansættelse, herunder at der ikke alene på grund af tidsbegrænset ansættelse må ske forskelsbehandling.
c) At tidsbegrænset ansættelse i flere på hinanden følgende ansættelsesperioder kan medføre, at ansættelsesforholdet ifølge funktionærretlig praksis alene kan bringes til ophør efter almindelige regler om opsigelse.
Lærere, der er ansat for et helt skoleår (1. august til 31. juli), bør i god tid gives meddelelse om, hvorvidt ansættelsen forventes at fortsætte det følgende skoleår.
§ 5. Ledelse
Ved rektorledede institutioner besættes en stilling som ledende inspektor efter eksternt opslag.
Stillingen som ledende inspektor besættes med en ansøger, som har undervisningskompetence i et eller flere af fagene i gymnasiets/hf’s fagrække. Ledende inspektor er stedfortræder for rektor.
Opsigelse sker i overensstemmelse med de sædvanlige regler, jf. kapitel 5.
Stk. 2. Ved rektorledede institutioner kan et eller flere hverv besættes som inspektor. Antallet besluttes af rektor.
Hverv som inspektor besættes efter internt opslag blandt de ansatte lærere ved skolen.
Hverv som inspektor kan gensidigt opsiges med 4 måneders varsel til udgangen af juli.
Inspektorer skal have undervisningsopgaver som en del af deres arbejde.
Cirkulærebemærkninger til § 5, stk. 2:
Titlerne ledende inspektor og inspektor kan ændres efter behov.
Skolen kan alternativt vælge den ledelsesordning, som fremgår af bilag 7.
§ 6. Løn mv.
Lønsystemet består af en basisløn og en tillægsdel. Tillægsdelen omfatter funktionstillæg, kvalifikationstillæg samt resultatløn, jf. §§ 8-10.
Cirkulærebemærkninger til § 6, stk. 1:
Der henvises til bilag 5 om forhandlingssystemet og bilag 4 om lønsystem og kompetenceudvikling, herunder beskrivelsen af funktionstillæg, kvalifikationstillæg, resultatløn og forhåndsaftaler.
§ 7. Basisløn
Den ansatte indplaceres i nedenstående basislønforløb efter sin uddannelse og i forhold til sin anciennitet, jf. § 13.
Cand.phil.’er og cand.interpret’er indplaceres på løntrin 1. Efter 3 år oprykker de til trin 3 og efter yderligere 4 år til trin 5.
Øvrige magistre indplaceres på løntrin 2 i basislønforløbet. Efter tre år oprykker de til trin 4 og efter yderligere 2 år til trin 5.
Ledende inspektorer indplaceres på løntrin 5.
Basislønforløbet for gymnasielærere:
Basislønnen udgør årligt i grundbeløb ekskl. eget pensionsbidrag (niveau 1. oktober 1997):
|
Løntrin |
Basisløn pr. 1/4 2008 |
Basisløn pr. 1/10 2008 |
|
1 |
197.665 |
217.631 |
|
2 |
214.626 |
217.631 |
|
3 |
231.313 |
234.551 |
|
4 |
246.532 |
249.983 |
|
5 |
260.188 |
265.188 |
Cirkulærebemærkninger til § 7, stk. 1:
Der henvises i øvrigt til bilag 3 vedr. aflønning af ansatte, der ikke er omfattet af overenskomstens dækningsområde, jf. § 1, stk. 1.
For så vidt angår overgang til lønsystemet for de pr. 31. marts 2000 ansatte henvises til bilag 6.
De lærere der er overført i forbindelse med kommunalreformen er omfattet af cirkulære af 16. januar 2006 om ansættelsesvilkår for ansatte, der overgår til ansættelse i staten mv. i forbindelse med kommunalreformen.
Indplacering i basislønsystemet, jf. stk. 1, sker således efter lønanciennitet:
|
Løn-
anciennitet |
Magistre
Generelt |
Cand.phil. |
Cand.
Interpret |
Ledende
Inspektor |
|
0 |
2 |
1 |
1 |
5 |
|
1 |
2 |
1 |
1 |
|
|
2 |
2 |
1 |
1 |
|
|
3 |
4 |
3 |
3 |
|
|
4 |
4 |
3 |
3 |
|
|
5 |
5 |
3 |
3 |
|
|
6 |
|
3 |
3 |
|
|
7 |
|
5 |
5 |
|
§ 8. Tillæg
Der kan mellem Finansministeriet og Gymnasieskolernes Lærerforening aftales funktions- og kvalifikationstillæg for grupper af lærere, jf. §§ 9 og 10.
Stk. 2. Der kan endvidere lokalt aftales funktionstillæg til enkeltpersoner for varetagelse af særlige funktioner.
Cirkulærebemærkninger til § 8, stk. 2:
Som eksempler på funktioner og arbejdsområder, der lokalt kan anvendes som eventuelle kriterier for aftaler om funktionstillæg, kan nævnes:
a) Klasselærer
b) Koordinator
c) Edb
d) Specialfunktioner
e) Projekter
f) Udvikling
g) Sammensatte hold
h) Undervisning på store hold
i) Undervisning på fremmedsprog
j) Undervisning på flere institutioner
k) Supervision
l) Samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner
m) Lærerteam
n) Pædagogisk koordinator
o) Temadage
p) Stor eksamensbelastning
q) PR-formand
r) Studievejledning
s) Forsøg.
Stk. 3. Tilsvarende kan der lokalt aftales tillæg til enkeltpersoner for kvalifikationer mv., det vil sige på grundlag af faglige eller personlige kvalifikationer, kompetenceudvikling, kvaliteten i opgavevaretagelsen, balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked eller af hensyn til rekruttering og fastholdelse.
Cirkulærebemærkninger til § 8, stk. 3:
Eksempler på kriterier for ydelse af kvalifikationstillæg:
a) Specialuddannelse
b) Efteruddannelse, der har relation til jobbet
c) Erfaringer
d) Personlige egenskaber
e) Kompetenceudvikling
f) Undervisningskompetence i flere fag
g) Mobilitet.
Stk. 4. Tillæg efter stk. 2-3 kan aftales som varige tillæg, midlertidige tillæg eller engangsvederlag.
Stk. 5. Der kan aftales supplerende resultatbaserede lønordninger, efter hvilke der udbetales resultatløn i form af tillæg for den pågældende måleperiode, i det omfang de på forhånd definerede kvantitative og/eller kvalitative mål er opnået.
§ 9. Centralt aftalte funktionstillæg
Til ledende inspektor ydes følgende pensionsgivende tillæg:
|
Ved skoler med under 700 elever |
100.400 kr. |
|
Ved skoler med 700 elever og derover |
115.200 kr. |
Der kan ikke samtidig oppebæres tillæg efter § 10.
Stk. 2. Til øvrige inspektorer ydes et tillæg på 13.400 kr.
Stk. 3. Til lærere, der varetager følgende funktioner ydes følgende tillæg:
|
Økonomiinspektion |
26.700 kr. |
|
Kostinspektion |
35.600 kr. |
|
Kostinspektion ved aften-/nattjeneste fra vagtværelse, udført af lærere uden tjenestebolig |
6.700 kr. |
|
IB-koordinator |
13.400 kr. |
Stk. 4. For tilsyn med samlinger ved gymnasier, studenterkurser og 2-årige hf-kurser ydes et funktionstillæg på:
|
Elevantal |
Fysik/kemi |
Biologi/
Geografi |
|
Indtil 200 |
13.900 kr. |
9.500 kr. |
|
201 – 400 |
25.400 kr. |
10.400 kr. |
|
401 – 600 |
33.600 kr. |
13.900 kr. |
|
601 – 800 |
41.700 kr. |
19.200 kr. |
|
Over 800 |
46.300 kr. |
21.400 kr. |
I elevtallet indgår - ud over elever i gymnasiet, ved de 2-årige hf-kurser samt i GSK-klasser - det antal enkeltfagskursister, der benytter gymnasiets samlinger.
Stk. 5. Til lærere ved VUC ydes et centralt aftalt ikke-pensionsgivende funktionstillæg for den generelle forpligtelse til at undervise dag/aften på 7.500 kr.
Tillægget ydes tillige til samtlige lærere ved følgende institutioner:
1. Herning HF og VUC
2. HF-centret ved Efterslægten
3. VoksenUddannelsescenter Frederiksberg
4. Aalborg Studenterkursus
Herudover ydes tillægget til de lærere ved rektorledede institutioner, der udfører enkeltfagsundervisning.
Cirkulærebemærkninger til § 9, stk. 5:
De i stk. 2-4 nævnte tillæg er ikke-pensionsgivende.
Stk. 6. Til vejledere ved pædagogikumuddannelsen ydes for hver kandidat et pensionsgivende tillæg pr. fag på 6.200 kr.
Hvis vejledningen af pædagogikumkandidaten udføres af flere lærere, deles tillægget forholdsmæssigt.
Cirkulærebemærkninger til § 9, stk. 6:
Tillæg for vejledning dækker ikke supervision.
§ 10. Centralt aftalte kvalifikationstillæg
For bestået pædagogikum eller varig tildelt undervisningskompetence ydes et tillæg på:
|
|
Pr. 1/4 2008 |
|
Pensionsgivende tillæg: |
11.000 kr. |
|
Ikke-pensionsgivende tillæg: |
24.100 kr. |
Med virkning fra den 1. april 2009 erstattes bestemmelsen i stk. 1 af følgende bestemmelse:
”Til lærere ydes følgende undervisningstillæg (grundbeløb niveau 1. oktober 1997):
Ved ansættelsen: 15.000 kr., hvor af 15.000 kr. er pensionsgivende.
Efter 2 års ansættelse med undervisning på gymnasialt eller højere niveau 35.100 kr., hvoraf 15.000 kr. er pensionsgivende.
Lærere, der oppebar højere tillæg efter den hidtidige bestemmelse bevarer dette tillæg indtil læreren har været ansat 2 år.”
Stk. 2. Ansatte, der den 31. marts 2005 oppebar det ikke-pensionsgivende 17-års tillæg på 11.500 kr., bevarer dette som en personlig ordning.
§ 11. Forhandlinger og indgåelse af aftaler
For så vidt angår forhandlingssystemet, herunder procedure og løsning af tvister samt opsigelse af lokale aftaler, henvises til bilag 5.
Cirkulærebemærkninger til § 11, stk. 1:
Et væsentligt element i det decentralt orienterede lønsystem er, at den lokale lønfastsættelse integreres i den lokale personalepolitik. Det er en forudsætning for det decentrale lønsystem, at der er den fornødne aftalekompetence til stede på det lokale niveau.
Finansministeriet bemyndiger hermed Undervisningsministeriet til at føre forhandlinger om og indgå lokale aftaler. Finansministeriet forudsætter, at ministeriet videredelegerer denne kompetence i videst muligt omfang med henblik på, at samtlige aftaler, der alene vedrører tillæg til ansatte ved det pågældende gymnasium/hf-kursus mv., kan indgås af den lokale ledelse.
Tilsvarende delegerer Gymnasieskolernes Lærerforening i videst muligt omfang kompetencen til det lokale niveau.
§ 12. Lønregulering
Basislønnen efter § 7, tillæg efter § 8, stk. 2, tillæg efter §§ 9-10 og øvrige tillæg samt lønnen i bilag 6 reguleres med de generelle stigninger, der aftales centralt ved overenskomstfornyelserne eller udmøntes via en generel reguleringsordning.
Tilsvarende gælder for kvalifikationstillæg efter § 8, stk. 3, medmindre andet aftales.
§ 13. Lønanciennitet
Ved ansættelsen indplacerer ansættelsesmyndigheden den ansatte på (basis)lønskalaens 1. trin i det lønforløb, der gælder for vedkommende uddannelse, jf. § 7.
Lønancienniteten regnes fra den 1. i ansættelsesmåneden og altid i hele måneder.
Stk. 2. Lønancienniteten forhøjes med det tidsrum, den pågældende har været beskæftiget med arbejde betinget af uddannelsen. Lønancienniteten kan tidligst regnes fra udgangen af den måned, hvor uddannelsen er afsluttes. Eventuel værnepligtstjeneste efter afsluttet uddannelse regnes med i lønancienniteten.
Stk. 3. Ansættelsesmyndigheden kan forhøje lønancienniteten, selv om den hidtidige beskæftigelse ikke kan medregnes i ancienniteten efter stk. 2. Det forudsættes, at en konkret vurdering af den ansattes arbejdsmæssige erfaringer og kvalifikationer mv. set i relation til stillingen giver grundlag herfor.
Cirkulærebemærkninger til § 13, stk. 3:
Ved nyansættelse er ansættelsesmyndigheden ikke bundet af den forhøjede lønanciennitet, som den pågældende måtte have fået i henhold til stk. 3 hos en anden ansættelsesmyndighed.
Stk. 4. Pædagogikum medregnes i løncienniteten som følger:
|
|
Medregning i anciennitet |
|
2-årig uddannelsesstilling |
12 måneder |
|
1-årig uddannelsesstilling |
Antal måneder med 100 pct. løn |
|
Kursus påbegyndt mellem 1. august 1983 og 31. juli 2002 |
5 måneder |
|
Kursus efter 1998-ordningen påbegyndt efter 1. aug. 2002 |
5 måneder |
|
Kursus påbegyndt før 1. august 1983 |
6 måneder |
For lærere der efter den 1. april 2009 påbegynder pædagogikum, medregnes perioden i hvilken der tages pædagogikum fuldt ud i ancienniteten efter stk. 1 og 2.
Stk. 5. Ancienniteten afrundes opad til et helt antal måneder, dog således at den tidligst beregnes fra udgangen af den måned, hvori den pågældende har bestået eksamen.
Cirkulærebemærkninger til § 13, stk. 5:
En uddannelse anses for afsluttet fra den 1. i måneden efter, at samtlige karakterer er afgivet, og der foreligger dokumentation herfor i form af eksamensbevis eller anden erklæring fra uddannelsesinstitutionen.
I tilfælde, hvor en uddannelse afsluttes med en skriftlig afhandling, er det dog tilstrækkeligt, at der foreligger en forhåndsgodkendelse, det vil sige en erklæring underskrevet af vejleder og censor om, at afhandlingen vil blive godkendt. Erklæringen skal bekræftes af uddannelsesinstitutionen.
Stk. 6. De ansatte optjener fuld lønanciennitet ved mindst 15 timers beskæftigelse pr. uge i gennemsnit.
Ved en beskæftigelsesgrad på under 15 timer pr. uge i gennemsnit optjener de ansatte halv lønanciennitet.
Stk. 7. For beskæftigelse forud for 1. april 1987 beregnes anciennitet forholdsmæssigt ved mindre end 20 timer (11 løntimer) pr. uge og fuldt ud for 20 timer (11 løntimer) eller mere pr. uge.
Stk. 8. Hvis en ansat har mere end én deltidsbeskæftigelse, kan de ugentlige timetal sammenlægges til brug ved beregning af ancienniteten.
Stk. 9. Perioder af kortere varighed end et helt skoleår med under 15 timer pr. uge medregnes dog kun under forudsætning af, at ansættelsen ved den enkelte skole/kursus har (haft) en sammenhængende varighed af mindst 4 måneder.
§ 14. Pension
Ansættelsesmyndigheden indbetaler et samlet pensionsbidrag på 16,8 pct., hvoraf 1/3 anses for den ansattes eget bidrag, af følgende løndele:
a) basisløn, jf. § 7
b) centralt aftalte tillæg, jf. §§ 9-10, i det omfang det fremgår at tillægget er pensionsgivende
c) varige, lokalt aftalte tillæg efter § 8, stk. 2 og stk. 3
d) midlertidige, lokalt aftalte tillæg efter § 8, stk. 2 og stk.3, medmindre andet er aftalt i den konkrete tillægsaftale
e) pensionsgivende løndele efter bilag 6 om overgangsbestemmelser.
Stk. 2. Det kan lokalt aftales, at der indbetales pensionsbidrag på 16,8 pct. af engangsvederlag og resultatløn aftalt efter § 8, stk. 4 og stk. 5.
Stk. 3. Der indbetales sædvanlige pensionsbidrag af årslønnen, hvor en ansat afholder ferie med feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver eller afholder ferie uden ret til ferie med løn eller feriegodtgørelse. Der indbetales således pensionsbidrag, som om der afholdes ferie med løn.
Stk. 4. Der indbetales pensionsbidrag af løn til den deltidsansatte for tjeneste ud over den nedsatte arbejdstidsnorm, men inden for fuldtidsnormen.
Stk. 5. Efter anmodning fra den ansatte kan der over en nærmere fastsat periode tilbageholdes et ekstraordinært pensionsbidrag.
Stk. 6. Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidragene til MP Pension. Vedtægter og regulativer for pensionsordningen samt ændringer heri skal godkendes af overenskomstens parter.
Stk. 7. Tilbagekøb uden forbindelse med pensionsbegivenhedens indtræden kan alene ske i henhold til reglerne herom i Finansministeriets cirkulære af 27. maj 2005 om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv. (Perst. nr. 015-05). For bidrag indbetalt før 1. april 1993, gælder de hidtidige regler.
Stk. 8. Efter aftale mellem Finansministeriet og Gymnasieskolernes Lærerforening kan bidragene indbetales til en anden pensionsordning, hvis indhold kan godkendes af parterne, jf. stk. 6.
Stk.9. Ud over de nævnte pensionsbidrag har den ansatte ikke nogen ret til pension eller understøttelse fra staten på grundlag af ansættelsen. Den etablerede overgangsordning for ydelse af supplementsunderstøttelse omfattes ikke af denne bestemmelse.
Stk. 10. Til ansatte, der er fyldt 70 år, udbetales det efter overenskomsten gældende pensionsbidrag som løn, medmindre den ansatte ønsker bidraget indbetalt på en pensionsordning. Pensionsbidraget kan endvidere anvendes til køb af frihed.
Den ansatte retter henvendelse til ansættelsesmyndigheden, hvis pensionsbidraget ikke ønskes udbetalt som løn, men i stedet ønskes indbetalt til en pensionsordning eller til køb af frihed. Hvis den ansatte senere, dog tidligst efter et år, ikke længere ønsker pensionsbidraget indbetalt til en pensionskasse eller anvendt til køb af frihed, retter den ansatte på ny henvendelse til ansættelsesmyndigheden.
Ved udbetaling som løn gælder følgende:
a) Der beregnes ikke særlig feriegodtgørelse af beløbet
b) Beløbet er ikke pensionsgivende
c) Beløbet indgår ikke ved beregning af overarbejds- eller merarbejdsbetaling.
For så vidt angår betaling og andre vilkår for køb af frihed gælder samme regler som for seniordage.
Cirkulærebemærkninger til § 14:
Der kan mellem en ansat og organisationen eller pensionskassen træffes aftale om tilbageholdelse af et ekstraordinært pensionsbidrag over en nærmere fastsat periode.
Det henstilles til skolerne, at de løbende indberetter ændringer i den enkeltes ansættelsesforhold til MP Pension. Det drejer sig - ud over oplysninger om ansættelsens start og ophør - om oplysninger om periodisering af efterbetalingsbeløb, orlov, herunder hvilken type orlov, samt ydelse af pensionsgivende tillæg.
Aftaler om ikke-pensionsgivende tillæg indgået før 1. april 2003 er ikke omfattet af stk. 1.
Eksisterende tillæg efter §§ 9 og 10 kan ikke gøres pensionsgivende ved decentral eller lokal aftale.
Der kan ikke lokalt aftales anden pensionsdækning.
Lønspecifikationen skal indeholde oplysninger om det samlede pensionsbidrag og egetbidraget.
Der indbetales ATP-bidrag efter sats C.
Der er ved OK08 aftalt ændret ATP-sats med virkning fra 1. januar 2010. Finansministeriet vil udsende særskilt cirkulære herom.
Hvis den ansatte ønsker pensionsbidraget indbetalt til en pensionsordning, jf. stk.10, kan det ske til en pensionsordning efter den ansattes eget valg. Der er ikke krav om, at pensionsordningen skal opfylde bestemmelserne i Aftale om generelle krav til indhold af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv. (ydelsessammensætning, tilbagekøb og overflytning i forbindelse med jobskifte), (Perst. nr. 015-05).
Opmærksomheden henledes på, at ikke alle pensionskasser optager medlemmer, der er fyldt 70 år.
§ 15. Lønudbetaling, lønberegning mv.
Lønudbetaling og indbetaling af eventuelle pensionsbidrag sker månedsvis bagud.
Stk. 2. Månedslønnede følger de til enhver til gældende regler om tjenestemænds lønfradrag/lønberegning (jf. for tiden cirkulære af 24. maj 1985 om lønfradrag/lønberegning for tjenestemænd). De nævnte beregningsfaktorer i aftalens afsnit 1, pkt. 2.a.) udgør dog nu henholdsvis 1/1924 af årslønnen pr. arbejdstime og 7,4 timer pr. arbejdsdag.
Stk. 3. For tidsbegrænset ansatte beregnes beskæftigelsesgraden således:
|
Beskæftigelsesgrad i ansættelsesperioden= |
Planlagt timetal |
|
Fuldtidsarbejdsforpligtelsen |
Timer ud over fuldtidsarbejdsforpligtelsen (jf. stk. 4 og 5) honoreres som overtid, jf. § 28.
Stk. 4. Ved tidsbegrænset ansættelse for et helt skoleår (1. august til 31. juli) er fuldtidsarbejdsforpligtelsen 1680 timer.
Stk. 5. Ved tidsbegrænset ansættelse for mere end en måned, men mindre end et helt skoleår er fuldtidsarbejdsforpligtelsen = 7,4 timer x antal hverdage i ansættelsesperioden.
Stk. 6. I planlagt timetal efter stk. 3 indgår ikke ferie og søgnehelligdage. Hverdage efter stk. 5 omfatter ikke lørdage, feriedage og søgnehelligdage.
§ 16. Midlertidig tjeneste i højere stilling
§ 17. Procedure og planlægningsinstrumenter
Den årlige overordnede drøftelse
En gang årligt finder en drøftelse sted på den enkelte institution i samarbejdsudvalget eller i et andet medbestemmelsesorgan.
Drøftelsen skal omhandle:
a) de overordnede linjer for time- og fagfordelingen
b) den pædagogiske linje, herunder særlige indsatsområder, anvendelsen af lærerteam, projektarbejde, IT samt to-lærerordning og lærernes kompetenceudvikling
c) fælles aktiviteter herunder emneuger, udviklingsaktiviteter og møder
d) tidspunkter for udlevering af planer og vilkår i forbindelse med ændringer af planer, herunder i hvilke situationer almindelige varslings- og ændringsbestemmelser ikke gælder
e) principperne for tilstedeværelse.
Forud for drøftelsen i samarbejdsudvalget vil det være hensigtsmæssigt, at der mellem skolens ledelse og lærere har været en bred drøftelse af gymnasiets/kursets målsætninger, pædagogiske linje mv.
På baggrund af de overordnede drøftelser sker den nærmere fastsættelse af tid til opgaveløsningen i samarbejde mellem ledelse, den enkelte lærer og tillidsrepræsentanten, jf. §§ 20-21.
Stk. 2. Lærerens semesterplan
Skolens ledelse udarbejder i samarbejde med den enkelte lærer/lærerteam og tillidsrepræsentanten en semesterplan for undervisningen for den enkelte lærer/lærerteam samt en plan for lærerens/lærerteamets øvrige aktiviteter. Af semesterplanen skal fremgå lærerens samlede arbejdstid. Arbejdstiden skal være opdelt på aktiviteter, uanset om arbejdet udføres på eller uden for skolen, enten som en aftalt akkord eller med den forventede medgåede tid.
Semesterplanen indeholder følgende:
a) Undervisning
b) Pædagogiske og administrative opgaver
c) Øvrige opgaver, herunder lærerens årlige udviklingssamtale
Der skal være et hensigtsmæssigt forhold mellem tildelte opgaver og den tid, læreren har til rådighed til varetagelsen af det tillagte arbejde.
Stk. 3. Der kan lokalt aftales en kortere planlægningsperiode end skoleåret/semester.
Stk. 4. Semesterplanen kan indeholde aktiviteter, der på planlægningstidspunktet ikke er klart defineret, ligesom semesterplanen kan ændres, og aktiviteter kan tilføjes eller fjernes inden for rammerne af § 18, stk. 2. Lærerens planlagte undervisning, forberedelse og andre planlagte aktiviteter skal ved fravær på grund af sygdom, barsel eller andet lovligt forfald, fortsat indgå i lærerens årsopgørelse.
Efteruddannelse eller andre aktiviteter, der måtte blive aftalt under lærerens udviklingssamtale skal indføjes i semesterplanen.
Stk. 5. Såfremt forudsætningerne ændres væsentligt, f.eks. ved længerevarende sygdom, barsel mv. i lærerkollegiet, må fastsættelsen af tid tages op til fornyet drøftelse med henblik på aftale om eventuelle ændringer.
§ 18. Arbejdstid, tilstedeværelse, mødeplan og varsler
De anførte lønninger forudsætter fuldtidsbeskæftigelse svarende til 1924 årlige timer, inkl. ferie og fridage.
Stk. 2. Lærerens arbejdstid planlægges med mellem 1530 og 1830 timer årligt.
Cirkulærebemærkninger til § 18, stk. 2:
Såfremt planen indeholder mere end 1830 timer årligt, jf. dog § 28, stk. 4.
Stk. 3. På baggrund af arbejdets karakter og indhold drøftes tilstedeværelsen. Såfremt der ikke kan opnås enighed, fastlægger rektor tilstedeværelsen.
Stk. 4. For den enkelte lærer udarbejdes mødeplaner for lærerens samlede tilstedeværelse på skolen, dvs. lærerens skemalagte undervisning og øvrige opgaver. Læreren skal normalt have kendskab til omfang og placering af tilstedeværelse på skolen mindst 3 uger frem i tiden.
Ved udarbejdelsen af mødeplanen tilstræbes det, at arbejdet tilrettelægges i sammenhæng. Dette sker ligeledes i samarbejde mellem ledelsen, den enkelte lærer og tillidsrepræsentanten.
Den øgede tilstedeværelse giver mulighed for i højere grad at planlægge således, at der ikke er mellemtimer.
Stk. 5. Som led i en fleksibel planlægning, hvor der indgår perioder med høje ugentlige arbejdstimetal, kan der indgås aftale om sammenhængende perioder, hvor læreren ikke er til rådighed for skolen.
Stk. 6. Der tilkommer de ansatte fridage efter de for tjenestemænd gældende regler.
§ 19. Plustid
For at bestemmelserne om plustid, jf. stk. 2-7, kan bringes i anvendelse på arbejdspladsen, skal der indgås aftale mellem ansættelsesmyndigheden og den/de respektive tillidsrepræsentant(er) om, at ordningen iværksættes. Hvis der for en personalegruppe ikke findes en tillidsrepræsentant, indgås aftalen med den forhandlingsberettigede organisation. Iværksættelsesaftalen skal indeholde en opsigelsesbestemmelse.
Cirkulærebemærkninger til § 19, stk. 1:
Vilkårene for plustidsansættelse fremgår af bestemmelserne i overenskomsten og skal derfor ikke fastlægges i iværksættelsesaftalen, der alene skal bekræfte de lokale parters enighed om, at plustidsordningen kan anvendes på den pågældende arbejdsplads.
Iværksættelsesaftalen skal alene bekræfte de lokale parters enighed om, at plustidsordningen kan anvendes på den pågældende arbejdsplads. Ved eventuelt bortfald af iværksættelsesaftalen, løber allerede indgåede individuelle aftaler om plustid videre efter deres individuelle indhold indtil de eventuelt måtte blive opsagt efter de regler, der er fastsat i den individuelle aftale.
Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden og den ansatte kan aftale en individuel arbejdstid, der er højere end den i § 18 anførte fuldtidsbeskæftigelse (plustid).
Cirkulærebemærkninger til § 19, stk. 2:
Plustid forudsætter en aftale mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte og bygger således på frivillighed.
Stk. 3. Den individuelt aftalte arbejdstid kan ikke udgøre mere end gennemsnitlig 42 timer om ugen.
Stk. 4. Ved aftale om plustid forhøjes arbejdstiden og lønnen forholdsmæssigt.
Cirkulærebemærkninger til § 19, stk. 4:
Den forhøjede løn udbetales også under fravær, hvor den ansatte har ret til sædvanlig løn, eksempelvis sygdom, barselsorlov, ferie og omsorgsdage.
Den forhøjede løn lægges ligeledes til grund ved beregning af efterindtægt, fratrædelsesbeløb eller andre ydelser, der tager udgangspunkt i den ansattes sædvanlige løn.
Stk. 5. Af den del af lønnen, der overstiger lønnen for fuldtidsbeskæftigelse, indbetaler ansættelsesmyndigheden sædvanligt pensionsbidrag af hele den forhøjede løn.
Stk. 6. En individuel aftale om plustid kan af såvel den ansatte som ansættelsesmyndigheden opsiges til bortfald med 3 måneders varsel til udgangen af en måned, med mindre andet aftales.
Cirkulærebemærkninger til § 19, stk. 6:
Efter varslets udløb vender den ansatte tilbage til den beskæftigelsesgrad, der gjaldt før indgåelse af plustidsaftalen.
Stk. 7. Hvis den ansatte afskediges uansøgt, har den pågældende – uanset et eventuelt aftalt længere varsel – ret til at vende tilbage til den beskæftigelsesgrad, som gjaldt før overgangen til plustid, 3 måneder før fratrædelsestidspunktet.
Cirkulærebemærkninger til § 19, stk. 7:
Arbejdsdirektoratet har tilkendegivet, at arbejdstimer ud over 37 pr. uge, der er præsteret inden for de seneste 3 måneder forud for en ledighedsperiode, i relation til lov om arbejdsløs-hedsforsikring vil blive betragtet som overskydende timer. Betalingen for disse timer vil derfor påvirke beregningen af eventuelle arbejdsløshedsdagpenge.
Det er derfor aftalt, at en ansat, der afskediges uansøgt, kan vælge at vende tilbage til sin tidligere beskæftigelsesgrad 3 måneder før sin fratræden – uanset om den individuelle plustidsaftale indeholder et længere opsigelsesvarsel.
§ 20. Undervisning, forberedelse og øvrige opgaver
Undervisning, forberedelse til undervisning samt øvrige opgaver planlægges og opgøres særskilt, medmindre der er aftalt akkord for den samlede opgaveløsning.
Stk. 2. Det årlige undervisningstimetal a 60 minutter, som den enkelte lærer planlægges med, med henblik på opfyldelse af stx- og hf-bekendtgørelserne, indregnes i lærerens arbejdstid.
Cirkulærebemærkninger til § 20, stk. 2:
I lærerens undervisningstimetal indgår den tid, læreren forestår undervisning med fagligt formål. Undervisningen forudsætter, at læreren alene eller i fællesskab med andre forbereder og efterbehandler og evaluerer et hold elevers eller en klasses undervisning.
I lærerens undervisningstimetal indgår undervisning organiseret som eksempelvis klasseundervisning, holdundervisning, undervisning på tværs af hold, klasser og årgange samt forelæsninger, herunder
a) undervisningstimer ved ekskursioner, introture og anden forlagt undervisning svarende til elevernes uddannelsestid
b) obligatorisk værkstedsundervisning ved hf
c) ved virtuel undervisning timer svarende til holdets/klassens uddannelsestid
d) undervisning ved temadag
e) frivillig undervisning og studiekredse
f) brobygningskurser og tilsvarende
g) laboratoriekurser for selvstuderende
h) faglig og metodisk vejledning, der organiseres som undervisning
i) eller lignende.
Undervisningen i et fag eller undervisningsforløb kan varetages af en eller flere lærere.
Stk. 3. Herudover indregnes tid til forberedelse. Forberedelsestiden fremkommer på følgende måde:
(Lærerens årlige undervisningstimetal ¸ 30 pct. af lærerens årlige undervisningstimetal) * 1,33 time.
Forberedelsestiden til de 30 pct. af lærerens årlige undervisningstimetal aftales lokalt, idet der tages hensyn til bl.a. undervisningsformer, lærerroller, erfaring mv.
Til lærere, der er fyldt 60 år, indregnes yderligere 40 minutter * det årlige undervisningstimetal.
Cirkulærebemærkninger til § 20, stk. 3:
Forberedelse til undervisning omfatter, at læreren og lærerteamet planlægger, forbereder, evaluerer og efterbehandler undervisning og undervisningsforløb alene og sammen med andre.
Stk. 4. Forberedelse, som ikke kræver samarbejde med andre lærere, tilrettelægges og administreres af læreren. Skolens ledelse kan ikke pålægge læreren, at sådan forberedelse skal udføres på et bestemt tidspunkt, ligesom forberedelsen ikke kan blive pålagt udført på skolen.
Stk. 5. Rektor/forstander fastlægger, efter drøftelse med den pågældende lærer og tillidsrepræsentanten, øvrige opgaver, f.eks.:
a) Pædagogiske-administrative opgaver for lærere og/eller teamet
b) Ekstra tid til særlig individuel og fælles forberedelse, f.eks. udvidet teamsamarbejde
c) Særlige udviklingsopgaver
d) Andre opgaver i tilknytning til undervisningen
e) Samlingspasning
f) Pauser
g) Eksamensvagt o.l.
Cirkulærebemærkninger til § 20, stk. 5:
For så vidt angår pauser, der medregnes i arbejdstiden, præciseres
a) at pauserne fastlægges af skolens ledelse eller af de involverede lærere og elever/kursister,
b) at den ansatte ikke kan forlade arbejdsstedet i sådanne pauser, medmindre andet er aftalt med skolens ledelse,
c) at den ansatte i pausen er til rådighed for arbejdsgiveren, og
d) at der ikke sker ændring i gældende regler om pausernes omfang.
Stk. 6. Med mindre der aftales akkord, indlægges tid til opgaveløsningen i semesterplanen. Såfremt læreren skønner, at opgaverne ikke kan løses inden for den afsatte tid, skal rektor/forstander så tidligt som muligt gøres opmærksom herpå, med henblik på at rektor/forstander kan tage stilling til, hvilke konsekvenser det har for opgaveløsningen.
Stk. 7. Procenten i henhold til stk. 3 kan forhøjes ved lokal aftale.
§ 21. Akkorder
Arbejdstiden kan for den enkelte lærer/lærerteam aftales som akkord.
Stk. 2. Ved en akkord forstås en aftale om, at der fastsættes et bestemt antal arbejdstimer til en nærmere beskrevet opgave.
Timerne anses for medgået til formålet og indregnes i årsopgørelsen.
Stk. 3. Aftale om akkord indgås mellem rektor/forstander og tillidsrepræsentanten.
Stk. 4. Akkorder udløber senest med skoleårets udgang.
Stk. 5. Hvis forudsætningerne for akkorden ændres væsentligt, kan denne drøftes med henblik på at aftale eventuelle justeringer.
Cirkulærebemærkninger til § 21, stk. 5:
I forbindelse med indgåelse af aftaler om akkord kan det lokalt overvejes hvilke ændringer, der kan medføre fornyet drøftelse med henblik på at aftale eventuelle justeringer.
Ved væsentlige ændringer af forudsætninger kan der ikke aftales justeringer af akkorder, som medfører, at der ikke udbetales løn under sygdom og barsel.
§ 22. Eksamen
Timer til eksamen og årsprøver i såvel den ordinære som den ekstraordinære eksamenstermin beregnes for eksaminator og censor som anført i stk. 2-9.
Eksamens indplacering i årsopgørelsen fremgår af stk. 10.
Aflønning mv. i forbindelse med eksamen på særlige vilkår mv. fremgår af stk. 11-12.
Tid til eksamen
Stk. 2. Hvert hold udløser en grundtakst på 9,5 timer, der tillægges både eksaminator og censor, jf. dog stk. 5 og 8.
Består holdet kun af 1 elev/kursist, udløses dog kun en grundtakst på 2 timer, der tillægges både eksaminator og censor.
Cirkulærebemærkninger til § 22, stk. 2:
Et hold defineres som en gruppe elever/kursister med samme undervisningsbeskrivelse i et fag på samme niveau. Et hold kan f.eks.. bestå af en studieretningsklasse, et valghold, en hf-klasse eller en gruppe enkeltfagselever.
Stk. 3. Elever/kursister, der på grund af forsømmelser er henvist til at aflægge eksamen på særlige vilkår eller på vilkår som selvstuderende, jf. bekendtgørelse nr. 1222 af 4. december 2006 om studie og ordensregler i de gymnasiale uddannelser § 7, pkt. 4. og 5, forudsættes eksamineret i forlængelse af elevens/kursistens eget hold. I dette tilfælde udløses der ikke en ny grundtakst.
Cirkulærebemærkninger til § 22, stk. 3:
Elever/kursister, hvis hold ikke skal til eksamen i det pågældende fag, udgør et selvstændigt hold på en eller flere kursister.
Eksaminator og censor tillægges i dette tilfælde tid efter stk. 2.
Stk. 4. For øvrige selvstuderende og/eller studerende på særlige vilkår tillægges eksaminator og censor tid efter stk. 2, 2. afsnit om hold på 1 person.
Cirkulærebemærkninger til § 22, stk. 4:
Øvrige selvstuderende, der har samme pensum, kan eksamineres som et samlet hold, jf. stk. 2, 1. afsnit.
Stk. 5. For de flerfaglige mundtlige prøver for kultur- og samfundsfagsgruppe (hf) og naturvidenskabelig faggruppe (hf), aftales grundtakst til eksaminator(er) og censor lokalt på eksamensskolen.
Stk. 6. Ud over grundtaksten, jf. stk. 2, 1. - 2. afsnit og stk. 5, tillægges eksaminator og censor for hver elev/kursist, der har gennemført en mundtlig eksamen/årsprøve, 2 gange den i Undervisningsministeriets bekendtgørelser fastsatte eksaminationstid.
Cirkulærebemærkninger til § 22, stk. 6:
Såfremt eksaminander udebliver fra eksamen eller framelder sig senere end 2 døgn før dennes afholdelse, tillægges eksaminator og censor tid, som om eksaminationen var gennemført.
Stk. 7. Ved eksamination i eksamensprojektet (hf) og den mundtlige prøve i almen studieforberedelse (stx) beregnes timer ikke efter stk. 2 til 6, men ved at eksaminator pr elev tildeles 3,3 gange den i Undervisningsministeriets bekendtgørelser fastsatte eksaminationstid pr. elev. Censor tildeles pr. elev 3,3 gange den i Undervisningsministeriets bekendtgørelser fastsatte eksaminationstid pr. elev, dog minimum 7,4 time pr. dag.
Stk. 8. Ved eksamensformer, der ikke er fastlagt i de pr. 1. april 2008 gældende bekendtgørelser om eksamen på gymnasieområdet (stx- og hf bekendtgørelserne) aftales grundtakst til eksaminator og censor lokalt på eksamensskolen, såfremt der ikke er indgået en aftale mellem overenskomstens parter.
Stk. 9. Hvor særlige forhold gør sig gældende, kan der tillægges eksaminator og/eller censor ekstra timer.
Eksamens indregning i årsplan og årsopgørelse
Stk. 10. Eksamensperioderne indregnes med de i det foregående skoleår faktisk udførte timer ved årsprøver, vagter, eksamensafvikling og censur.
Cirkulærebemærkninger til § 22, stk. 10:
For lærere, der medvirker som vagt ved skriftlig eksamen i den ekstraordinære eksamenstermin indregnes det konkrete timeforbrug i årsopgørelsen.
For fastansatte, der ændrer beskæftigelsesgrad, indgår det foregående års eksamensbelastning i henholdsvis årsplan og årsopgørelse.
Ved nyansættelse indgår eksamen med 110 timer i lærerens årsplan og årsopgørelse.
For nyansatte årsvikarer med mindre end fuldt timetal indgår eksamen med en forholdsmæssig andel af 110 timer, svarende til lærerens beskæftigelsesgrad, dog minimum 9,5 timer. For årsvikarer, der fortsætter deres ansættelse forholdes som for fastansatte.
Er en lærer fraværende i eksamensperioden på grund af barselsorlov eller sygdom planlægges eksamen i det følgende skoleår med det samme timetal, som læreren var planlagt med i det skoleår, hvor læreren var fraværende.
Fratræder læreren stillingen, medregnes i timeopgørelsen forskellen mellem det faktisk forbrugte timetal ved den sidst afholdte eksamen og det i årsplanen indregnede timetal, såfremt den forbrugte tid overstiger den planlagte tid. Er det forbrugte timetal mindre end det i årsplanen indregnede timetal sker der ingen modregning.
Stk. 11. For pædagogikumkandidater indgår eksamen med 86 timer i uddannelsesplanen.
Rektor kan efter lokal drøftelse tildele ekstra tid til eksamen.
Vederlag ved eksamination af selvstuderende og elever på særlige vilkår samt ved mundtlig eksamen i den ekstraordinære eksamenstermin
Stk. 12. I forbindelse med eksamination af selvstuderende, herunder elever/ kursister på særlige vilkår og elever/kursister, der går til eksamen på vilkår
som selvstuderende, vederlægges eksaminator med timelønssats III (inkl. betaling for forberedelse) i Finansministeriets cirkulære om vederlæggelse af timelønnet undervisning.
Det forudsættes, at eksamination af selvstuderende m.fl. finder sted på dage, hvor de pågældende lærere i øvrigt virker som eksaminator og censor på skolen.
Stk. 13. Eksaminatorer og censorer, der forestår mundtlig eksamen i den ekstraordinære eksamenstermin, vederlægges således:
Eksaminator vederlægges med timelønssats III (inkl. betaling for forberedelse) i Finansministeriets cirkulære om vederlæggelse af timelønnet undervisning.
Censor vederlægges med 80 pct. heraf.
Stk. 14. Det til eksamen efter stk. 12-13 medgåede timetal beregnes ved at dividere antal eksaminander med antallet af eksaminationer pr. time (jf. de for den ordinære eksamen gældende regler.)
Det herved beregnede timetal oprundes til nærmeste antal hele timer.
Såfremt eksaminander udebliver fra eksamen eller framelder sig eksamen senere end 2 døgn før dennes afholdelse, ydes vederlag, som om eksaminationen var gennemført.
Stk. 15. Bestemmelser i stk. 1-14 kan fraviges ved lokal aftale.
§ 23. Opgaveevaluering
Rektor fordeler elevtid til skriftligt arbejde.
Stk. 2. Ved opgaveevaluering forstås lærernes samlede arbejde i forbindelse med elevernes skriftlige arbejder.
Stk. 3. For opgaveevaluering ydes for hver elev 0,10 time pr. times elevtid.
Stk. 4. For opgaveevaluering af større skriftlige opgaver samt vejledning i disse opgaver ydes der, i stedet for tid efter stk. 3, for hver elev 0,15 time pr. times elevtid. Denne type opgaver omfatter eksempelvis studieretningsprojekt og dansk/historieopgave samt større skriftlig opgave og eksamensprojekt i hf.
Stk. 5. Uddannelsestid til
a) studieretningsprojektet
b) eksamensprojektet på hf
c) større skriftlig opgave på hf
d) termins- og årsprøver
betragtes som elevtid
Stk. 6. Ved gruppeopgaver ydes tid til opgaveevaluering som følger. Første elev tæller 100 pct. og efterfølgende elever tæller 1/3 heraf.
Stk. 7. Når to eller flere lærere evaluerer en flerfaglig opgave, forhøjes tiden til opgaveevaluering med 50 pct. pr. lærer ud over én lærer og deles som hovedregel forholdsmæssigt mellem dem.
Cirkulærebemærkninger til § 23, stk. 7:
Stk. 7 anvendes pr. lærer og ikke pr. fag.
Når to eller flere lærere evaluerer en flerfaglig gruppeopgave, anvendes både stk. 6 og stk. 7, jf. nedenstående eksempel:
Eksempel:
Hvis en gruppe på tre elever skriver en vejledningskrævende opgave, jf. stk. 4, der er fastsat til 10 timers elevtid, og som skal rettes af to lærere, skal lærernes arbejdstid udregnes således:
Elevtid (10 timer) * evalueringsnorm (0,15) * gruppefaktor (1+2*1/3) * lærerfaktor (1+1*0,5) = 10 * 0,15 * 1 2/3 * 1,5 = 3,75 arbejdstimer, der fordeles til de to lærere. I dette tilfælde vil de 3,75 arbejdstimer som hovedregel blive delt således, at der ydes 1,875 arbejdstimer pr. lærer for gruppens opgave.
Stk. 8. For opgaveevaluering, der ikke kræver samvær med elever eller andre lærere, administrerer læreren selv tiden. Læreren kan ikke pålægges at udføre dette arbejde på skolen.
Stk. 9. Stk. 3. og 4. kan fraviges ved lokal aftale
§ 24. Gennemførelsesvejledning, tutor-ordning samt økonomi- og kostinspektion
Til elevernes gennemførelsesvejledning ydes nedenstående årlige timetillæg:
|
1.g-klasser |
83 timer pr. klasse |
|
2.g- og 3.g-klasser |
56 timer pr. klasse |
|
Studenterkursus |
112 timer pr. klasse |
|
2-årige hf-kurser |
112 timer pr. klasse |
|
Enkeltfagsundervisning |
3,3 timer pr. kursist |
Cirkulærebemærkninger til § 24, stk. 1:
Ved enkeltfagskurserne fastsættes elevtallet i et kursusår til det antal elever, som har deltaget i undervisningen inden 4. undervisningsuge i kursusfagets forløb eller, ved to- eller flerårige kursusfag inden 4. undervisningsuge i kursusåret.
Vejlederne ved enkeltfagsundervisningen kan, inden for den samlede timeramme, ud over den beskrevne vejledning anvende tid til andre udadrettede opgaver efter forstanderens nærmere anvisning.
Stk. 2. Til tutorer ydes nedenstående årlige timetillæg:
|
2-årige HF-kurser |
5,7 timer pr. kursist |
|
Enkeltfagsundervisning |
1,6 timer pr. årskursist |
Cirkulærebemærkninger til § 24, stk. 2:
Opmærksomheden henledes på, at der lokalt kan aftales en anden fordeling mellem vejledning efter stk. 1 og tutoropgaven i stk. 2. Ifølge bekendtgørelse nr. 746 af 1. juli 2008 om hf-uddannelsen tilrettelagt som enkeltfagsundervisning for voksne (hf-enkeltfagsbekendtgørelsen) etableres tutorordningen på enkeltfags-hf alene i forhold til de kursister, der gennemfører en fuld hf, og de kursister der tager en fagpakke.
Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2 kan fraviges ved lokal aftale.
Stk. 4. For skoler med kostafdeling afsættes årligt
670 timer for hver økonomiinspektor og
450 timer for hver kostinspektør
Timernes fordeling på arbejdsopgaver for kostinspektører drøftes lokalt.
Cirkulærebemærkninger til § 24, stk. 3:
Økonomi- og kostinspektion indgår kun i skolens ledelse i det omfang, det bestemmes af rektor. Tid til økonomi- og kostinspektion fastsættes efter § 24, stk. 4.
§ 25. Tid til ledelsesopgaver
Til stillingen som ledende inspektor anvendes mindst 1120 timer til ledelsesopgaver.
Stk. 2. Til stillingen som ledende inspektor (udover de 1120 timer) og til hvervene som inspektor afsættes samlet mindst følgende årlige timetal pr. skole/kursus:
|
Indtil 200 elever |
3,5 time pr. elev |
|
201 elever og derover |
275 timer + 3,5 time pr. elev |
Cirkulærebemærkninger til § 25, stk. 2:
Elevtallet ved skolen/kurset opgøres pr. den 1. september. Enkeltfagskursister omregnes til fuldtidskursister og medregnes ved opgørelsen af elevtallet. Omregning sker ved at dividere det samlede elevtimetal med 925.
Rektor fastlægger fordelingen af ledelsesopgaver mellem ledende inspektor og inspektorer.
§ 26. Arbejdstid ved fravær
Ved fravær på grund af sygdom eller andet lovligt forfald indgår tiden i årsopgørelsen med den planlagte tid.
Stk. 2. Ved fravær på grund af godkendt efteruddannelse indgår den medgåede kursustid inklusive rejsetid i årsopgørelsen.
Der kan dog højst medregnes 7,4 timer pr. dag.
Cirkulærebemærkninger til § 26, stk. 2:
Skolen kan desuden støtte anden efter- og videreuddannelse ved helt eller delvist at tildele tid til opgaven og/eller helt eller delvist dække udgifter hertil.
§ 27. Årsopgørelsen
Det årlige timetal udgør 1680 ekskl. ferie og fridage.
Såfremt særlige feriedage, jf. § 30, stk. 2 afholdes, reduceres det årlige timetal med 7,4 time pr. dag.
Arbejdstiden beregnes ved sammentælling af tid til følgende:
a) Mødetid ifølge semesterplan
b) Tid til forberedelse
c) Præsterede arbejdstimer herudover
d) Akkorder
e) Opgaveevaluering
f) Tid til eksamen
g) Tid til ledende inspektor/inspektor
h) Gennemførelsesvejledning og tutorordning
i) Afspadsering og tilspadsering
j) Timer efter særlig aftale.
Til vejledere ved pædagogikumuddannelsen medregnes 33 timer for hver kandidat pr. fag i lærerens årsopgørelse.
Cirkulærebemærkninger til §27, stk. 1:
Timetallet for vejledning dækker ikke supervision.
Hvis vejledningen af pædagogikumkandidaten udføres af flere lærere, deles tiden forholdsmæssigt.
Cirkulærebemærkninger § 27, stk. 1:
Mødetid ifølge semesterplan indeholder bl.a. undervisning, pauser og andre pædagogisk-administrative opgaver.
I det omfang timer efter særlig aftale ikke er indeholdt i mødeplanen, indgår tiden hertil i årsopgørelsen. Timer efter særlig aftale kan f.eks. være:
a) Kombinationsbeskæftigelse
b) Tillids- og sikkerhedsrepræsentantarbejde
c) Fagkonsulenttimer
d) Undervisningsinspektørtimer
e) Timer tillagt pædagogikumkandidater
f) Arbejde rekvireret af Undervisningsministeriet som medlemmer af opgavekommissioner, som fagkonsulenter, (ud over den i forvejen fastlagte fordeling af arbejdstiden), som medlemmer af faglige udvalg samt til andre opgaver i forbindelse med pædagogikum, efteruddannelse, studievejlederuddannelse mv., i det omfang tiden hertil ikke helt eller delvist vederlægges særskilt
g) Eventuelle timer tillagt lærere og ledere ved teoretisk pædagogikum
h) Konferencetimer, deletimer, frivillig undervisning og anden undervisning f.eks. laboratoriekurser
i) Vikartimer
j) Faglig vejledning af selvstuderende
k) Tilsyn i eksperimentelle fag/større skriftlig opgave.
Stk. 2. Vikartimer, der læses af lærere, som er fastansatte, eller af tidsbegrænsede ansatte med fuldt timetal, indregnes i lærerens timetal. Indregningen sker hvad enten timerne læses ved den skole/det kursus, hvor den pågældende er ansat (hovedstillingen), eller ved en anden skole/et andet kursus.
Stk. 3. Hvis læreren til- eller fratræder i løbet af skoleåret eller i øvrigt kun har været ansat i en del af skoleåret, sker der alene opgørelse af arbejdstiden for den del af året, hvor læreren har været beskæftiget. Ved opgørelse af timetallet for lærerens beskæftigelse anvendes beregningen som fastsat i § 15, stk. 5 og 6.
§ 28. Overtidsbetaling
Beordret og kontrollabelt arbejde, der strækker sig ud over den for fuldtidsansatte fastsatte årlige arbejdstid, honoreres med overtidsbetaling eller afspadsering.
Stk. 2. Ud fra en samlet vurdering af gymnasiets ressourcer afgør rektor, om overtid skal honoreres i form af overtidsbetaling eller afvikles ved afspadsering.
Stk. 3. Overarbejde, der honoreres med betaling, vederlægges pr. arbejdstime med 1/1924 af den pågældendes årsbruttoløn (årsløn inkl. funktions- og kvalifikationstillæg og inkl. eget pensionsbidrag) med tillæg på 50 pct.
Stk. 4. Den enkelte lærer kan overføre indtil 225 overtimer (inkl. afspadseringstillæg på 50 pct.) til afvikling det følgende skoleår. Planlagt overarbejde ud over 150 timer årligt vederlægges løbende.
Stk. 5. Den enkelte lærer kan overføre indtil 150 undertimer, der tilspadseres det følgende skoleår. Timerne tilspadseres i forholdet 1:0,75.
Cirkulærebemærkninger til § 28, stk. 5:
Bestemmelsen gælder også for deltidsansatte.
Stk. 6. Fratræder en lærer sin stilling, afregnes timer, som ikke er blevet afspadseret, med den på fratrædelsestidspunktet gældende overtimesats.
Stk. 7. Såfremt en lærer fratræder eller afskediges, uden at der har fundet tilspadsering af undertimer sted, sker der ikke løntilbageholdelse for disse timer.
Stk. 8. For lærere, der ved det 60. år får yderligere tid jf. § 20, stk. 3, kan der alene ske afspadsering af eventuelle overtimer. Afspadsering sker i forholdet 1:1.
Stk. 9. For ledende inspektor kan der alene ske afspadsering af eventuelle overtimer. Afspadsering sker i forholdet 1:1. Som et alternativ eller i kombination med afspadsering kan der til ledende inspektor ydes engangsvederlag som honorering af særlig indsats eller honorering af merarbejde. Vederlaget fastsættes af ledelsen efter drøftelse med den ledende inspektor.
Stk. 10. Herudover aftales de nærmere regler lokalt.
Cirkulærebemærkninger til § 28, stk. 1-3 og 6-9:
Stk. 1-3 og 6-9 kan ikke fraviges ved lokal aftale.
§ 29. Arbejdstidsbestemte tillæg
For tjeneste mellem kl. 17.00 og 06.00 betales følgende tillæg pr. time (forskudttidstillæg): 17,03 kr.
Stk. 2. For tjeneste på lørdage, søn- og helligdage, mandag indtil kl. 04.00, grundlovsdag og juleaftensdag ydes en ensartet weekendsats, hvor der betales følgende tillæg pr. time (weekendtillæg): 30,46 kr.
Stk. 3. Afregning af betalingssatserne foretages i 1/2 timer.
Stk. 4. Til magistre, der er fast knyttet til et studenterkursus med pligt til undervisning på et aftenhold, ydes et ureguleret månedligt tillæg på 122,67 kr. pr. ugentlig time efter kl. 18.30.
Cirkulærebemærkninger til § 29, stk.4:
Timer, der påbegyndes før kl. 18.30 og afsluttes senere, regnes for en halv time.
Den enkelte lærer kan højst oppebære tillæg for 12 ugentlige timer.
Stk. 5. I stedet for det i stk. 4 nævnte tillæg kan der lokalt aftales et funktionstillæg til magistre, der er fast knyttet til et studenterkursus med pligt til undervisning på aftenhold.
Cirkulærebemærkninger til § 29, stk. 5:
I ulempeberegningen indgår alene den arbejdstid, der er omfattet af semesterplanen eller i øvrigt er beordret eller godkendt, herunder pauser hvor læreren er forpligtet til at være på arbejdsstedet. Ydelserne udbetales således ikke for tid til individuel forberedelse, jf. § 20 og individuel opgaveevaluering, jf. § 23, stk. 8 og bilag 8.
Kostinspektører er ikke omfattet af bestemmelserne i forbindelse med deres funktion som kostinspektør.
Stk. 6. Til lærere ved hf-enkeltfagskurser, hvis tjeneste er delt, ydes godtgørelse for delt tjeneste efter bestemmelserne i aftale om natpenge mv. for tjenestemænd i staten.
§ 30. Ferie mv.
De ansatte er omfattet af den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og centralorganisationerne om ferie, herunder særlige feriedage (ferieaftalen), for tiden cirkulære af 11.november 2005 (Perst. nr.053-05).
Cirkulærebemærkninger til § 30, stk. 1:
Medmindre andet aftales mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte, anses 5 ugers ferie for afholdt i sammenhæng i den periode, hvor skolen holder sommerferielukket, med 20 dage forud for den 1. august og 5 dage efter den 31. juli.
Eventuel erstatningsferie for feriehindringer (f.eks. barsel, sygdom) lægges i forlængelse af feriehindringen/den afholdte ferie, eller efter aftale mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte, med mindre den kræves udbetalt i form af feriegodtgørelse, jf. ferieaftalen.
Stk. 2. Afvikling af særlige feriedage sker i henhold til reglerne i ferieaftalen.
Cirkulærebemærkninger til § 30, stk. 2:
Såfremt der afholdes særlige feriedage på dage, hvor der er planlagt undervisning og/eller andre opgaver, skal undervisningen og/eller opgaven flyttes til en anden dag efter rektors anvisning, jf. bestemmelsen i § 27 om opgørelse af arbejdstiden.
§ 31. Sygdom
De ansatte er omfattet af aftale mellem Finansministeriet og centralorganisationerne om, at månedslønnede ikke-funktionærer får fuld løn under sygdom, herunder fravær på grund af tilskadekomst i tjenesten. I grundlaget for beregningen af løn i disse fraværssituationer indgår visse fast påregnelige særlige ydelser, jf. Finansministeriets cirkulære af 1. december 2003.
§ 32. Militærtjeneste
Funktionærlovens bestemmelser om militærtjeneste finder anvendelse. Funktionærlovens § 6, stk. 2, om løn under genindkaldelse finder tilsvarende anvendelse for månedslønnede ikke-funktionærer.
§ 33. Tjenestefrihed
De ansatte har ret til tjenestefrihed uden løn til de formål, der er nævnt i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 518 af 3. juli 1991 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede forhold, jf. Finansministeriets cirkulære af 3. juli 1991.
Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden kan give en ansat tjenestefrihed uden løn, når det ikke strider mod ansættelsesmyndighedens interesser.
Stk. 3. Ansættelsesmyndigheden kan give en ansat tjenestefrihed med hel eller delvis løn og eventuelt pensionsbidrag til uddannelsesformål efter reglerne i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 543 af 14. september 1988, jf. Finansministeriets cirkulære af 8. marts 1990.
Stk. 4. Det er ansættelsesmyndighedens ansvar, at der er en stilling ledig til den pågældende, når tjenestefriheden ophører.
Stk. 5. Finansministeriet og Gymnasieskolernes Lærerforening kan aftale, at ansættelsesmyndigheden indbetaler 2/3 og den ansatte 1/3 af sædvanlige pensionsbidrag af den hidtidige løn i de tilfælde, hvor tjenestefrihed ville kunne medregnes i pensionsalderen for tjenestemænd.
Cirkulærebemærkninger til § 33:
De ansatte er desuden omfattet af:
1. Ministeriet for statens lønnings- og pensionsvæsens cirkulæreskrivelse nr. 113 af 23. juni 1971 om deltagelse i uddannelseskurser for det i staten og folkekirken ansatte personale.
2. Finansministeriets cirkulære af 25. november 1985 om tjenestefrihed og lønafkortning for ansatte i staten mv., der varetager ombud o. lign.
§ 34. Barns 1. sygedag
Ansættelsesmyndigheden kan give den ansatte hel eller delvis tjenestefrihed til pasning af et sygt barn, når
a) det er barnets første sygedag,
b) hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt,
c) forholdene på tjenestestedet tillader det,
d) barnet er under 18 år, og
e) barnet er hjemmeværende.
Fraværet noteres på lister, der føres om de ansattes sygefravær.
Cirkulærebemærkninger til § 34, stk. 1:
I vurderingen af, om anmodning om tjenestefrihed skal imødekommes, indgår en afvejning af barnets alder og sygdommens karakter.
Stk. 2. Den ansatte får under tjenestefriheden en løn, der svarer til den løn, som den ansatte ville have fået under sygdom. I grundlaget for beregningen af løn i disse fraværssituationer indgår dog ikke visse fast påregnede særlige ydelser, jf. Finansministeriets cirkulære af 1. december 2003.
Stk. 3. Ved misbrug kan ansættelsesmyndigheden inddrage adgangen til tjenestefrihed efter stk. 1 for den enkelte ansatte.
Stk. 4. Barns 1. og 2. sygedag
Fra 1. oktober 2008 erstattes stk. 1-3 af følgende:
”Ansættelsesmyndigheden kan give den ansatte hel eller delvis tjenestefrihed til pasning af et sygt barn på barnets 1. og 2. sygedag, når
a) hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt,
b) forholdene på tjenestestedet tillader det,
c) barnet er under 18 år, og
d) barnet er hjemmeværende.
Den ansatte får under tjenestefriheden en løn, der svarer til den løn, som den ansatte ville have fået under sygdom. I grundlaget for beregningen af løn i disse fraværssituationer indgår dog ikke visse fast påregnelige ydelser, jf. Finansministeriets cirkulære af 1. december 2003.
Ved misbrug kan ansættelsesmyndigheden inddrage adgangen til tjenestefrihed for den enkelte ansatte.
Cirkulærebemærkninger til § 34, stk. 4:
Den 2. sygedag er den kalenderdag, der ligger i umiddelbar forlængelse af 1. sygedag, uanset om det er en arbejdsdag eller en fridag.
Den 1. og 2. sygedag kan holdes uafhængigt af hinanden, dvs. at en ansat kan holde fri på barnets 2. sygedag, selv om den pågældende ikke har holdt fri på barnets 1. sygedag.
Forældre kan dele de to dage imellem sig, sådan at den ene af forældrene holder fri den 1. dag, og den anden holder fri den 2. dag.
Mulighed for frihed med løn på barnets 2. sygedag gælder i de tilfælde, hvor barnets 2. sygedag er den 1. oktober 2008 eller senere.
§ 35. Opsigelsesvarsler mv.
For månedslønnede gælder funktionærlovens regler om varsling af opsigelse og om fratrædelsesgodtgørelse.
Cirkulærebemærkninger til § 35, stk. 1:
Tidsbegrænset ansatte, der er ansat for mindre end et skoleår eller med mindre end fuld tid, er berettiget til at opsige arbejdsforholdet til øjeblikkelig fratræden, såfremt de pågældende på eget initiativ/via arbejdsformidlingen opnår beskæftigelse af større omfang.
Stk. 2. Med virkning fra 1. april 2009 ydes fratrædelsesgodtgørelse dog også i tilfælde, hvor den ansatte ved fratræden vil oppebære alderspension fra arbejdsgiver.
Cirkulærebemærkninger til § 35, stk. 2:
Bestemmelsen er gældende for afskedigelser, hvor fratrædelsestidspunktet ligger den 1. april 2009 eller senere.
Stk. 3. Ved afskedigelse af en ansat må vilkårligheder ikke finde sted.
Stk. 4. Ansættelsesmyndigheden skal meddele enhver afskedigelse til den ansatte skriftligt med begrundelse for afskedigelsen. Hvis den pågældende har været uafbrudt beskæftiget hos ansættelsesmyndigheden i mere end 5 måneder, skal ansættelsesmyndigheden samtidig give skriftlig meddelelse om afskedigelsen til Gymnasieskolernes Lærerforening.
Cirkulærebemærkninger til § 35, stk. 4:
Ved overenskomstforhandlingerne i 1999 blev det aftalt, at reglen om opsigelse med forkortet varsel på grund af sygdom (120-dagesreglen) ikke finder anvendelse. Opsigelse skal ske med almindeligt varsel.
Statslige arbejdspladser har en forpligtelse til at udvise social ansvarlighed og gøre en indsats for at fastholde sygemeldte medarbejdere på de statslige arbejdspladser.
Ansættelsesmyndigheden skal i det enkelte tilfælde konkret vurdere, om den skal opsige en ansat begrundet i fravær på grund af sygdom eller arbejdsulykke. Før ansættelsesmyndigheden afskediger den ansatte, bør den overveje muligheden for at iværksætte personalepolitiske foranstaltninger, og herunder anvende aftale om job på særlige vilkår (socialt kapitel). Evt. opsigelse er ikke afhængig af, hvorvidt der har været flere eller færre end 120 sygedage.
Den meddelelse om afskedigelse, henholdsvis bortvisning, som ansættelsesmyndigheden skal give til organisationen, kan ske enten ved særskilt brev eller ved, at ansættelsesmyndigheden fremsender kopi af bortvisningsbrevet, hvis dette ikke er i strid med den tavshedspligt, der følger af lovgivningen, f.eks. forvaltningsloven, herunder tavshedspligten med hensyn til personlige forhold.
Ansættelsesmyndigheden sender meddelelse til medlemsorganisationens hovedkontor. Manglende meddelelse medfører sædvanligvis en bod på 25.000 kr. i Arbejdsretten.
Personalestyrelsen henstiller til private selvejende institutioner, at der sker høring af den ansatte, forinden der træffes beslutning om afsked/bortvisning, i de tilfælde, hvor partshøring ikke følger af andre bestemmelser.
Har en afskedigelse været begrundet i sygdom eller manglende timetal, og har ansættelsesforholdet ikke på forhånd været tidsbegrænset, vil der ved besættelse af ledige stillinger i gymnasieskolen blive taget særligt hensyn til den pågældende magister under forudsætning af, at den pågældende i rimeligt omfang søger de stillinger i gymnasieskolen, der opslås ledige inden for pågældendes faggruppe.
§ 36. Forhandlingsprocedure ved afskedigelse
Klager over påståede urimelige afskedigelser kan behandles efter reglerne i stk. 2-5. Sager om bortvisning behandles efter reglerne i § 38.
Stk. 2. Klage over påståede urimelige afskedigelser behandles hurtigst muligt. Hvis Gymnasieskolernes Lærerforening kræver, at afskedigelsen underkendes, er parterne forpligtet til at søge sagen fremmet mest muligt, så den så vidt muligt kan være afsluttet inden udløbet af den pågældendes opsigelsesvarsel. Øvrige sager bør som hovedregel søges afsluttet senest 9 måneder efter at opsigelsen er afgivet.
Stk. 3. Hvis den pågældende har været uafbrudt beskæftiget hos ansættelsesmyndigheden i mere end 5 måneder, og Gymnasieskolernes Lærerforening skønner, at afskedigelsen ikke kan anses for rimeligt begrundet i den pågældendes eller ansættelsesmyndighedens forhold, kan Gymnasieskolernes Lærerforening kræve spørgsmålet forhandlet med den lokale ansættelsesmyndighed. Fristen for at kræve lokal forhandling er senest 1 måned efter opsigelsens afgivelse. Forhandlingen skal finde sted senest 14 dage efter, at organisationen har anmodet om den.
Stk. 4. Bliver Gymnasieskolernes Lærerforening og ansættelsesmyndigheden ikke enige, kan Gymnasieskolernes Lærerforening senest 1 måned efter forhandlingen skriftligt kræve sagen forhandlet mellem overenskomstens parter. Forhandlingen skal ske senest 1 måned efter, at organisationen har anmodet om det.
Cirkulærebemærkninger til § 36, stk. stk. 3-4:
Ved opgørelse af frister angivet i dage indgår antallet af kalenderdage ekskl. søgnehelligdage.
Ved opgørelse af fristerne medregnes dagen, hvor opsigelse afgives/anmodning om forhandling fremsættes/forhandling finder sted/klageskrift afgives.
Har ansættelsesmyndigheden afgivet opsigelsen til en månedslønnet f.eks. den 27. i en måned, skal Gymnasieskolernes Lærerforening anmode om forhandling senest den 26. i følgende måned.
Afholder overenskomstens/organisationsaftalens parter forhandling en tirsdag, skal Gymnasieskolernes Lærerforening afgive klageskrift senest mandag i den 8. uge.
Overskridelse af de nævnte frister indebærer, at Gymnasieskolernes Lærerforening ikke kan videreføre sagen i henhold til overenskomstens bestemmelser.
Ved OK08 er beskæftigelsesperioden i stk. 3 nedsat fra 6 til 5 måneder. Ændringen gælder for alle afskedigelser, der meddeles på datoen for overenskomstens udsendelse og herefter.
Stk. 5. De respektive parter kan fravige fristerne i stk. 3-4 ved aftale.
§ 37. Indbringelse for faglig voldgift
En sags behandling ved faglig voldgift sker efter stk. 2-11. Sager om bortvisning behandles efter reglerne i § 38.
Stk. 2. Hvis der ikke kan opnås enighed ved forhandlingen efter § 36, kan Gymnasieskolernes Lærerforening kræve, at sagen behandles ved faglig voldgift.
Stk. 3. Sagen indbringes for faglig voldgift ved, at Gymnasieskolernes Lærerforening afgiver klageskrift senest 8 uger efter forhandlingen. Voldgiftretten sammensættes efter reglerne i hovedaftalen.
Cirkulærebemærkninger til § 37, stk. 3-6:
Der henvises til bemærkningerne til § 36, stk. 3-4 om opgørelse af frister.
Stk. 4. Er parterne ikke blevet enige om at udpege en opmand senest 14 dage efter, at klageskriftet er afgivet, kan Arbejdsrettens formand anmodes om at udpege opmanden.
Stk. 5. Der afgives svarskrift senest 8 uger efter, at klageskriftet er afgivet.
Stk. 6. Opmanden fastsætter frister for eventuel yderligere skriftveksling. Fristerne bør normalt ikke overstige 4 uger.
Stk. 7. Parterne kan fravige fristerne i stk. 3-6 ved aftale. Aftaler parterne ikke at fravige fristerne, kan opmanden dog efter anmodning fra en af parterne undtagelsesvis udsætte en frist. Ved beslutning om udsættelse tages der navnlig hensyn til, om anmodningen om udsættelse må antages at være begrundet i lovligt forfald, eller om der i øvrigt antages at foreligge særlige omstændigheder, der kan begrunde udsættelsen.
Stk. 8. Overskrides fristerne i stk. 3-6, anvendes principperne i retsplejeloven om udeblivelse. Det gælder dog ikke reglerne om genoptagelse.
Stk. 9. Voldgiftsretten afsiger en begrundet kendelse. Finder voldgiftsretten, at afskedigelsen er urimelig og ikke begrundet i den ansattes eller ansættelses-myndighedens forhold, kan den pålægge ansættelsesmyndigheden at afbøde virkningerne af afskedigelsen.
Stk. 10. Hvis den pågældende og ansættelsesmyndigheden ikke begge ønsker at opretholde ansættelsesforholdet, kan voldgiftsretten pålægge ansættelses-myndigheden at betale den pågældende en godtgørelse. Voldgiftsretten fastsætter godtgørelsens størrelse under hensyn til sagens omstændigheder og pågældendes anciennitet i staten mv.
Cirkulærebemærkninger til § 37, stk. 10:
Anciennitet i staten mv. omfatter forudgående ansættelse ved den (amts)kommunale institution for ansatte, der er overgået til staten i forbindelse med kommunalreformen.
Stk. 11. Hvis Gymnasieskolernes Lærerforening indbringer en sag for voldgiftsretten med påstand om, at en afskedigelse er urimelig, og den afskedigede efter lovgivningen har en bedre retsstilling end efter bestemmelserne i stk. 9 og 10, lægger voldgiftsretten denne lovgivning til grund ved sagens afgørelse.
§ 38. Bortvisning
Hvis den bortviste har været uafbrudt beskæftiget hos ansættelsesmyndigheden i mere end 3 måneder, giver ansættelsesmyndigheden samtidig skriftlig meddelelse om bortvisningen til Gymnasieskolernes Lærerforening. Organisationen kan inden for en frist af 1 måned kræve, at berettigelsen af bortvisningen forhandles mellem overenskomstens parter.
Cirkulærebemærkninger til § 38, stk. 1:
Jf. bemærkningerne til § 35, stk. 3 om underretning samt til § 36, stk. 3-4 om opgørelse af frister.
Stk. 2. Bliver overenskomstens parter ikke enige ved forhandlingen, kan Gymnasieskolernes Lærerforening kræve bortvisningens berettigelse behandlet ved faglig voldgift. Bestemmelserne i § 37 gælder også ved bortvisning.
Stk. 3. Voldgiftsretten afsiger en begrundet kendelse. Finder voldgiftsretten, at bortvisningen ikke er begrundet i den ansattes forhold, kan retten pålægge ansættelsesmyndigheden at afbøde virkningerne af bortvisningen.
Stk. 4. Voldgiftsretten kan herved pålægge ansættelsesmyndigheden at betale den pågældende en godtgørelse, hvis størrelse voldgiftsretten fastsætter, og som skal være afhængig af sagens omstændigheder og pågældendes anciennitet i staten mv.
Stk. 5. Hvis Gymnasieskolernes Lærerforening indbringer en sag for voldgiftsretten med påstand om, at en bortvisning er uberettiget, og den bortviste efter lovgivningen har en bedre retsstilling end efter bestemmelserne i denne paragraf, lægger voldgiftsretten den pågældende lovgivning til grund ved sagens afgørelse.
Kapitel 6. Øvrige bestemmelser
§ 39. Frihedsopsparing ved aften- og nattjeneste
For hver fulde 37 timers tjeneste, der efter ordre eller ifølge en godkendt årsplan er påbegyndt kl. 14.00 eller senere og strækker sig ud over kl. 17.00 ydes 3 timers frihed.
I stedet for afspadsering kan der, når arbejdssituationen tilsiger det, ydes et tillæg på 3/37 af timelønnen pr. times arbejde i aften-/natperioden. Dette sker under fornøden hensyntagen til den ansattes personlige forhold. Behovet for honorering ved betaling kan drøftes lokalt mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten.
Stk. 2. Afspadsering for tjeneste i aftenperioden afvikles time for time og indregnes i årsopgørelsen for det skoleår, som tjenesten omfatter.
Cirkulærebemærkninger til § 39, stk. 2:
Kostinspektører er ikke omfattet af bestemmelserne i forbindelse med deres funktion som kostinspektør.
§ 40. Godtgørelse ved ind- og udflytning af tjenestebolig
Der udbetales godtgørelse efter gældende regler om flyttegodtgørelse ved ansøgt forflyttelse uden forbindelse med forfremmelse, jf. kapitel 4 i den mellem Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer indgåede aftale om flyttegodtgørelse til
a) ansatte, der straks ved ansættelsen ved den pågældende skole overtager hvervet med kostinspektion og flytter ind i den tilhørende tjenestebolig,
b) ansatte, der fratræder hvervet med kostinspektion og som ansat ved den pågældende skole og fraflytter tjenesteboligen, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Der udbetales godtgørelse efter den i stk. 1 nævnte aftales kapitel 2 om flyttegodtgørelse ved uansøgt forflyttelse bortset fra §§ 15 – 20 til
a) ansatte, der efter at være ansat ved den pågældende skole overtager hvervet med kostinspektion og flytter ind i den tilhørende tjenestebolig,
b) ansatte, der fratræder hvervet med kostinspektion og fraflytter tjenesteboligen og
c) ansatte med hverv med kostinspektion, der pålægges at flytte fra én tjenestebolig til en anden.
Stk. 3. Til ansatte med hverv med kostinspektion, der fraflytter en tjenestebolig i forbindelse med afsked med pension, udbetales en godtgørelse svarende til 35 pct. af det fastsatte årlige boligbidrag. Samme godtgørelse udbetales til en efterlevende ægtefælle, der fraflytter tjenesteboligen.
§ 41. Efterindtægt
De ansatte er omfattet af funktionærlovens regler om efterindtægt. Efterindtægten er lønnen på tidspunktet for dødsfaldet. Lønnen for den måned, i hvilken dødsfaldet sker, udbetales til boet og medregnes ikke i efterindtægten.
§ 42. Uddannelsesplan
Der skal udarbejdes en uddannelsesplan.
Cirkulærebemærkninger til § 42, stk. 1:
Uddannelsesplanen skal indeholde de elementer (faglig sidefagssupplering, praktisk og teoretisk pædagogikum samt egenundervisning), der fremgår af bekendtgørelsen. Uddannelsesplanen skal være et dynamisk planlægningsværktøj, således at der kan foretages justeringer i forhold til pædagogikumkandidatens faktiske forløb. Herudover kan der foretages ændringer begrundet i forhold, der ikke var kendt på planlægningstidspunktet f.eks. ændringer som følge af skolens planlægning, antallet af større skriftlige opgaver eller lignende.
Stk. 2. Uddannelsesplanen skal udformes således, at kandidatstillingens elementer, tidsplan og sammensætning kan opfyldes.
Stk. 3. For pædagogikumkandidater, der gennemfører pædagogikum delt på to skoler, skal det fremgå af uddannelsesplanen, hvor de enkelte dele gennemføres.
§ 43. Fravær ved graviditet, barsel, pasning af alvorligt syge børn og nærtstående samt egen sygdom
Stillingen som pædagogikumkandidat er tidsbegrænset, hvorfor der kun ydes løn i den aftalte ansættelsesperiode.
Stk. 2. Hvis uddannelsen forlænges pga. barsel mv. eller egen sygdom, ydes der løn for den periode, som den reviderede uddannelsesplan omfatter.
Cirkulærebemærkninger til § 43, stk. 2:
Såfremt den 2-årige ansættelsesperiode udløber, og den periode, som den reviderede uddannelsesplan omfatter, ikke er påbegyndt, ydes der ikke løn i den mellemliggende periode.
§ 44. Opsigelse
Overenskomstens § 36 stk. 3 - 5 gælder ikke ved afskedigelse som følge af, at pædagogikumkandidaten ikke lever op til de fagligt-pædagogiske krav eller manglende beståelse af prøven/prøverne i forbindelse med den faglige sidefagssupplering.
Cirkulærebemærkninger til § 44, stk. 1:
Hvis en pædagogikumkandidat ikke lever op til de fagligt-pædagogiske krav efter 1. år eller ikke består prøven/prøverne i forbindelse med den faglige sidefagssupplering, kan rektor/forstander afskedige vedkommende fra kandidatstillingen. Den tilsynsførende afgør i samarbejde med kursusleder og rektor, hvorvidt en kandidat skal stoppe i kandidatstillingen efter 1. år.
En kandidat kan ikke afskediges fra en kandidatstilling udelukkende med begrundelse i manglende beståelse af sidefagssuppleringen, før vedkommende har gennemført 2. prøveforsøg i forbindelse med den faglige sidefagssupplering. Dette finder normalt sted i juli/august.
Pædagogikumkandidater er ikke omfattet af bestemmelserne i overenskomstens bilag 1, punkt 5 om godtgørelse for udgifter ved tjenesterejser. Dette er dog ikke til hinder for at der i forbindelse med tjenesterejser samt tjenstlig befordring kan dækkes omkostninger, der er forbundet hermed, dog højst efter de for ansættelsesmyndighedens tjenestemænd gældende regler.
§ 45. Anvendelse af timeløn
Ansatte, der er ansat til beskæftigelse i mindre end 1 måned, aflønnes med timeløn pr. planlagt time.
Stk. 2. Timelønnen beregnes som 1/1924 af årslønnen i henhold til §§ 7-10.
Stk. 3. Beordret og kontrollabelt arbejde, der strækker sig ud over 160 timer månedligt (1/12 af 1924 timer), honoreres med overarbejdsbetaling, jf. § 28 stk. 3.
§ 46. Opsigelse
Opsigelse fra den ansattes side og opsigelse fra arbejdsgivers side kan ske fra dag til dag.
§ 47. Øvrige vilkår
Timelønnede er udover bestemmelserne i kapitel 8 omfattet af overenskomstens § 1, §§ 11-13, §§ 18, 20-24, § 29, § 30 og §§ 32-34.
§ 48. Interessetvist – arbejdstid
Ved uenighed om indgåelse af en lokal aftale i henhold til § 20, stk. 3 føres der hurtigst muligt en forhandling mellem rektor og tillidsrepræsentanten på skolen med henblik på at bilægge tvisten.
Stk. 2. Bilægges tvisten ikke kan forhandlingerne, hvis en af parterne ønsker det, videreføres med deltagelse af repræsentanter fra Undervisningsministeriet og Gymnasieskolernes Lærerforening. Forhandlingen afholdes inden for en frist af 3 uger efter modtagelsen af forhandlingsbegæringen, medmindre andet aftales.
Stk. 3. Ved fortsat uenighed kan forhandlingerne, hvis en af parterne ønsker det, videreføres mellem Finansministeriet og Gymnasieskolernes Lærerforening. Forhandlingen afholdes inden for en frist af 3 uger efter modtagelsen af forhandlingsbegæringen, medmindre andet aftales.
Cirkulærebemærkninger til § 48, stk. 3:
Hvis tvisteløsningssystemet ikke virker efter hensigten, er parterne enige om at drøfte problematikken med henblik på at aftale de nødvendige ændringer.
§ 49. Opsigelse af overenskomsten
Overenskomsten med tilhørende bilag har - hvor intet andet er anført - virkning fra den 1. april 2008 og kan af hver af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2011. Samtidig ophæves overenskomst af 13. september 2006 (Perst. 047-06).
København, den 1. oktober 2008
Gymnasieskolernes Lærerforening Finansministeriet
Gorm Leschly P.M.V.
Endre Szöcs E.B.
Per Gårdsted Jensen