Generelt kan man højst få supplerende dagpenge i 30 uger! Nogle gymnasielærere bliver fastansat på nedsat timetal. Der kan opstå situationer hvor lærere går ned i tid for at undgå afskedigelser på skolen. Det kan både være lærere, der selv vil blive afskediget og andre, der gør det for at kollegaer ikke bliver afskediget.
Det er GL's politik, at ingen må tvinges til at gå ned i tid.
Der er nogle generelle regler for supplerende dagpenge, som er gode at huske i denne sammenhæng.
For at få supplerende dagpenge skal man:
- Være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge (dvs. medlem af A-kassen mm.)
- Man skal være tilmeldt som (delvist) ledig hos Jobcentret.
- Man skal have en frigørelsesattest. Sådan en har vikarer i det almene gymnasium/på VUC automatisk ifølge overenskomsten. Fastansatte skal have en særskilt frigørelsesattest fra rektor ligesom alle ansatte på erhvervsskolerne, der ønsker at modtage supplerende dagpenge. Frigørelsesattesten angiver, at man kan forlade jobbet med dags varsel, hvis man får fuldtidsarbejde. Formularen kan man finde på arbejdsdirektoratets hjemmeside www.adir.dk eller på MA's hjemmeside www.ma-kasse.dk eller man kan få den ved henvendelse hos Magistrenes Arbejdsløshedskasse. Frigørelsesattesten skal være MA i hænde senest 5 uger efter ansættelsens start, regnet efter ansættelseskontraktens startdato.
- Man skal ønske fuldtidsarbejde, stå til rådighed for fuldtidsarbejde og søge fuldtidsarbejde for at få supplerende dagpenge. A-kassen skal tjekke om dette er tilfældet. Det sker typisk med møder og jobsøgningsskemaer, hvor man dokumenterer hvilke job man har søgt for at få fuld arbejdstid.
- Man skal have en arbejdstid, der er mindre end 29,6 timer om ugen.
Hvis man selv bringer sig i en situation, hvor man skal have arbejdsløshedsdagpenge, får man karantæne. Det vil være tilfældet, hvis man selv har ønsket at gå på nedsat tid. Det betyder, at man ikke får supplerende dagpenge i de første 111 timer, hvor man ellers var berettiget.
Magistrenes Arbejdsløshedskasse kan svare på spørgsmål om supplerende dagpenge, tlf. 70 20 39 71. Henvendelse mandag - tirsdag og torsdag - fredag kl. 09.00 - 15.30. Onsdag kl. 13.00 - 17.00.
(7. maj 2010)