Spring over navigationshyperlinks
Løn og ansættelse
Uddannelse
Hvad gør jeg?
Arrangementer
Medlem
Om GL
GL-E kurser
Spring over navigationshyperlinks
OK13-håndbog
OK13-forhandlingerne
OK11-forhandlingerne
Tilmeld OK11-nyhedsbrev
KTO-forlig
Samlet AC-ja til OK11
JA til OK11
Urafstemning
Personalestyrelsen orienterer om OK11
Repræsentantskabet anbefaler medlemmerne at stemme JA
Hovedbestyrelsen anbefaler JA til OK11
Beslutninger fra XREP
Køreplan for forhandlingerne
Lærerne på Skt. Annæ får den største lønstigning
Andet relevant materiale om OK11 (opdateres løbende)
CFU-forlig
Overenskomstresultatet for GL's medlemmer
Aftale om GL-overenskomsten
Tæt på aftale om GL-overenskomst
Parterne er milevidt fra hinanden om GL-overenskomsten
Konflikt ABC
GL-forhandlingerne er udskudt
Erhvervsskoleforhandlingerne er nu skudt igang
Møde med ministrene
OK-forhandlingerne er skudt i gang
Gymnasieskolen om OK11 (opdateres løbende)
Arbejdsgiverkrav
GL's overenskomstkrav
Intro til OK11-forhandlingerne
Det formelle forhandlingssystem
Stx/hf-overenskomst
Hhx/htx-overenskomst
Tjenesterejser
Tjenestefrihed
Ikke fuld tid - supplerende dagpenge?
Vejledning pædagogikumkandidater
Kompetenceudvikling og efteruddannelse, OK-bestemmelser
Grønland
Eksamen
Rammeaftale om kombinationsbeskæftigelse
Konflikt ABC 
 

  Regler før, under og efter en evt. konflikt  

FORORD

I konflikt-ABC’en har GL udarbejdet svar på de problemer, der kan give anledning til spørgsmål. Den giver ikke svar på alle de spørgsmål, som vil dukke op, mens en strejke eller lockout løber. Hvis der er spørgsmål, som ikke besvares i konflikt-ABC’en, kan der rettes henvendelse til tillidsrepræsentanten eller GL. GL vil løbende opdatere konflikt-ABC’en her på siden.

Udgangspunktet er, at ansættelsesforholdet i princippet er suspenderet, mens konflikten løber. Hermed suspenderes alle de rettigheder (og pligter), der følger af overenskomsten og ansættelsesforholdet, på samme måde som hvis ansættelsesforholdet var opsagt af anden grund. Arbejdsgiverens forpligtelse til at betale løn, herunder løn under sygdom og barsel, sygedagpenge, pension, ATP mv. ophører, når konflikten iværksættes. De ansatte, som er omfattet af konflikten er heller ikke ledige, hvorfor der ikke er ret til godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag eller (supplerende) dagpenge fra en a-kasse. Ansættelsesforholdet ”genopstår” først efter konfliktens ophør som følge af en såkaldt ”fortrædigelsesklausul” i AC-hovedaftalen, som er grundlaget for fortsat ansættelse efter en arbejdsstandsning, så der fx ikke skal udstedes nyt ansættelsesbrev.

Efter Hovedaftalen er der både pligt og ret til uden unødigt ophold at genindtræde i stillingen efter konflikten. Dette princip er også udgangspunktet for denne vejledning.

Det er de overenskomstansatte medlemmer af GL, som er beskæftiget ved, eller som under konflikten tiltræder beskæftigelse på et konfliktramt område, der er omfattet af konflikten. Ledere i lønramme 36 og højere, ledende inspektorer/vicerektorer, pædagogiske ledere/vicerektorer samt tjenestemænd er ikke omfattet af konflikten.

Da ansættelsesforholdet er suspenderet, har den ansatte ikke ret til at opholde dig på arbejdspladsen, eller benytte dennes faciliteter mens konflikten løber, og arbejdsgiveren kan kræve, at nøgler samt udstyr mv., som tilhører arbejdsgiveren, afleveres.


 

A

Afspadsering
Der kan ikke afspadseres, når der er konflikt.

Hvis afspadsering er begyndt inden konfliktens iværksættelse, må afspadseringen afbrydes.

Afspadsering, som er aftalt, men ikke begyndt, kan ikke begyndes, mens konflikten løber.

Efter konflikten genoptages afspadseringen.

Der optjenes ikke overtimer til evt. senere afspadsering under en konflikt.

 

Akkorder
Arbejdet må ikke udføres, så længe konflikten løber. I GL’s overenskomster er det fastsat, at ”Hvis forudsætningerne for akkorden ændres væsentligt, kan denne drøftes med henblik på at aftale eventuelle justeringer”. Det anbefales derfor, at der efter en konflikts ophør optages drøftelser med skolens ledelse herom. Hvis arbejdsopgaven opretholdes, skal der betales særskilt for den del af arbejdet, som udføres efter konflikten. Kontakt GL, hvis der er tvivl om, hvorvidt arbejde fra konfliktperioden søges indhentet.


Anciennitet
Ansættelsesforholdet ophører endeligt ved konfliktens begyndelse. Der optjenes derfor heller ikke anciennitet under konflikten. Fortrædigelsesklausulen medfører dog, at de rettigheder og forpligtelser, de ansatte havde optjent på tidspunktet for konfliktens start, genopstår efter konflikten, således at fx opsigelsesvarsler, ret til fratrædelsesgodtgørelse samt løn- og jubilæumsanciennitet er den samme som ved konfliktens start. Den videre optjening fortsætter efter konflikten. Reelt forskydes ancienniteten altså med antallet af dage, man har været i konflikt.

En undtagelse er fraværstid i forbindelse med børnepasningsorlov, som tæller med i opgørelsen af optjent anciennitet i ansættelsesforholdet. Da medlemmer på børnepasningsorlov ikke er omfattet af konflikten, berøres optjeningen af anciennitet i orlovsperioden ikke af konflikten.


Andet arbejde
Konfliktramte medlemmer må ikke under konflikten påtage sig andet arbejde, der er konfliktramt.

Medlemmer må heller ikke påtage sig konfliktramt arbejde, der af arbejdsgiveren søges overflyttet fra et arbejdsområde til et andet ved omstrukturering, personalerokering eller lignende.

Medlemmer med bibeskæftigelse, vil fortsat kunne varetage denne beskæftigelse, medmindre bibeskæftigelsen udføres som led i hovedstillingen eller ligger inden for det konfliktramte område.

Hvis et medlem påtager sig konfliktramt arbejde, vil det almindeligvis blive opfattet som et brud på solidariteten (strejkebryder). Det er i den arbejdsretlige praksis antaget, at en overenskomstansat, som ikke er omfattet af en iværksat konflikt, lovligt kan nægte at påtage sig konfliktramt arbejde, som en lovligt strejkende kollega skulle have udført.

For tjenestemænd er udgangspunktet, at de kun er forpligtet til at udføre det arbejde, der ligger inden for deres normale arbejdsområde, og at de ikke er forpligtet til at udføre konfliktramt arbejde.

I det omfang begrænsningen af, hvad der i en konkret situation er konfliktramt arbejde, giver anledning til tvivl, bør medlemmer, der pålægges arbejde, som menes at være konfliktramt, rette henvendelse til GL.

En forventelig konsekvens af, at et medlem påtager sig konfliktramt arbejde, vil være eksklusion af GL.


Ansættelse

Se: Bibeskæftigelse og kombinationsbeskæftigelse

Fast ansættelsessted, flere faste ansættelsessteder, flere ansættelsesforhold.

For medlemmer som – i ét ansættelsesforhold – har flere faste arbejdssteder, er hovedbeskæftigelsens stilling i konflikten afgørende. På samme måde som for kombinationsbeskæftigelse gælder nemlig, at når hovedbeskæftigelsen er omfattet af konflikten, er den samlede beskæftigelse omfattet. Hvis hovedbeskæftigelsen ikke er omfattet af konflikten, er bibeskæftigelsen heller ikke omfattet.

Medlemmer, der midlertidigt forretter tjeneste ved et konfliktramt tjenestested, er også omfattet af konflikten.

Medlemmer med flere ansættelsesforhold skal betragte hvert enkelt ansættelsesforhold isoleret, således at man kun er omfattet af konflikten i de ansættelsesforhold, hvor der er etableret konflikt.


Ansættelsestidspunkt
Se: Ledige stillinger, besættelse af


Arbejdsmarkedsbidrag

Se: Skat


ATP
Der skal ikke indbetales ATP af konfliktunderstøttelsen.

Derimod betales der ATP af dagpenge, der modtages i forbindelse med længerevarende sygdom eller barsel under en konflikt, jf. ATP-loven.

 

B

Barsel, herunder fædreorlov
Medarbejdere, som har ret til løn under barsel, og som er begyndt eller begynder en barselsorlov under konflikten, får ikke udbetalt løn fra arbejdsgiveren.

Medarbejdere, som er begyndt på barselsorlov eller som begynder efter konfliktens iværksættelse, vil derimod kunne få udbetalt dagpenge efter barselsloven. Henvendelse sker til dagpengekontoret i bopælskommunen.

GL yder konfliktunderstøttelse i form af opfyldning fra dagpenge til løn.

Som gravid har man efter overenskomsten krav på løn fra 6 uger (for ansatte ved Skt. Annæ Gymnasium 8 uger) før forventet fødsel. Herudover er der i forældreorlovsperioden ret til 6 uger med fuld løn for moderen, 6 uger for faderen samt 6 uger til deling (hvis de er omfattet af samme aftale).

Konfliktunderstøttelse beregnes derfor forskelligt afhængig af tidspunktet i forhold til fødslen.

Hvis man er påbegyndt barselsorlov ved konfliktens start, og der er mere end 4 uger til forventet fødsel, får den ansatte konfliktunderstøttelse af GL. I denne periode er man ikke berettiget til barselsdagpenge fra sin bopælskommune.

Fra 4 uger før fødslen og resten af barselsorloven vil der kunne udbetales dagpenge fra bopælskommunen. Dagpenge fra kommunen vil blive suppleret op til den fulde løn af GL. Den ansatte skal derfor kontakte bopælskommunen, når der er 4 uger til forventet fødsel.

Når konflikten ophører, genopstår arbejdsgiverens forpligtelse til at betale løn under barsel. Det forudsætter dog, at ansættelsesforholdet genoptages, og at medarbejderen fortsat er på barselsorlov med løn.

Det er også en forudsætning, at medlemmet omgående efter konfliktens ophør meddeler arbejdsgiveren, at man er begyndt på barselsorlov. GL anbefaler, at medlemmerne under konflikten overholder de gældende frister for varsling af barselsorlov over for arbejdsgiveren.

Den periode, hvor arbejdsgiveren er forpligtet til at betale løn under barsel, forlænges ikke med den tid, som konflikten har varet. Ligeledes forlænges en eventuel dagpengeret fra kommunen ikke.


Barns sygdom
Der er ikke ret til frihed i forbindelse med barns sygdom under konflikten.


Bibeskæftigelse
Bibeskæftigelse vil fortsat kunne varetages under konflikten, med mindre bibeskæftigelsen udføres som led i hovedbeskæftigelsen eller ligger inden for det konfliktramte område, fx på et konfliktramt tjenestested.

Er man kombinationsbeskæftiget, er hovedbeskæftigelsens stilling i konflikten afgørende for, hvorvidt man er omfattet af konflikten.

Se: Konfliktramt arbejde, kombinationsbeskæftigelse


Blokade
Arbejdstagerne søger ikke, eller lader sig ikke ansætte i, de ledige stillinger, der er varslet blokade for. Blokade varsles ligesom strejke af arbejdstagernes organisationer over for én eller flere arbejdsgivere. Ingen medlemmer af AC-organisationerne må tiltræde stillinger, der hører under overenskomsternes område på de konfliktramte arbejdspladser. Efter konfliktens iværksættelse kan medlemmer søge ledige stillinger, der henhører under overenskomsternes område på de konfliktramte arbejdspladser, deltage i ansættelsessamtaler samt give tilsagn om at tiltræde, når konflikten er slut. Tiltrædelse kan først ske, når konflikten er slut.


Boykot
Varsles ligesom lockout af arbejdsgivere over for én eller flere arbejdstagerorganisationer. Ved boykot afviser arbejdsgiverne at ansætte individuelle arbejdstagere.

D

Dagpenge

Se: Ledige medlemmer

 

E

Efterindtægt efter funktionærlovens § 8
Efterladte til et medlem, der dør under en konflikt, er ikke berettiget til efterløn i henhold til funktionærloven, fra arbejdsgiveren. I stedet må udgifterne til efterløn udredes af konfliktfonden.

Efterløn
Et medlem, der er omfattet af konflikten, vil kunne opsige sit arbejde under selve konflikten for at overgå til efterløn. Det er en forudsætning, at årsagen til opsigelsen/overgang til efterløn ikke er begrundet i konflikten. Overgang til efterløn kan dog ikke ske før udløbet af medlemmets eventuelle opsigelsesvarsel.

Er man på delefterløn under konflikten, kan man fortsat modtage delefterløn. Der gives konfliktunderstøttelse for det indtægtstab, der følger af konflikten.

 

Efteruddannelse

Se: Kurser


Eksamen og prøver
For terminsprøver gælder, at de opgaver, der skulle have være rettet af overenskomstansatte lærere, først kan rettes, når konflikten er ophørt. Skolen må derfor opbevare prøverne under konflikten, således at de kan rettes på det senere tidspunkt.

Mundtlig eksamen/årsprøver, som skulle have været afviklet af overenskomstansatte medlemmer (eksaminator og censor) må på tilsvarende vis udskydes til afholdelse efter konfliktens ophør.

Skriftlig censur må betragtes som bibeskæftigelse.

Se: Bibeskæftigelse


Eksklusion
I GL’s love er der hjemmel til, at hovedbestyrelsen kan ekskludere et medlem, der har overtrådt lovene eller de kollegiale vedtægter. Af de kollegiale vedtægter fremgår, at ”I en konfliktsituation må intet medlem offentligt modarbejde den vedtagne politik, ligesom givne direktiver om konfliktens førelse nøje skal følges af medlemmerne”.

Ekskluderede medlemmer modtager ikke konfliktstøtte.


Ekskursion

Se: Studieture, tjenesterejser, tjenestemænd

Det er GL’s holdning, at en aktivitet, der gennemføres som en del af undervisningen eller som træder i stedet for undervisning, ikke kan gennemføres uden deltagelse af det oprindeligt planlagte antal lærere.


F

Ferie
Det er aftalt i GL’s overenskomst på det almengymnasiale område, at medmindre andet aftales mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte, "... anses 5 ugers ferie for afholdt i sammenhæng i den periode, hvor skolen holder sommerferielukket med 20 dage forud for den 1. august og 5 dage efter den 31. juli ..." .

Ferie begynder ved arbejdstids begyndelse den første feriedag.

Hvis ferien er begyndt inden konflikten, afvikles den som aftalt. Der udbetales sædvanlig løn under ferien, og ansatte der skal afholde ferie med feriegodtgørelse, skal have feriekortet attesteret af socialforvaltningen i bopælskommunen. Det vil sige, at ferien afvikles, som om der ikke er konflikt. Hvis ferien slutter under konflikten, indtræder man herefter i konflikten.

Medarbejdere, der er omfattet af konflikten, kan ikke gå på ferie, når konflikten er iværksat. Det gælder også, hvis ferien er aftalt inden konflikten. Ferien udskydes med ret til erstatningsferie.

Derfor kan medlemmer, som skal holde ferie med feriedagpenge fra en a-kasse, kun få udbetalt feriedagpengene, hvis ferien begynder inden konfliktens start.

Hvis der er planlagt afspadsering umiddelbart før planlagt ferie, og selve ferien begynder efter konfliktens start, kan den ikke afvikles. Det betyder samtidig, at ferien suspenderes, da ferien i modsat fald ville begyndes under konflikten.

Feriegodtgørelse og særlig feriegodtgørelse udbetales ikke under en konflikt. Hvis der før konfliktens begyndelse er blevet udbetalt feriegodtgørelse, er det medlemmets ansvar, at feriegodtgørelsen ikke anvendes, før ferien kan afholdes.

Der optjenes ikke ret til ferie med løn eller feriegodtgørelse under en konflikt. Der optjenes derimod ret til ferie uden løn, og GL udbetaler feriegodtgørelse (12 ½ pct. efter reglerne om feriegodtgørelse ved fratræden) af konfliktunderstøttelsen. I den forbindelse understreges, at et medlem altid har ret til at holde 5 ugers ferie pr. ferieår – uanset at der ikke nødvendigvis er optjent ret til fulde 5 ugers betalt ferie. Ferie kan også bestå af ikke-optjente ferietimer. Afvikling af ikke-optjente ferietimer sker som udgangspunkt på medlemmets egen regning.

Når konflikten er ophørt, fastsætter arbejdsgiveren et nyt tidspunkt for, hvornår ferien skal holdes. Når et medlem ikke har kunnet holde ferie på grund af en konflikt, fastsætter arbejdsgiveren – med mindre andet aftales mellem medlemmet og arbejdsgiveren – ferie med et varsel på ikke mindre end 1 måned for hovedferien og 14 dage for den øvrige ferie, med mindre særlige omstændigheder hindrer dette.

Der er ikke noget til hinder for, at medlemmet indgår en aftale med arbejdsgiveren om, at ferie, der er planlagt inden konfliktens iværksættelse, og som falder efter konfliktperiodens ophør, kan afvikles som planlagt og i umiddelbar tilknytning til konfliktens ophør.

En sådan aftale er ensbetydende med, at medlemmet umiddelbart efter konfliktens ophør kan afholde ferie, uden at den pågældende derved ulovligt udebliver fra tjenesten. Hvis der ikke foreligger en sådan aftale med arbejdsgiveren, skal medlemmet genoptage arbejdet uden ugrundet ophold efter konfliktens ophør, hvorefter en placering af den resterende ferie kan aftales med arbejdsgiveren, eller fastsættes af denne.

Hvis forligsmanden udsætter konflikten, kan der afholdes ferie i den periode, hvor konflikten er udsat.

Hvis det umiddelbart op til ferieårets udløb den 30. april viser sig, at det som følge af konflikten ikke har været muligt at afholde restferie, kan løn/feriegodtgørelse udbetales senest ved ferieårets afslutning for den ikke afholdte ferie.

Se: Kurser, orlov, afspadsering


Særlige feriedage
Medarbejdere, der er omfattet af konflikten, kan ikke holde særlige feriedage. Det er uklart, om særlige feriedage, der begynder før konflikten, afbrydes ved konfliktens start, og om særlige feriedage, der skulle være begyndt i den periode, konflikten løber, kan afholdes. Det anbefales derfor, at medlemmer, der planlægger at afholde særlige feriedage på det tidspunkt, hvor en konflikt iværksættes, sørger for at ”afbestille” disse fra det tidspunkt, hvor konflikten iværksættes, og eventuelt før konflikten iværksættes søger at aftale med arbejdsgiveren, at der fra det tidspunkt, hvor konflikten iværksættes, afholdes feriedage i stedet.

Særlige feriedage kan anvendes på et senere tidspunkt med de almindelige frister herfor.

Da ansættelsesforholdet principielt er ophørt under konflikten, optjenes der ikke særlige feriedage i den periode, konflikten varer. GL godtgør mistede særlige feriedage i forhold til konfliktperiodens varighed som konfliktunderstøttelse, beregnet efter reglerne om udbetaling ved fratræden i ferieaftalen.

Der er ikke noget til hinder for, at medlemmet - inden konfliktens iværksættelse - aftaler med arbejdsgiveren, at der skal afvikles særlige feriedage umiddelbart efter konfliktens ophør. Aftalen er ensbetydende med, at medlemmet umiddelbart efter konfliktens ophør kan afholde særlige feriedage uden, at den pågældende derved ulovligt udebliver fra tjenesten. Hvis der ikke foreligger en sådan aftale med arbejdsgiveren, skal medlemmet genoptage arbejdet uden ugrundet ophold efter konfliktens ophør. Medlemmets varsling af og placering af særlige feriedage skal herefter ske efter de almindelige regler herom.

Særlige feriedage, der ikke er holdt ved ferieårets udløb, godtgøres kontant medmindre læreren og ledelsen har indgået en aftale om at overføre dagene til et senere ferieår.


Flexjob/Skånejob
Ansatte i flex- eller skånejob deltager i konflikten på lige fod med øvrige ansatte efter samme overenskomst.


Fortrædigelsesklausuler
En såkaldt fortrædigelsesklausul er en aftale mellem konfliktens parter om, at ansættelsesforholdet kun er suspenderet i konfliktperioden.

I henhold til AC’s hovedaftale er der aftalt en sådan fortrædelighedsklausul. Den indebærer, at medarbejderne efter konfliktens ophør uden unødigt ophold skal genoptage arbejdet på de tjenestesteder, hvor de var ansat, og at de konfliktberørte medarbejdere efter konfliktens ophør har krav på at indtræde i de samme arbejdsmæssige funktioner som før konflikten. Fortrædelighedsklausulen er ensbetydende med, at ansættelsesforholdet i praksis suspenderes i konfliktperioden med den følge, at der eksempelvis ikke skal udstedes et nyt ansættelsesbevis til den enkelte medarbejder, når arbejdet genoptages efter konfliktens ophør.

Se: Konfliktens ophør

 

Forpligtelser under konflikten
Medlemmerne skal forlade arbejdspladsen ved konfliktens ikrafttræden og må ikke befinde sig på denne, så længe konflikten varer.

Det forventes, at de strejkende medlemmer til gengæld for konfliktunderstøttelsen deltager i de aktiviteter og arbejdsopgaver, som GL iværksætter i konfliktperioden, og at ikke-strejkende medlemmer bakker op ved også at deltage i aktiviteterne i videst muligt omfang. Dette – sammenholdt med den ansattes pligt til at genindtræde umiddelbart efter konfliktens ophør - betyder fx, at der ikke bør afvikles rejser i konfliktperioden.

Medlemmer, der ikke respekterer arbejdsstandsningen eller undlader at følge pålæg fra organisationerne under konflikten, kan forvente at blive sanktioneret, herunder eventuelt ekskluderet, i henhold til GL’s love og kollegiale vedtægter.


Fratræden under konflikt
Opsagte medlemmer, der er fritstillet, får udbetalt konfliktunderstøttelse i stedet for løn i opsigelsesperioden.

Fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen

Se: Tjenesterejse, fortrædigelse, konfliktens ophør og Forpligtelser under konflikten

 

Første og anden ledighedsdag
Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse ved 1. og 2. ledighedsdag bortfalder, når arbejdsophøret – direkte eller indirekte – skyldes strejke eller lockout på arbejdspladsen.

Hvis medarbejderne genansættes, når konflikten ophører, har arbejdsgiveren pligt til på ny at udbetale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Se: Fortrædigelsesklausuler, konfliktens ophør

 

G

Genoptagelse af arbejdet
Arbejdet udføres efter den plan (fx skema og eksamensplan), der er gældende på tidspunktet for arbejdets genoptagelse.

Arbejde udover det planlagte vederlægges særskilt.

Se: Konfliktens ophør

H

Hjemsendelse
Såfremt arbejdsgiverne som modtræk til strejke har varslet lockout, har de berørte medarbejdere ikke krav på individuelt varsel. Det lockoutede personale fratræder i overensstemmelse med, og de stilles i det hele taget, som om de strejker.

Se: Lockout og konflikt på andre områder


Hjemmearbejde
Hjemmearbejde er omfattet af konflikten på samme måde som arbejdet på skolen.

 

K

Konfliktens ophør
Konflikten afsluttes ved, at parterne bliver enige om en ny aftale (indgår forlig) eller eventuelt ved et lovindgreb.

Ifølge hovedaftalens fortrædigelsesklausul er ansættelsesforholdet kun suspenderet i konfliktperioden, så der eksempelvis ikke skal udstedes et nyt ansættelsesbrev til den enkelte medarbejder, når arbejdet skal genoptages efter konflikten.

Ansættelsesforholdet påvirkes dog af, at dette har været afbrudt i den periode, konflikten har varet, bl.a. ved at anciennitetsbestemte rettigheder forskydes med antallet af dage, man har været i konflikt.

De konfliktberørte medarbejdere har pligt til, når konflikten ophører, uden unødigt ophold at genoptage arbejdet på de tjenestesteder, hvor de var ansat, og de har krav på at genindtræde i de samme arbejdsmæssige funktioner som før konflikten.

Uanset om en ansat har været bortrejst under konflikten, er det den ansattes pligt at genindtræde umiddelbart efter konfliktens ophør. Manglende genindtrædelse er misligholdelse af mødepligten, og kan føre til bortvisning.

Ansatte, som ikke kan genoptage arbejdet pga. sygdom eller lignende, skal omgående meddele arbejdsgiveren dette efter de regler for sygemelding mv., som gælder på arbejdspladsen for at blive betragtet som genindtrådt med den virkning, at løn eller andre ydelser betales af arbejdsgiveren fra dette tidspunkt.

På samme måde har arbejdsgiveren ikke pligt til at udbetale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis der er medarbejdere, der ikke genansættes af driftsmæssige årsager.

Se: Fortrædelighedsklausuler

Konfliktkontingent
For at dække en del af de omkostninger en konflikt medfører – fx udbetaling af konfliktunderstøttelse – har GL mulighed for fra en konflikts start at opkræve et særligt konfliktkontingent.

Medlemmerne vil modtage nærmere information om en eventuel beslutning om og størrelsen af konfliktkontingentet fra GL


Konfliktunderstøttelse
Da medlemmer i konflikt er afskåret fra såvel løn mv. samt dagpenge, yder GL konfliktunderstøttelse til medlemmer i konflikt.

For deltidsansatte, som normalt modtager supplerende dagpenge, træder konfliktstøtten i stedet for både løn og dagpenge.

Der ydes som udgangspunkt erstatning for tab af enhver indtægtsdel, såsom basis-/skalaløn, reguleringstillæg, kvalifikations- og funktionstillæg, udligningstillæg, honorar, konstitutionsvederlag, arbejdsgiverens pensionsbidrag, tjenestebolig etc. i det omfang og i den tid medlemmet ville have oppebåret disse indtægtsdele, hvis konflikten ikke var opstået. Dog længst indtil konfliktens ophør. Der ydes ikke erstatning for f.eks. honorarer og andre typer vederlag, som oppebæres mere sporadisk og tilfældigt.

Erstatningerne udbetales efter fradrag af kildeskat mv. af GL og så vidt muligt efter de normale udbetalingsterminer. Erstatning for eget og arbejdsgiverens pensionsbidrag indbetales af GL til pensionskassen.

GL vil - inden eller i forbindelse med - den enkelte erstatningsudbetaling bede om en erklæring om eventuelle indtægter, som oppebæres ved arbejde, der helt eller delvist afløser det konfliktramte arbejde, idet erstatningen reduceres i overensstemmelse hermed.

For at få konfliktunderstøttelse/erstatning for indtægtstab skal der udfyldes et lønoplysningsskema og vedlægges relevant dokumentation.

Medlemmer, som er omfattet af den varslede konflikt får tilsendt en detaljeret vejledning om beregning og procedure for erstatning samt kravene til dokumentation.

Medlemmer, der modtager konfliktunderstøttelse er under fuldstændig fortabelse af retten hertil forpligtet til at modtage et af GL anvist arbejde under konflikten. Se ”Forpligtelser under konflikten”

Det forventes, at de strejkende medlemmer til gengæld for konfliktunderstøttelsen deltager i de planlagte aktiviteter og arbejdsopgaver, der afvikles i konfliktperioden, og at ikke-strejkende medlemmer bakker op ved også at deltage i aktiviteterne i videst muligt omfang.


Konfliktramt arbejde
Medarbejdere, der er undtaget fra konflikt, har ikke pligt til at udføre arbejde, der er omfattet af konflikten (konfliktramt arbejde) og kan altså nægte at påtage sig konfliktramt arbejde som en strejkende kollega skulle have udført. En sådan arbejdsvægring kan ske uden varsel.

Medlemmerne må heller ikke påtage sig konfliktramt arbejde, der af arbejdsgiveren søges overflyttet fra et andet arbejdsområde ved omstrukturering, personalerokeringer eller lignende.

Hvis en medarbejder, der er omfattet af konflikten, som led i ansættelsesforholdet skal udføre opgaver på andre skoler, er dette arbejde også omfattet af konflikten, selv om de pågældende skoler ikke er omfattet af konflikten.

TR’erne skal henstille til uorganiserede ikke at udføre konfliktramt arbejde.

Afgrænsningen af, hvad der i den konkrete situation er konfliktramt arbejde, kan give anledning til tvivl. Medlemmer, der pålægges arbejde, som de mener, er konfliktramt arbejde, bør henvende sig til GL.

Se: Andet arbejde, bibeskæftigelse, tjenestemænd, friholdt personale, uorganiserede, eksklusion

Kombinationsbeskæftigelse
Er man kombinationsbeskæftiget beror det på en konkret vurdering i hvilket omfang, man er omfattet af konflikten. Det vil afhænge af, hvordan konflikten iværksættes. Kontakt TR eller GL i tvivlstilfælde.

Konstitution i højere stilling
En medarbejder kan være konstitueret i en højere stilling, der er undtaget fra konflikten. Er den konstituerede medarbejders basisstilling ramt af konflikten, vil medarbejderen alligevel blive omfattet.

Kurser
Er en medarbejder begyndt et kursus forud for en konflikts iværksættelse, har vedkommende principielt pligt til at afbryde kurset.

Det kan dog lokalt aftales med TR og arbejdsgiveren, at medarbejderen kan fortsætte kurset og først deltager i konflikten, når kurset er afsluttet.

Når arbejdsstandsningen er iværksat, udbetales der ikke løn under kurset.

Medarbejdere kan ikke begynde på et kursus under konflikten.

GL kan i forbindelse med udbetaling af konfliktunderstøttelse råde over medarbejdernes arbejdskraft og give tilladelse til fx at følge uddannelsesaktiviteter i form af pædagogikumkandidaters sidefagssupplering. Kontakt GL hvis du skal deltage i undervisning og eksamen i forbindelse med sidefagssupplering.


Se: Pædagogikumkandidater


 

L

Ledende medarbejdere, bortset fra tjenestemænd
Ledende medarbejdere blandt GL’s overenskomstansatte medlemmer er ledende inspektorer/vicerektorer og pædagogiske ledere/vicerektorer. Disse omfattes ikke af en konflikt og har pligt til at fortsætte deres arbejde under konflikten.

Under en lovlig konflikt har ledende medarbejdere pligt til at udføre såvel deres ”normale” arbejde som arbejde, der ligger uden for det område, som de i øvrigt arbejder med.

Ledende medarbejdere antages at have en videregående pligt end andre medarbejdere til i konfliktsituationer at medvirke til at ”redde værdier”.

Modtager en ledende medarbejder en tjenstlig ordre, hvis indhold synes at svække virkningen af den lovlige konflikt, anbefales det – af hensyn til de fremtidige samarbejdsrelationer på skolen – at man anmoder om at få ordren skriftligt, og at man kontakter GL for at blive rådgivet om, hvordan man skal forholde sig.

Se: Tjenestemænd, uorganiserede, konfliktramt arbejde

 

Ledige medlemmer
Medlemmer, som er ledige ved konfliktens ikrafttræden, dvs. hvis ledighed ikke skyldes konflikten, står uden for konflikten og kan som hovedregel derfor fortsat modtage dagpenge fra en a-kasse. Disse ledige medlemmer må ikke overtage konfliktramt arbejde.

Ledige medlemmer, der kan modtage dagpenge fra a-kassen under konflikten, kan både få bevilget børnepasningsorlov og få udbetalt orlovsydelse under konflikten (hvis de i øvrigt opfylder reglerne herfor).

Et medlem, der er ansat i en tidsbegrænset stilling, der ophører under konflikten, vil kunne få arbejdsløshedsdagpenge, eftersom ledigheden ikke er forårsaget af konflikten.

Deltagere i en konflikt kan ikke tillige oppebære arbejdsløshedsdagpenge, selv om deres ansættelsesforhold i princippet er ophørt, fordi ledigheden er forårsaget af strejke eller lockout.

Med samme begrundelse bortfalder arbejdsgiverens pligt til at udbetale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Medlemmer, der oppebærer supplerende dagpenge i en a-kasse, men som bliver konfliktramt, kan ikke få dagpenge fra a-kassen så længe konflikten løber. Det skyldes, at der i arbejdsløshedsforsikringsloven ikke skelnes mellem, om dagpengene ydes delvist/supplerende. De pågældende medlemmer skal derfor have konfliktunderstøttelse som alle andre konfliktramte medlemmer.

 

Ledige stillinger, besættelse af
Der skelnes mellem, om stillingen er blevet besat før konflikten med henblik på tiltræden efter dens start, eller om stillingen søges besat under konflikten.

Hvis arbejdsgiveren før konflikten har indgået aftale med en lærer om at vedkommende skal tiltræde en stilling under en konflikt, tiltræder den nyansatte stillingen, men bliver straks omfattet af konflikten, såfremt vedkommende er medlem af GL, og får ret til konfliktunderstøttelse.

Stillinger, som ønskes besat under konflikten, vil normalt være blokaderamte – og dermed omfattet af konflikten - og kan ikke besættes.

Se: Blokade

 

Lejrskoler

Se: Ekskursioner, tjenestemænd

 

Lockout
Ved lockout udelukker arbejdsgivere arbejdstagerne ved at afvise at lade arbejdstagerne på nærmere angivne tjenestesteder udføre deres arbejde eller ved at opsige disse, uden at nægtelsen eller afskedigelserne skyldes driftsmæssige hensyn.

Se: Hjemsendelse

 

Løn
Udbetaling af løn, der er optjent før konflikten, sker på den normale lønningsdag, også selv om den falder i konfliktperioden. Arbejdsgiveren kan fradrage løn for de dage, der ligger efter det varslede tidspunkt for konfliktstart, i den lønudbetaling, der følger før konfliktstart.

Hvis arbejdsgiveren på begæring fra andre myndigheder tilbageholder løn for skatterestancer, underholdsbidrag mv., stilles dette i bero, indtil der igen udbetales løn.

 

Lønanciennitet

Se: Anciennitet

 

M

Medlemmer af andre organisationer

Se: Konfliktramt arbejde

 

Midlertidigt, tidsbegrænset og opgavebegrænset arbejde
Ansatte, der som fx midlertidige vikarer og årsvikarer, er ansat til at varetage midlertidigt, tidsbegrænset eller opgavebegrænset arbejde, er omfattet af konflikten.

Hvis en tidsbegrænset ansættelse efter planen skal ophøre under konflikten, slutter ansættelsesforholdet som aftalt. Da ansættelsen med udløbet er endeligt ophørt, kan medlemmet få arbejdsløshedsdagpenge, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

Arbejdsgiveren kan ikke opsige et midlertidigt/tidsbegrænset ansat medlem med konflikten som begrundelse.

Se: Vikarer, opsigelse fra arbejdsgiverens side


Midlertidige vikarer

Midlertidige vikarers ansættelsesforhold slutter som aftalt. Da ansættelsen med udløbet er endeligt ophørt, kan medlemmet få arbejdsløshedsdagpenge, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

Se: Vikarer og midlertidigt, tidsbegrænset og opgavebegrænset arbejde.

 

O

Omsorgsdage

Omsorgsdage, der er begyndt før konflikten, afbrydes når konflikten iværksættes.

Omsorgsdage, som er aftalt, men ikke begyndt, kan ikke begyndes, mens konflikten løber.

Omsorgsdage, der ikke er anvendt, kan anvendes på et senere tidspunkt med de almindelige frister herfor.

 

Opsigelse fra arbejdsgiverens side
En arbejdsgiver kan opsige en medarbejder med sædvanligt varsel og på sædvanlige vilkår, selv om en del af opsigelsesperioden kommer til at løbe i konfliktperioden.

Også under en konflikt kan en arbejdsgiver opsige medarbejdere. Det skal ligeledes ske med sædvanligt varsel og på sædvanlige vilkår.

Det er dog ikke lovligt under en overenskomstmæssig konflikt, at opsige medarbejdere med den begrundelse, at der er konflikt. Det gælder, selv om medarbejderne er ansat tids- eller opgavebegrænset.

 

Opsigelse fra medarbejderens side
Hvis en medarbejder har sagt sin stilling op, før konflikten begynder, får opsigelsen virkning efter sit indhold. Løber opsigelsesperioden under konflikten, bliver medarbejderen, hvis vedkommende er medlem af GL, omfattet af konflikten på samme måde som andre medarbejdere, og får konfliktunderstøttelse.

Hvis en medarbejder siger sin stilling op under en konflikt, skal det ske med sædvanligt varsel og på sædvanlige vilkår. Hvis fratrædelsestidspunktet ligger efter konfliktens slutning, er medlemmet – uanset opsigelse er afgivet – forpligtet til at genoptage arbejdet fra konfliktens slutning og frem til udløbet af medlemmets opsigelsesvarsel.

Hvis flere medarbejdere på samme tid opsiger deres stilling med det formål at presse arbejdsgiveren, er der tale om en kollektiv opsigelse og et ulovligt kampskridt. Der foreligger ikke kollektiv opsigelse som ulovligt kampskridt, hvis enkelte opsigelser er begrundet i nyt job, flytning eller anden konkret omstændighed, og således at det tidsmæssige sammenfald er en tilfældighed.

 

Orlov til børnepasning

Bevilget og påbegyndt orlov

Medlemmer, der mindst 1 dag før konfliktens start er begyndt børnepasningsorlov, modtager fortsat orlovsydelsen, og bevarer rettigheder iht. orlovsbetingelserne indtil den bevilgede periode udløber.

Udløber orloven under konflikten, indtræder medlemmet i konflikten (idet man ellers ville have genoptaget arbejdet), og er således ikke berettiget til dagpenge fra en a-kasse. Medlemmet vil derimod modtage konfliktunderstøttelse, ligesom de medlemmer der har deltaget i konflikten fra dens start.

Fraværstid i forbindelse med børnepasningsorlov tæller med i opgørelsen af anciennitet i ansættelsesforholdet. Da medlemmer på børnepasningsorlov ikke er omfattet af konflikten, berøres optjeningen af anciennitet i orlovsperioden ikke af konflikten.

Bevilget; men ikke begyndt orlov
Under en konflikt kan der ikke udbetales orlovsydelse til beskæftigede medlemmer. Det vil sige, at medlemmer som ved konfliktens start er bevilget, men ikke begyndt orlov, må afgøre, hvorvidt de ønsker at begynde orloven uden modtagelse af orlovsydelsen eller at udskyde orloven, således at den begyndes ved konfliktens ophør, hvor orlovsydelsen kan udbetales.

Hvis man vælger ikke at begynde orloven under konflikten, skal man give meddelelse til arbejdsformidlingen, som i så fald vil tilbagekalde orloven. Giver man ikke meddelelse til arbejdsformidlingen, vil man nemlig under konflikten bruge af orlovsretten, uanset at orlovsydelsen ikke udbetales.

Medlemmer, der giver meddelelse til arbejdsformidlingen om, at børnepasningsorlov ikke begyndes under konflikten, omfattes af konflikten på lige fod med øvrige medlemmer.

De medlemmer, der vælger først at begynde orloven, når konflikten ophører, skal være opmærksomme på, at konflikten ikke ændrer orlovens sluttidspunkt, dvs. at orloven slutter på det oprindeligt aftalte tidspunkt.

Medlemmer, der vælger at opretholde den bevilgede orlov, må tage kontakt til GL med henblik på at afklare, om der kan ydes konfliktunderstøttelse.

Ikke-bevilget børnepasningsorlov
Der kan ikke bevilges orlov til medlemmer, som er i konflikt. Man må derfor afvente afslutningen på konflikten, før der indgives orlovsansøgning til arbejdsformidlingen.

Ledige medlemmer
Bestemmelserne om børnepasningsorlov ovenfor gælder kun beskæftigede medlemmer. Ledige medlemmer, der kan modtage dagpenge fra a-kassen under konflikten, kan både få bevilget børnepasningsorlov og få udbetalt orlovsydelse under konflikten.

Medlemmer, der var ledige, da orloven blev bevilget, vil som hovedregel være berettiget til at modtage dagpenge fra a-kassen ved orlovens udløb.

 

Orlov, bortset fra barselsorlov, orlov til børnepasning
Der skelnes mellem orlov mv., som er påbegyndt inden konflikten, og orlov, som ønskes begyndt under konflikten. Endvidere skelnes der mellem orlov mv. med og uden løn.

Orlov kan ikke bevilges eller begyndes under konflikt.

Medlemmer, som på tidspunktet, hvor konflikten starter, har orlov uden løn, er ikke omfattet af konflikten. Disse fortsætter derfor orloven uanset konflikten.

Slutter orlovsperioden under konflikten, deltager man herefter i konflikten som alle andre, dvs. at medlemmets indtægtstab – fra det tidspunkt det indtræder i konflikten – kompenseres med konfliktunderstøttelse.

Medlemmer, der har orlov med løn, er omfattet af konflikten. En orlovsperiode med løn kan ikke begyndes under konflikten, selv om aftalen om orlov er indgået og accepteret, før konflikten træder i kraft.

Såfremt orlovsperioden ophører under konflikten, har medarbejderen pligt til at vende tilbage til arbejdspladsen og bliver hermed omfattet af konflikten (og adgangen til at modtage konfliktstøtte).

Ved tilbagevenden fra orlov omfattes man altså af konflikten, uanset om medarbejderen havde orlov med eller uden løn.

 

Overarbejde/Merarbejde
Overarbejde/merarbejde forud for konfliktens start må accepteres, hvis det kræves i sædvanligt og rimeligt omfang. På GL’s område betyder det, at overarbejde/merarbejde, som er planlagt forud for konfliktens start, kan afvikles i det planlagte omfang.

Under konflikten må det for medlemmer, der ikke er omfattet af konflikten, konkret vurderes, om udførelse af over/merarbejde vil være ensbetydende med udførelse af konfliktramt arbejde.

Se: Konfliktramt arbejde, tjenestemænd

 

P

Pension
GL sikrer, at arbejdsgiverens pensionsbidrag bliver indbetalt af konfliktunderstøttelsen.


Pædagogikumkandidater
Pædagogikumkandidater følger i praksis lærerne og er omfattet af konflikten ligesom det fastansatte personale.


Man kan derfor som udgangspunkt ikke deltage i undervisning og eksamen i forbindelse med sidefagssupplering, der foregår under konflikten. Da GL i forbindelse med udbetaling af konfliktunderstøttelse kan råde over medarbejdernes arbejdskraft, kan GL give tilladelse til at følge for eksempel uddannelsesaktiviteter.

S

Skat
Der betales ikke arbejdsmarkedsbidrag (pt. 8%) og særligt pensionsbidrag (pt. 0%) af konfliktunderstøttelse, jf. bekendtgørelse om arbejdsmarkedsbidrag, og heller ikke af de dagpengeydelser efter lov om sygedagpenge og barselsdagpenge efter barselsloven, der modtages under en arbejdskonflikt, jf. lov om arbejdsmarkedsfonde.

Derimod betales der særligt pensionsbidrag af dagpenge, der modtages i forbindelse med længerevarende sygdom eller barsel under en konflikt, jf. bekendtgørelse om indbetaling af den særlige pensionsopsparing ved udbetaling af dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Arbejdspladsen beholder skattekortet, men skal udlevere dette efter anmodning.

Der skal betales kildeskat (men altså ekskl. ATP, Arbejdsmarkedsbidrag og Særligt pensionsbidrag) af konfliktunderstøttelsen.

 

Skånejob, ansatte i

Se: Flexjob

 

Stillingsopslag

Se: Ledige stillinger


Strejke
Strejkens formål er at få indgået en overenskomst. Strejke varsles ligesom blokade af arbejdstagernes organisationer med overenskomstmæssigt varsel over for én eller flere arbejdsgivere. Arbejdsnedlæggelser på områder, der ikke er varslet af organisationerne, er brud på hovedaftalen og kan medføre bod.

 

Studerende

Se: Vikarer og pædagogikumkandidater

Studerende, der er ansat i henhold til GL's overenskomst, og som er omfattet af konflikten og er medlemmer af GL, modtager konfliktstøtte.

 

Studieture

Se: Ekskursioner, tjenesterejser og tjenestemænd

Der bør ikke ske omlægning af planerne for arbejdets udførelse, således at tjenestemandsansatte lærere pålægges at deltage på studieture og lignende, hvor det oprindeligt var planlagt, at overenskomstansatte lærere skulle deltage.

 

Sygdom
Der skelnes mellem sygdom, som opstår før konflikten, sygdom, som indtræffer under en igangværende konflikt, og (fortsat) sygdom efter konfliktens ophør.

Medarbejdere, som er sygemeldt inden en lovlig konflikt bryder ud, og som er berettiget til løn under sygdom eller sygedagpenge, er ikke længere berettiget til løn/sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor konflikten bryder ud. Dagpengeforpligtelsen overgår fra dette tidspunkt til den ansattes bopælskommune. GL udbetaler konfliktunderstøttelse i form af opfyldning fra dagpenge til løn som for konfliktramte kolleger.

Medarbejdere, der bliver sygemeldt efter konfliktens begyndelse, har hverken ret til løn under sygdom eller dagpengeret i forhold til arbejdsgiveren eller bopælskommunen. Der vil i stedet blive udbetalt normal konfliktunderstøttelse.

Når den ansatte bliver rask, skal såvel arbejdsgiver som TR orienteres herom. Herefter omfattes den ansatte af konflikten og er berettiget til konfliktunderstøttelse.

Sygdom, som indtræder under konflikten, skal ikke meddeles til arbejdsgiver.

Efter konfliktens ophør genopstår arbejdsgiverens forpligtelser i forbindelse med sygdom. Det forudsætter dog, at ansættelsesforholdet genoptages, og at den ansatte fortsat er sygemeldt.

Ansatte, som ikke kan genoptage arbejdet pga. sygdom eller lignende, skal – som ved ”almindelig” sygemelding - omgående meddele arbejdsgiveren dette efter de regler for sygemelding mv., som gælder på arbejdspladsen, for at blive betragtet som genindtrådt med den virkning, at løn eller andre ydelser betales af arbejdsgiveren fra dette tidspunkt.

Sygefravær, mens konflikten løber, medregnes ikke i opgørelsen over sygedage.

 

T

Tjenestemænd
Tjenestemænd har ikke strejkeret.

Under konflikten kan arbejdsgiveren disponere over tjenestemandsansat personale. Tjenestemænd er forpligtet til at fortsætte deres normale arbejde. En eventuel arbejdsvægring i strid med tjenestepligten er en tjenesteforseelse, som kan medføre disciplinære sanktioner efter de tjenestemandsretlige regler.

Udgangspunktet er, at tjenestemændene skal holde sig neutrale og med andre ord ikke påtage sig andet og mere arbejde end hvad de sædvanligt har beskæftiget sig med, ligesom sædvanligt arbejdstempo skal opretholdes.

Grænsen mellem ”normalt” arbejde og konfliktramt arbejde kan være vanskelig at trække, men hovedreglen er, at det arbejde, som skulle have været udført af de (overenskomstansatte) lærere, som er i strejke, ikke må udføres. Nedenfor er anført eksempler til illustration af, hvad der kan være strejkeramt arbejde:

Arbejdsgiveren kan – som hovedregel – ikke ændre den eksisterende arbejdsfordeling mv., således at tjenestemandsansatte lærere overtager klasser, fag og øvrige opgaver fra de lærere, som er i strejke.

Ligeledes bør der ikke ske ændring i de fastlagte planer for arbejdets udførelse (mødeplaner, arbejdstidsplaner, tjenesteplaner mv.) med henblik på varetagelse af tilsyn med elever, hvis undervisning er ramt af strejke. På samme måde bør det heller ikke pålægges tjenestemandsansatte lærere at føre tilsyn med flere klasser i større omfang, end der før konfliktens start var almindeligt på arbejdspladsen.

For så vidt angår studieture mv., bør der ikke ske omlægning af planerne for arbejdets udførelse, således at tjenestemandsansatte lærere pålægges at deltage på studieture o. lign., hvor det oprindeligt var planlagt, at overenskomstansatte lærere skulle deltage.

De strejkende medlemmer må ikke lægge hindringer i vejen for, at de tjenestemandsansatte lærere kan udføre deres arbejde.

Se: Ledere og friholdt personale, værdier og vigtige opgaver, medlemmer af andre organisationer, uorganiserede

 

Timeakkorder

Se: Akkorder

 

Tjenesterejser
Der skelnes mellem tjenesterejser, som er begyndt, men ikke fuldført, ved konfliktens start, og tjenesterejser, som er planlagt, men ikke begyndt før konflikten.

Medarbejdere, som er omfattet af konflikten, og som er på tjenesterejse, mens den verserer, har pligt til at afbryde rejsen og vende tilbage med første mulige trafikforbindelse. Der benyttes samme transportmiddel som på udrejsen.

Det kan dog aftales lokalt mellem skolen og GL, at en begyndt tjenesterejse ikke skal afbrydes under en verserende lovlig konflikt.

Planlagte tjenesterejser kan ikke begyndes efter konfliktens start.

 

U

Udmeldelse
Efter GL’s love kan udmeldelse af GL kun ske til en 31. juli. Under en løbende konflikt, hvor foreningen er inddraget, kan udmeldelse kun ske med hovedbestyrelsens samtykke, og et medlem kan ikke ved udmeldelse af foreningen unddrage sig de forpligtelser, der påhviler ham på grund af forhold, der er opstået inden hans udtræden. Udmeldelse kan dog altid ske i forbindelse med stillingsophør.


Udlandsrejser

Se: Ferie og konfliktens ophør, tjenesterejser, ekskursioner

 

Uorganiserede
Ved uorganiserede forstås personer, som ikke er medlem af GL.

Uorganiserede er ikke omfattet af konflikten og nyder som følge heraf ikke de organiseredes rettigheder under en konflikt.

Uorganiserede medarbejdere kan pålægges at udføre andet arbejde, herunder også konfliktramt arbejde.

TR’erne skal henstille til uorganiserede ikke at udføre konfliktramt arbejde.

Se: Konfliktramt arbejde



V

Værdier og vigtige opgaver
Bevarelse af værdier, pasning af levende dyr og andre helt livsvigtige opgaver må som udgangspunkt varetages af tjenestemænd eller det ledende personale, der er ikke er omfattet af konflikten. Kontakt TR eller GL i tvivlstilfælde.

Se: Tjenestemænd, ledende medarbejdere

Vikarer (midlertidige vikarer og årsvikarer)

Vikarer er under en konflikt omfattet af de samme regler som fastansatte.

I de tilfælde hvor en vikar ved konfliktens start er beskæftiget ved en konfliktramt institution, vil der blive udbetalt konfliktunderstøttelse.

Fra det tidspunkt, hvor vikariatet efter aftalen ophører, skal vikaren tilmelde sig arbejdsformidlingen, og vil – såfremt de almindelige betingelser for udbetaling af dagpenge er opfyldt – modtage dagpenge fra a-kassen.

Midlertidige vikarers ansættelsesforhold slutter som aftalt. Da ansættelsen med udløbet er endeligt ophørt, kan medlemmet få arbejdsløshedsdagpenge, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

 

Å

 

Årsvikarer

Se: Vikarer

 

 

Download

Konflikt ABC (pdf)