Finansministeriets og GL’s forhandlere har efter flere nætters forhandlinger indgået en aftale om GL-overenskomsten.
Det blev til lange seje nætter, fordi parterne stod meget langt fra hinanden. Finansministeren og Undervisningsministeren ville have store besparelsesmuligheder på gymnasieområdet, solgt under dække af fleksibilitet og modernitet, jf. Finansministeriets hvidbog om OK11. De ville have fjernet GL’s aftaleret, så lærerne stod uden værn for hvor meget de skulle arbejde, de ville have fjernet lærernes seniorordning. Og meget mere.
Modsat ser GL lærerarbejde som grænseløst arbejde, og vi gik efter at få bedre redskaber til at nå attraktive arbejdspladser. Det vigtigste er, at lærerne sikres tid til kerneopgaven – undervisning. Ordentlig undervisning kræver en velforberedt lærer! og så skal skolerne planlægge, så lærerne har rimelige arbejdsforhold. Tillidsrepræsentantens aftaleret er en beskyttelse af den enkelte lærer.
Det er lykkedes overenskomstens parter at lave et balanceret forlig, hvor der på den enkelte skole er fleksibilitet, så lærere og ledere kan tilrettelægge undervisningen, så den matcher elevernes behov. Parterne er enige om, at ledelsen skal prioritere personaleledelse, og tillidsrepræsentantens rolle er styrket. Der skal nu arbejdes konstruktivt på den enkelte skole for at skabe attraktive arbejdspladser.
”Det har været altafgørende for mig i de afsluttende forhandlinger at nå et resultat, som både lærerne og arbejdsgiverne kan se muligheder i. GL har leveret varen: Lærernes forberedelse fastholdes, så det sikres, at lærerne ikke udsættes for yderligere arbejdsintensivering ift. den, de har oplevet siden gymnasiereformens indførelse. Det er aftalt, at der skal være et hensigtsmæssigt forhold mellem opgave og tiden til at løse opgaven, og der er aftalt bedre planlægningsbestemmelser, der kan sikre, at lærerne får en mere jævn arbejdsbelastning. Samtidig forventer jeg, at både Finansministeren og Undervisningsministeren kan se, at der er gode muligheder på den enkelte skole for at tilpasse undervisningen i forhold til skolens elever. Det er altså efter omstændighederne et tilfredsstillende resultat, ” udtaler Gorm Leschly, formand for GL.
Forliget indebærer bl.a.:
· Aftalen om lærernes forberedelse er uændret.
· Bedre planlægningsbestemmelser skal modvirke skæve arbejdsbelastninger mv.
· Lærernes seniorordning ændres til samme model som Folkeskolens og Erhvervsskolernes.
· Funktionstillæg til billedkunst, musik, mediefag, drama, fysik, kemi og biologi erstatter apparatopstilling (ressourcen er sikret)
· Det er præciseret, at lærernes tilstedeværelse på skolen skal være meningsfuld, og de fysiske rammer skal være i orden.
· Lærernes undervisningstillæg stiger med ca. 1000 kr. (nutidskroner) om året fra 1. august 2012.
· Aftale om generelle lønstigninger afventer CFU- og AC-forhandlingerne i de kommende dage.
Hovedbestyrelsen har fredag den 11. februar 2011 besluttet at tiltræde forhandlingsresultatet.