Ungdommens Folkemøde 2016

GL byder inden for i lærerloungen, som bliver lærernes åndehul og et vandingssted under ungdommens folkemøde.

GL byder indenfor på Ungdommens Folkemøde 2016

Den 8. og 9. september bliver dørene for første gang slået op til Ungdommens Folkemøde 2016, og GL er med. 

Hvad er Ungdommens Folkemøde

Ungdommens Folkemøde er en demokratisk festival, der foregår i Søndermarken på Frederiksberg. Unge er i centrum, og målet er at fremme unges demokratiforståelse og aktive medborgerskab gennem deltagelse, samtale og fællesskab.

Den gamle have bliver over to dage omdannet til et samfundslaboratorium, hvor unge mødes på tværs af sociale, geografiske og uddannelsesmæssige skel og med beslutningstagere fra forskellige steder, for sammen at udforske hvad demokratisk deltagelse kan være anno 2016. Der vil være arrangementer, events, debatter og workshops fordelt på forskellige scener, over 50 workshops og et væld af stadepladser. Omkring 50 organisationer, partierne, tænketanke, NGO'er og virksomheder deltager. I workshopsene inviteres de unge til at komme med deres bud på løsningen af aktuelle samfundsudfordringer.​

Velkommen i lærerloungen

Mange lærere deltager i folkemødet sammen med deres elever, og GL inviterer alle lærerne til at komme forbi lærerloungen. Loungen er et åndehul og et vandingssted - for både videns-, inspirations og debatlysten - og selvfølgelig kaffetørsten. Du vil både kunne mødes til hygge og mingle med kolleger, få svar på spørgsmål om alt fra løn til barsel samt deltage i en række spændende debatter og inspirationsoplæg om alt fra unge og demokrati, seksualiseret mobning på nettet, karrierelæring, gymnasiereformen og meget mere. 

Se programmet for lærerloungen her:

Program Lærerloungen Ungdommens Folkemøde 2016.pdf.

Du kan læse mere om Ungdommens Folkemøde her http://www.ufm16.dk/ eller her  #mitlivminstemme  

Emner:  
Interessent:  
Artikeltype: Arrangement