Spring over navigationshyperlinks
Løn og ansættelse
Uddannelse
Hvad gør jeg?
Arrangementer
Medlem
Om GL
GL-E kurser
Spring over navigationshyperlinks
Genopretningsplan
Genopretningsplanen kort fortalt
Fællesbrev til VUC-ledere
Pas på kvaliteten i de gymnasiale uddannelser
SCKK tilbyder sparring om MUS
GL støtter CSC-ansattes kamp
Notater fra GL
Pulje til udviklingsprojekter om fravær
Efterlønsbidraget - skal jeg få det udbetalt?
Nyt fra MP Pension
Fællesbrev til VUC-ledere 
Forside > Om GL > Aktuelle emner > Genopretningsplan > Fællesbrev til VUC-ledere
 

GL har i samarbejde med Lederforeningen for VUC og Uddannelsesforbundet 3. november 2010 skrevet til lederne på VUC, fordi genopretningsplanens konsekvenser for brugerne endnu ikke i tilstrækkeligt omfang er nået ud til offentlighedens kendskab:

Hvad gør vi ved de forringede vilkår for kursister og for oprettelsen af uddannelsesforløb på VUC?

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik før sommerferien et forlig om en Genopretningsplan for dansk økonomi. En del af denne plan vil, hvis den realiseres, få konsekvenser for VUC’erne, for kursisterne og for udbuddet og oprettelsen af hold. Konsekvenser som er dybt bekymrende, fordi de udhuler muligheden for at udbyde kompetencegivende og studieforberedende uddannelse til voksne danskere og voksne danskeres mulighed for at udvikle deres kompetencer i nærheden af, hvor de bor.

Lederforeningen for VUC, GL og Uddannelsesforbundet er af den opfattelse, at det er vigtigt at få belyst de negative konsekvenser af genopretnings-planen, som de kommer til udtryk i de lovforslag, Folketinget skal i gang med at behandle i den kommende samling, og som vedrører VUC. Efter vores opfattelse vil det være mest virkningsfuldt og konkret, hvis man på det enkelte VUC undersøger og analyserer de lokale konsekvenser af de centralt fastsatte politiske diktater.

Dette kan f.eks. ske ved, at man oplyser lokalområdets interessenter om, hvilke konsekvenser de nye tiltag får for brugerne, og hvilke negative virkninger der aftegner sig i forhold til voksnes og unges mulighed for at få en uddannelse. Der vil her være tale om vigtige og relevante oplysninger, som vil kunne interessere lokale og regionale folketings-, regions- og kommunalpolitikere, det lokale og regionale erhvervsliv, fagforeninger og offentligheden i almindelighed.

Lovgivning og centrale initiativer har ofte en meget abstrakt karakter, og det kan være svært at danne sig et konkret billede af besparelsesforslag i millionstørrelsen. Dette mener vi, at der skal rådes bod på. Derfor vil vi opfordre jer til at bidrage med eksempler på, hvem de kommende besparelser rammer. Disse mange menneskers ændrede vilkår og forringede mulighed for uddannelse og kompetenceudvikling skal anskueliggøres.

Hvem er de kursister, der bliver hæmmet eller direkte afskåret fra at deltage i kompetencegivende uddannelser på VUC’erne?

Hvem er de voksne, som fremover skal få en tilværelse til at hænge sammen med en SVU, der er beskåret fra 3760 kr. om ugen til 3008 kr. om ugen, og som derefter kun kan få ydelsen i 40 uger i stedet for i 80?

Hvem er de voksne med en kort videregående uddannelse, som nu skal betale næsten 15.000 kr. for at opgradere et c-niveau i kemi til et b-niveau, som kræves på den længere videregående uddannelse, hun gerne vil ind på?

Hvem er de voksne, der har behov for at følge psykologi, samfundsfag og kommunikation på AVU, men som fremover skal betale 1100 kr. pr. fag?

En del af genopretningsplanen er udmøntet i lovforslag om kortere SVU-periode med nedsat SVU-ydelse og om ændret brugerbetaling på en række uddannelser. Disse lovforslag sigter eksplicit mod at nedsætte voksne danskeres efter- og videreuddannelsesaktivitet. Det er en mildt sagt besynderlig målsætning i en verden, der er præget af en stadig tydeligere globalisering. Set i forhold til det øgede behov for en stor, veluddannet og mobil arbejdsstyrke bør denne aktivitet tværtimod styrkes. Det ofte formulerede ideal om livslang læring, som også OECD og danske regeringer deler, rummer også et betydeligt økonomisk rationale, og rammerne for at realisere idealet bør ikke beskæres.

Vi vil derfor opfordre det enkelte VUC og de kursister, der nu har glæde og gavn af at følge uddannelse dér: Giv et bidrag til en sådan konkretisering af beslutningsgrundlaget i en dialog med lokalsamfundet!

Danmark har været i økonomisk uvejr før. I 1813 gik staten direkte bankerot. Ved den lejlighed skal Frederik VI have udtalt: Vel er vi fattige, men derfor behøver vi ikke at være dumme. Det er et ideal, der ikke bør være forbeholdt enevælden, men som også burde være til stede i et demokrati.

Brevet er underskrevet  
Lederforeningen for VUC, GL, Uddannelsesforbundet

 

Fakta om forliget og de lovforslag, det har fremkaldt:

Nedskæring af voksen SU (SVU)

·         Perioden for modtagelse af SVU skal nedsættes fra maksimalt 80 uger til maksimalt 40 uger

·         SVU-ydelsen nedsættes fra de nuværende 100 pct. af dagpengesatsen til 80 pct. af dagpengesatsen med virkning fra 2012

Forhøjet deltagerbetaling

·         Deltagerbetalingen hæves generelt for kursisterne på avu og hf – dog sker der en omfordeling af fag på avu fra den højeste deltagerbetaling til de såkaldte kernefag, men almindelige fag som psykologi, samfundsfag og kommunikation er stadig ikke kernefag og vil derfor fremover koste 1100 kr.

På hf-enkeltfag bliver prisen på de såkaldte kernefag fremover 450 kr. mod et nuværende interval fra 300 til 600 kr., mens de øvrige hf-fag bliver opsat til 1100 kr. mod det nuværende interval på 600-900 kr. I dag har VUC’erne typisk lagt sig i den laveste del af intervallet for deltagerbetaling. Derfor er begge de aftalte ændringer udtryk for en betydeligt højere deltagerbetaling. En hf-pakke med 4 fag vil stige fra 1200 til 1800 kr. i deltagerbetaling.

·         Personer med en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse skal ud over ovennævnte beløb også betale et beløb svarende til den taxameterfinansiering VUC’et modtager til andre kursister.