Lønsystemets fremtid er på dagsordenen i forbindelse med det såkaldte serviceeftersyn, der blev aftalt ved OK 11. Ved de seneste forhandlinger har arbejdsgiver brugt meget krudt på at overtale AC og de andre danske organisationer til at afprøve dele af den svenske individuelle model.

Det er især muligheden for, at det enkelte medlem selv forhandler sin løn, som tiltaler Finansministeriet, og den nu hedengangne Personalestyrelses direktør har gang på gang begrundet sit ønske om dette med, at ”det er jo det, de unge vil”. Det modsiges klart i GL’s seneste medlemsundersøgelse, og der er da ikke meget, som tyder på, at det har givet (unge) svenske lærere mere i løn – snarere tværtimod. 

Jeg har ligesom Gymnasieskolen sammen med AC været på besøg hos Saco for at høre om ”den svenske model”. Jeg fik også at vide, at svenskerne er glade for den. Ikke alle er dog glade. Og slet ikke de svenske gymnasielærere, som med en gennemsnitsløn på 22.500 svenske kroner og ringe udsigt til lønudvikling hører til de lavestlønnede i Europa.

Jeg forstår da godt, at arbejdsgiver kunne tænke sig en svensk model, hvor aftaleretten er afskaffet og erstattet af ledelsens ret til at fordele løn i forlængelse af individuelle lønsamtaler. Her er jo et stort potentiale for at spare endnu mere på lønkronerne, end det sker på de gymnasiale skoler for tiden.

Af mange andre grunde er den svenske model ikke relevant. Den bygger på helt andre traditioner og forudsætninger end den danske. Den svenske stat er ikke – som tilfældet er i Danmark – både myndighed og budgetansvarlig og samtidig arbejdsgiver og overenskomstforhandler. 

I den danske model er statens budgetmæssige interesser altoverskyggende i overenskomstforhandlingerne. Men også i forhold til institutionernes drift spiller den statslige styring en betydelig rolle.

Vores lønsystem skal sikre medlemmernes lønudvikling. Meldingerne fra vores tillidsrepræsentanter er, at lokalløn mange steder ikke fungerer. Ledelsen har et ansvar for at prioritere midler til løn. En arrogant afvisning med henvisning til, at der ”ikke er råd”, skaber ikke kun utilfredshed og frustration på lærerværelset. Det truer også legitimiteten, hvilket burde bekymre arbejdsgiverne. Desuagtet fokuserer Finansministeriet i serviceeftersynet nok en gang på mere decentralisering og individualisering af forhandlingsreglerne.

AC vil fokusere på at få lønsystemet til at fungere og fastholde aftaleretten. Blandt GL’s krav til et fortsat decentralt lønsystem er, at lederne skal have forhandlingskompetence, penge og pligt til at prioritere løn. Der skal være åbenhed, gennemskuelighed og ligeværdighed i forhandlingerne. De skal være aftalebaserede og tillidsrepræsentanterne omdrejningspunktet.

Der skal aftales tillæg til basislønnen, langt før sluttrinet nås. Hvis ikke de unge allerede tidligt i karriereforløbet får tillæg, sænkes lønniveauet, og livslønnen forringes, med risiko for at de gymnasiale uddannelser bliver et lavtløns- og lavstatusområde ligesom i Sverige.

Derfor et klart nej til den svenske model.

Gorm Leschly, GL's formand
Gymnasieskolen,   Blad-nr.: 18/2011