Da GL for et par år siden fik COWI til at undersøge, hvor attraktive de gymnasiale uddannelser er som arbejdsplads, var et af fokuspunkterne for mange lærere, at de gør en stor indsats for at få eleverne til at deltage i undervisningen og aflevere deres skriftlige arbejder. Frustrationen blev meget håndfast, når lærerne ikke oplevede, at ledelsen udviste konsekvens over for de forsømmende elever.

Den seneste tids debat i medierne har givet et billede af, at mange elever ikke burde være i gymnasiet. Det er forhåbentlig et mediebillede af de sædvanlige, nemlig at overdrivelse fremmer forståelsen. Desværre har vi ikke i dag en ensartet registrering af det faktiske fravær på skolerne. Det burde ministeren have krævet for længe siden. Så ville man kunne sikre saglighed i tal og debat og undgå mediernes formidling; en såkaldt statistik, hvor man sammenligner pærer og bananer. Når en journalist spørger mig, om jeg kender frustrationen fra lærere, er svaret naturligvis ja, men det er jo et nuanceret ja.

Målet er, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse. Blandt andet fordi flere og flere uddannelser og jobfunktioner forudsætter et højt uddannelsesniveau. Jeg er sikker på, at de cirka 36.000 studenter, der springer ud om mindre end en måned, har lært rigtig meget. De har flyttet sig mange mil, siden de begyndte som forvoksede folkeskoleelever for tre år siden. De har opnået almendannelse og studieforberedelse.

Men som det fremgår af Gymnasieskolens tema denne gang, er der også behov for at tage særligt hånd om nogle elever. Der er siden Folketingets beslutning i 2005 om at decentralisere reglerne for fravær på den enkelte institution lavet en kæmpeindsats for at nedbringe elevforsømmelse og frafald. Det er for eksempel sket via en forstærket personlig vejledningsindsats, lektiehjælp, skriveværksted, mentorordninger og arbejde med klasserumskulturen for et inkluderende fagligt og socialt miljø. Men nye former for sanktioner som eksempelvis skrivefængsler og træk i SU har også set dagens lys.

Jeg tror, at en vigtig forklaring på fravær og frafald ligger i, at skolerne siden selvejets indførelse har planlagt med stadig højere klassekvotienter. Når klasserne bliver større og større, kan den enkelte elev lettere få en oplevelse af, at der er plads til at gemme sig. Derfor er det så vigtigt, at der ikke sættes flere elever i hver klasse, end at alle kan føle sig som en del af fællesskabet, føle ansvar for at være en del af undervisningen og opleve en glæde ved at lære. Det kræver en fornuftig lærer/elevratio.  Derfor må skolerne nu besinde sig og sætte klassekvotienten ned.

Det er rammerne for læringen, der skal være i orden. Gode rammer vil minimere fravær og frafald samt behovet for sanktioner som skrivefængsel og træk i SU’en.

Gorm Leschly, GL´s formand
Gymnasieskolen,  Blad-nr.:10/2011