Politikens analyseredaktør Poul Aarøe Pedersen lovpriste 3. maj 2011 i Politiken, at nyslået statsrevisor Kristian Jensen, V, ønsker, at Rigsrevisionen ser på gymnasielæreres arbejdstid. Samtidig forudkonterede analyseredaktøren resultatet af undersøgelsen, som - han tror - vil vise, at lærere skal have ”et velplaceret skub, der kan forstyrre roen på lærerværelset”.
Da analyseredaktøren henviste til artikel i Jyllandsposten, var han bare ikke opmærksom på, at netop denne artikel var hudflettet af Detektor i P1 Morgen 27. april, idet Kristian Jensen ikke har belæg for de fremsatte påstande, selv om flere medier ureflekteret har viderebragt budskaberne. Hør indslaget her.
Analyseredaktøren gengiver en række myter om lærernes arbejdstid. Jeg vil bare imødegå et par af dem her:
”Hvis man ser ædrueligt på de OECD-analyser af lærernes arbejdstid, der med jævne mellemrum udføres” og ”den tid, lærerne bruger til at undervise, [er]faldet hele 35%,” er myter. OECD undersøger ikke lærernes arbejdstid, men Undervisningsministeriet indberetter. Lærernes undervisningstimetal er i virkeligheden ikke faldet, men steget de sidste 10 år - ministeriet har bare ændret indberetningspraksis. Faktisk viser Undervisningsministeriets egne tal, at en gymnasieelev er blevet 10,7 % billigere i 2010 end i 2001. Dette skyldes bl.a., at mange lærere ved gymnasiereformen fik et hold mere, og at der samtidig kom flere elever på alle hold. En gymnasielærer underviser op til 200 elever hver uge.
Ved gymnasiereformen udvidede man lærerens undervisningsopgave med vejledning, tutorordninger, lektiecafeer etc. Men når man indberetter lærernes undervisning, tæller man kun traditionel klasseundervisning og ikke disse nye undervisningsaktiviteter med, selv om det er Folketinget, der bestemmer, hvad lærerne skal gennemføre af vejledning i studieretningsprojekter, eksamen, evaluering af elevernes skriftlige opgaver mv.
Hvis Rigsrevisionen undersøger læreres arbejdstid, er det derfor afgørende, at man også undersøger, hvad der indberettes som undervisning i andre lande, så man ikke sammenligner æbler og pærer.
Sandheden er, at gymnasielærere som alle andre på det danske arbejdsmarked arbejder 1924 timer om året. Siden 2003 er antallet af elever pr. lærer steget med 20 %. Samtidig med at der er flere elever, er der også blevet meget større forskel på de elever, der sidder i klassen. Man kan formodentlig ikke finde større effektivisering andre steder. Og det er vel at mærke samtidig med, at lærerne har gennemført det, der er blevet kaldt århundredets gymnasiereform. Der er ikke mange lærere, der har oplevet ’roen’ på lærerværelset, som analyseredaktøren forestiller sig. De har bidt tænderne sammen og løst opgaven – for de sætter en ære i at præsentere dygtige studenter hver sommer!