Multimedieskat

Multimedieskatten er nu, på trods af mange protester herunder fra GL og AC, vedtaget. Det lykkedes dog at få nedsat det skattepligtige beløb fra kr. 5.000 til kr. 3.000, ligesom der i bemærkningerne til loven bl.a. blev indføjet et afsnit om lærere. (se nedenfor)

Loven betyder, at de, der betaler topskat, skal af med knap 1.700 kr. og de med en marginalskat på 40,9 % skal af med 1.225 kr. om året i skat, såfremt de af arbejdsgiveren har fået stillet et eller flere multimedier til rådighed og som kan benyttes privat.

Vedtagelsen af den nye lov er en anledning til, at der lokalt aftales (nye) principper og rammer for it-anvendelsen, og at der samtidig indgås en (ny) aftale om, at skolen stiller de nødvendige arbejdsredskaber mv. til rådighed for lærerne, uden at de bliver skattemæssigt belastet heraf.

Det må være et naturligt krav, at skolen stiller computer med tilbehør og opkobling til rådighed for lærerne, både på grund af den it-udvikling, der har været og er i undervisningen, og de krav, der af de fleste skoler stilles til både elektronisk tilgængelighed for eleverne og lærernes arbejde på og med skolens it-systemer. Dette må også ses i forhold til evt. manglende eller få ordentlige arbejdspladser på skolen og lærerarbejdets karakter i øvrigt.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der er aftalt rammer og principper for lærernes anvendelse af it, og at kravene hertil er i balance med de værktøjer og forhold skolen stiller til rådighed.

På flere skoler har man alene fået stillet en bærbar PC til rådighed. Med de nye skatteregler skal man være opmærksom på, at det i de fleste tilfælde vil være dyrere for den enkelte at få stillet en PC til rådighed frem for at købe en selv. Sammenholdt med de krav der stilles fra skolens side, må man lokalt finde løsninger, der sikrer, at lærerne både har ordentlige arbejdsredskaber, og at de ikke bliver en skattemæssig byrde. Her skal man være opmærksom på, at uanset om man får et eller flere multimedier til rådighed, er beskatningen ens.

Lovbemærkningerne om lærere, der kom i forlængelse af debatten om lovforslaget, kan næppe bruges af ret mange gymnasielærere, da kriterierne i bemærkningerne er meget restriktive. Samtidig skal man være opmærksom på, at det er den enkelte lærer som skattemæssigt står til ansvar for, om skattereglerne er overholdt.

Følgende er nu gældende lov og træder i kraft fra og med indkomståret 2010:

"Stk. 12. Den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere m.v. som nævnt i stk. 1 for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20."

I bemærkningerne til loven hedder det:

"Herudover bemærkes, at multimediebeskatningen forudsætter, at de pågældende goder direkte er til rådighed for arbejdstagerens private anvendelse. Der kan være situationer, hvor eksempelvis en skoles lærere har mulighed for at låne en af skolens computere med hjem med særligt programmel til brug for forberedelse og efterbehandling af undervisning på lige fod med lærebøger og andet undervisningsmateriale. Der er tale om en ren erhvervsmæssig anvendelse af et gode, som ikke direkte er stillet til rådighed for den ansatte, men som kan lånes med hjem i ny og næ, når der er et arbejdsmæssigt behov. Sådanne tilfælde er ikke omfattet af den foreslåede multimediebeskatning under forudsætning af, at der samtidig er støtte for, at computeren udelukkende må og faktisk kun anvendes erhvervsmæssigt, og der kun er et begrænset antal computere til rådighed for hjemlån.
Hvis en sådan computer ofte befinder sig på en lærers bopæl, peger det i retning af, at computeren reelt er stillet til rådighed for privat benyttelse, og vedkommende vil være omfattet af multimediebeskatningen. Baggrunden er, at selvom et sådant gode er stillet til rådighed til brug for arbejdet, kan der også være mulighed for at anvende det privat, hvis det placeres på lærerens bopæl."

GLVesterbrogade 16DK - 1620 København VTlf. +45 33 29 09 00Fax +45 33 29 09 01gl@gl.org