Print

Efteruddannelse

Undervisningsministeriet, lederforeningerne og GL har sammen udsendt nedenstående skrivelse til skolerne i uge 46, 2009. I brevet anbefales skolerne at udarbejde en strategi for efteruddanenlse og kompetenceudvikling.

Til institutioner med gymnasiale uddannelser

Strategi for efteruddannelse og kompetenceudvikling

Rambølls rapport "Undersøgelse af efteruddannelse i forbindelse med gymnasiereformen", juni 2008, viser blandt andet, at der er overskydende ressourcer til efteruddannelse og et fortsat er behov for et udviklingsarbejde med at sikre en klarere målsætning, kompetenceafklaring, planlægning, gennemførelse og opfølgende evaluering af efteruddannelse og kompetenceudvikling på skolerne.

Som led i arbejdet i Monsterudvalget arrangerede undervisningsministeriet i samarbejde med Rektorforeningen, Danske Erhvervsskoler og Gymnasieskolernes Lærerforening to konferencer og bad i den forbindelse lektor Peter Henrik Raae, IFPR, Syddansk Universitet, udarbejde en rapport, der samler og analyserer skolernes notater, der blev afleveret i forbindelse med konferencerne. Rapporten udsendes hermed til skolerne. [Se rapporten]

Peter Henrik Raae konkluderer i rapporten, at "der på det strategiske område forestår et vist arbejde for hovedparten af gymnasierne, sådan at en strategi for efteruddannelse reflekteres i sammenhæng med skolens overordnede strategi for, hvor man vil bevæge sig hen i den kommende periode."

Desuden anbefaler lektor Peter Henrik Raae, at skolerne udarbejder en formuleret strategi, der tydeligt kan spores i mål og prioritering af efteruddannelsen.

Monsterudvalget er enig heri og opfordrer til, at ledelser og medarbejdere samarbejder om konkrete strategier for efteruddannelse og kompetenceudvikling, så den enkelte ansatte løbende og gennem hele ansættelsesforholdet udvikler sine kompetencer.

Skolerne opfordres til i et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere og ud fra en vurdering af institutionens strategiske mål og behov at drøfte den samlede kompetenceudviklingsindsats, principperne for tilrettelæggelsen af indsatsen og behovet for iværksættelse af konkrete efteruddannelsesaktiviteter for de forskellige medarbejdergrupper.

Der henvises også til de indgåede aftaler på området, dvs. aftalen for "lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv", bilag 4 samt aftale for "Akademikere i staten", bilag 7.

For at målrette og systematisere kompetenceudviklingen, kan skolerne med fordel inddrage anbefalingerne fra Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling (SCKK), SCKK inddeler strategisk kompetenceudvikling i fem faser, som bør indgå i den samlede kompetencestrategi:


1.Fastlæggelse af strategiske mål - hvad er vores mål?

· Der kan være flere kilder til at fastlægge strategiske mål (fx resultatkontrakter, lov- og regelgrundlag, selvevalueringer, ledelsesseminar eller workshop i SU, bruger- eller medarbejdertilfredshedsundersøgelser)

· Ejerskab til de strategiske mål er væsentligt (særlig rolle for SU / MIO)

· Strategiske mål handler om prioritering - hvad skal vi og hvad skal vi ikke?


2.Valg af indsatsområder - hvilke kompetencer vil vi udvikle?

· Hvad skal vi blive bedre til for at nå målene?

· Hvordan opnår vi viden om medarbejdernes kompetencebehov? (fx MUS)

· Er der kompetencer alle medarbejdere skal styrke?

· Er der medarbejdergrupper, der især har behov for at styrke kompetencer?


3.Valg af metode - hvordan udvikler skolen medarbejdernes kompetencer?

· Interne aktiviteter (fx gennem netværk, kollegial supervision, coaching, mentorordninger mv.)

· Eksterne aktiviteter (fx gennem kurser, uddannelse, turnus- og rotationsordninger, netværk mv.)


4.Implementering af indsatsen - hvordan gennemfører vi det?

· Hvilke værktøjer benytter skolen? Har skolen handlingsplan for efteruddannelse? Har hver medarbejder en udviklingsplan med mål for udvikling, aftalte aktiviteter og datoer for opfølgning på aftalerne?

· Hvor stor skal medarbejderindflydelsen være? Hvor meget skal uddelegeres til teamet, læreren?


5.Evaluering af indsatsen - hvordan samler skolen op på indsatsen?

· Gennemfører ledelsen opfølgende samtaler med medarbejderen? Følges der op på målene i udviklingsplanerne for den enkelte medarbejder?

· Gennemfører skolen selvevalueringer af indsatsen?


SCKK yder rådgivning til gymnasier om strategisk og systematisk kompetenceudvikling. SCKK støtter endvidere gymnasier i at arbejde med kvalitetsudvikling gennem udvikling af værktøjer til selvevaluering i form af en særlig KVIK-model for gymnasier, konferencer og støtte til forskning. Man kan læse mere om SCKK og KVIK-modellen på www.sckk.dk















GLVesterbrogade 16DK - 1620 København VTlf. +45 33 29 09 00Fax +45 33 29 09 01gl@gl.org