Print

Overtid - lærere 60+

I august 2008 blev der gennemført en voldgiftssag mellem Finansministeriet og GL på grund af opstået uenighed om honorering af overtimer til en lærer med aldersreduktion på stx. Der var tale om en konkret sag, GL gik ind i efter henvendelse fra et medlem, hvor skolens tillidsrepræsentant fandt, at overenskomsten bestemte, at udbetaling af overtimer til lærere med aldersreduktion der fratræder, skal ske med overtimesats. GL støttede dette synspunkt, idet der ikke i overenskomsten findes andre bestemmelser om udbetaling af overtimer.

Finansministeriet påstod frifindelse.

Sagen blev afgjort ved opmandens kendelse af 21. august 2008, hvor følgende fremgår:

"§27, stk. 8, i GL-overenskomsten indeholder ingen bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes, hvis lærere over 60 år ikke ved deres fratræden har fået afspadseret overtid.

Der er ikke i det for voldgiftsretten oplyste grundlag for at fortolke bestemmelsen i § 27, stk. 8, udvidende, således at lærere over 60 år i strid med ordlyden i denne bestemmelse skal have udbetalt overtidsbetaling efter de regler, der gælder for lærere under denne alder."

Det betyder at GL ikke fik medhold.

Kendelsen kan i sin helhed downloades nedenfor.

Med opmandens kendelse er det afgjort, at det ikke er aftalt, hvorledes der skal forholdes, hvis en lærer ikke når at afspadsere eventuelle overtimer inden fratræden. Det betyder også, at der ingen direkte hjemmel er til udbetaling af overtimer til lærere med aldersreduktion, der fratræder og læreren har hermed ikke krav på udbetaling.

Det betyder

1) at det er GL's meget klare anbefaling, at der for lærere på stx/hf med aldersreduktion, der enten har mange overtimer, mange timer til afspadsering eller mange timer indestående i en eventuel timebank, snarest bliver aftalt en afviklingsplan, så det kan sikres at eventuelle overtimer kan nå at blive afspadseret inden fratræden. Hvis dette ikke er muligt, må den enkelte lærer sørge for at tilpasse sit opsigelsesvarsel, så afspadsering i opsigelsesperioden bliver en reel mulighed.

2) at skolerne og kurserne må efterleve det hensyn, der er knyttet til ordningen med aldersreduktion; nemlig at lærere med aldersreduktion så vidt muligt ikke bør tillægges overtimer. I praksis skal det tilstræbes at lærere med aldersreduktion altid skal have et timetal, der løbende ikke giver dem en overtidssaldo, der er større, end det der kan afspadseres inden for en måned svarende til lærerens opsigelsesvarsel over for skolen eller kurset.

GL skal i tilslutning hertil henvise til overenskomstens bestemmelse om, at lærere maksimalt kan planlægges med 1830 årlige timer.

GL skal hermed opfordre tillidsrepræsentanterne til med skolens ledelse at få drøftet, hvordan overtimer til lærere med aldersreduktion i videst muligt omfang undgås og til at få drøftet en plan for afvikling af eventuelle overtimer.

I tilslutning hertil skal GL også opfordre til, at der i samarbejdsudvalget optages drøftelser om seniorpolitiske initiativer og fastlæggelse af en seniorpolitik, hvis en sådan ikke allerede findes på skolen eller kurset.




2008-09-25Opmandskendelse: Overtid og aldersreduktion338 kb
GLVesterbrogade 16DK - 1620 København VTlf. +45 33 29 09 00Fax +45 33 29 09 01gl@gl.org