Seniorbonus
- fylder du 64 år eller mere i 2009-2011?
Reglerne her gælder for ansatte på det statslige område
(statsligt selvejende eller private gymnasier, hf-kurser, VUC og
erhvervsgymnasier og -akademier)
Hvis du som ansat fylder 64 år eller mere den 1.
januar 2009 eller senere, har du ret til en seniorbonus. Hvis du er
fyldt 64 år (eller mere) inden den 1. januar 2009, får du retten
til seniorbonussen ved førstkommende fødselsdag.
Hvornår træder ordningen om seniorbonus i
kraft?
- Seniorbonusordningen træder i kraft den 1. januar 2009 og
slutter den 31. december 2011. Seniorbonusordningen er finansieret
af midler fra trepartsdrøftelserne i sommeren 2007, så ordningen
bliver ikke nødvendigvis forlænget efter 2011.
Hvem er omfattet?
- Lærere, der i 2009 eller senere fylder 64 år eller mere.
Lærere opnår retten til seniorbonus, når de fylder 64 år.
- Lærere, der ved starten af 2009 er fyldt 64 år eller mere,
opnår ret til deres første seniorbonus på deres
fødselsdag.
- For hvert år den pågældende fortsætter med at arbejde,
modtages en ny seniorbonus, dog højst 3 seniorbonusbetalinger i
alt, som bestemmelsen er formuleret (men husk at anmode om den
hvert år).
Hvad er en seniorbonus?
- En seniorbonus er en ret for den enkelte. Nemlig ret til et
beløb, der efter aftale eventuelt kan veksles til et antal
seniordage (ekstra fridage med løn) eller til et ekstraordinært
pensionsbidrag.
Hvor stor er en seniorbonus?
- For akademisk uddannede udgør den årlige seniorbonus 3,0 % af
den samlede faste løn. Det vil for en lærer på fuld tid sige et
beløb på kr. 13.000 +
Hvornår udbetales seniorbonussen?
- Læreren skal fremsætte ønske om at få seniorbonussen
udbetalt over for skolens ledelse. Den enkelte skal altså fortage
sig noget aktivt. Hvis seniorbonussen ønskes udbetalt, skal dette
ske ved først mulige lønudbetaling, efter at den pågældende har
erhvervet retten til seniorbonus - altså efter man har haft
fødselsdag.
- Hvis den ansatte ikke foretager sig noget, vil seniorbonussen
blive udbetalt ved årets udgang.
Hvilke andre muligheder er der end et udbetalt
beløb?
- Den enkelte har en ret til at få seniorbonussen vekslet til
enten frihed (seniordage) eller pensionsindbetaling.
- Den fulde seniorbonus kan veksles til et ekstraordinært
pensionsbidrag, der indbetales ved første mulige lønudbetaling
efter fødselsdagen, såfremt den ansatte har fremsat ønske om
dette til arbejdsgiveren. Det er altså en ret, den enkelte
har.
- Pensionsbidraget kan indbetales til MP Pension eller til en
kapital- eller ratepension i lærerens pengeinstitut.
- Den fulde seniorbonus kan veksles til et antal seniordage a 7,4
time, der som udgangspunkt skal afvikles som hele fridage, idet
timeforbruget beregnes som det antal timer, der holdes fri fra. For
en lærer kan timetallet altså være større eller mindre end 7,4
time.
En 64-årig kan veksle til op til 4 seniordage.
En 65-årig, eller ældre, kan veksle til op til 6 seniordage.
Hvis en lærer bliver syg inden en feriedag er påbegyndt,
betragtes dagen som ikke-afholdt. Hvis den ansatte derimod bliver
syg, efter at feriedagen er påbegyndt, betragtes dagen som
afholdt.
Prisen pr. seniordag beregnes som 1/260 af den samlede faste
løn, svarende til en omregningsfaktor på 0,003846.
Et eventuelt restbeløb kan enten udbetales eller indbetales som
ekstraordinært pensionsbidrag efter den enkeltes ønske.
Ikke-afholdte seniordage overføres til det følgende år.
Ikke-afholdte seniordage udbetales ved ansættelsens ophør.
Læs mere
Aftalen om seniorbonus er en del af overneskomstresultatet fra
2008. Reglerne er beskrevet i cirkulære om senior- og fratrædelsesordninger i
Bilag 2 og Bilag 2 A.
GL's råd- Husk at være aktiv, så du får din seniorbonus ved første
lønudbetaling efter din fødselsdag. Hvis du ikke foretager dig
noget, kommer du til at vente til årets udgang.
- For de fleste vil en udbetaling være det mest
fordelagtige.
- Kontakt MP Pension (tlf. 39 15 01 02) eller dit pengeinstitut,
hvis du overvejer at få seniorbonussen vekslet til en
pensionsindbetaling. Du kan dermed få belyst, hvilken betydning
den ekstra pensionsindbetaling har for din pension.
- Umiddelbart er veksling til seniordage bedre egnet for andre
personalegrupper end lærere, der jo arbejder under en årsnorm.
Men muligheden er der. Skulle du ønske at veksle til seniordage,
så hav en klar aftale om, hvordan det skal foregå, så du reelt
får den ekstra frihed.
Bemærk, at såvel arbejdsgiverne som GL lægger stor vægt
på, at de personer, der har ret til seniorbonus, bliver informeret
om reglerne.
Ud over retten til seniorbonus får ældre medarbejdere i
forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen (MUS) tilbud om en
seniorsamtale. Endelig skal personalepolitikken på skolen
fastlægge indsatsen for at fastholde seniorerne.
OBS
Lærere ved Sankt Annæ Gymnasium
For lærere ved Sankt Annæ Gymnasium gælder andre regler. De
pågældende lærere er kontaktet direkte.
(rev. 19. december 2008)