Nyansat og ferieafholdelseEn del af de nye lærere, der er ansat fra den 1. august 2009, skal begynde deres pædagogikumuddannelse. Nogle af de første almenpædagogiske kurser begynder allerede den 3. august. Det medfører, at de nyansatte, som skal begynde kurser i løbet af de 5 første hverdage i august, ikke kan afholde ferie, når kurserne er begyndt. STX- og HF-institutioner holder i følge overenskomsten ferie de fem første hverdage i august, og nogle af erhvervsgymnasierne har en ferieplan, der også fastlægger disse dage (uge 32) som ferie. Det betyder, at de nye lærere, der bliver ansat fra 1. august, normalt vil få et træk i augustlønnen for denne ferieuge. Men de lærere, der pga. almenpædagogiske kurser er forhindret i at holde ferie, skal altså ikke trækkes i lønnen for de dage, de er på kursus. Nyansatte, der har optjent ferie fra en foregående ansættelse, og som ikke kan komme til at afholde denne ferie, kan efter de almindelige regler få udbetalt pengene. |
